Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 14. Besvimede???

<<My heart was taken by you, broken by you and now its in pieces, because of you>>

Mine ben summede, de sov sikkert. Mine øjne glimsede for mig og min hals var følelsløs, jeg lå overraskende i min egen seng. Selv havde jeg ingen ide om hvad der foregik, eller hvad der var forgået for den sags skyld. Det hele er bare et stort slør. Min dør åbnede og min far kom til syne,

"du er vågen" sagde min far glad og lukkede døren efter sig, mit blik var søgende, søgende efter svar fra min far.

"hva-" min stemme knækkede, jeg kunne knap nok få et ord ud. Jeg tog mig selv til halsen og mærkede det samme plaster bare større, men jeg kunne ikke mærke min hånd der lå på den.

"hvil din stemme, jeg skal nok forklare hvad der skete" sagde min far og aede min arm imens han satte sig til rette i min seng, jeg nikkede stille og rettede mig op af væggen.

"du havde det ikke så godt i skolen igår og besvimede ude i regnen, du lå derude i godt 20 min tror jeg før Ida fandt dig. Hun ringede til mig og jeg hentede dig så hurtigt som jeg kunne, vi kom hjem og jeg undersøgte hvad der skete, og ja... der var kommet en form for infektion ind i dit sår, som var rigtig farligt.. det lignede næsten en gift som var placerede der" sagde min far med et usikkert ansigtsudtryk, som om jeg ville flippe fuldstændig ud, men modsat jeg var afskylig forvirret.

Så Marcus var der aldrig? han hjalp mig aldrig, han var der ikke. Jeg besvimede ikke i hans dejlige arme eller noget i den stil, jeg lå alene ude i regnen hele tiden. En tåre trillede ned ad min kind, han var der aldrig. Men hvorfor gjorde det mig trist? betød det så han var ligeglad, eller vidste han det aldrig.

"nåårh skat, bare rolig vi har ordnet din infektion" sagde min far som om det var det jeg var trist over, bare det var. Jeg nikkede stille, min energy var nok på mars, for den var bestemt ikke her. 

"jeg må på arbejde, men ring hvis der er noget" sagde min far og forlod mit værelse, jeg vil vædde med wili er i skole, så jeg er alene hjemme. Fedt. Eller noget, jeg er ikke meget for at være det. Min telefon brummede:

Ida: heeey hvordan har du det?

Mig: det ved jeg ikke, jeg kan slet ikke mærke min hals:(

Ida: beklager, jeg antar du ikke kommer til skolen i dag?

Mig: nej:( 

Ida: skal jeg komme etter skolen?

Mig: meget gerne:)

Ida: bra!

Jeg lagde min telefon fra mig og hoppede i noget dejligt hyggetøj, istedet for gårsdagens tøj:

Idas synsvinkel:

Anden time er lige sluttet, jeg har lige skrevet til Sky, jeg håber virkelig hun får det bedre. Mit blik flakkede da Marcus kom hen imod mig, nu hvor sky ikke er her hvad vil han så? Mit hjerte blev lidt uroligt.

"Hvorfor er Sky ikke i skolen?" spurgte han bekymret, jeg rullede øjne af ham.

"Ja, du kan gjerne vite det" sagde jeg bestemt, hvorfor ville han bekymre sig om sky nu? Han bekymrede sig jo ikke for en dag siden, den nar. Jeg ville ønske jeg kunne smaske ham en lige i hovedet, men det ville nok ikke falde i god jord.

"Jeg mener, hvor er hun ??" sagde han frustreret, jeg blev lidt bange af hans hævede stemme. Skal jeg sige det? Kommer det overhovedet ham ved, men mit største spørgsmål var dog hvad han ville gøre.

"hun besvimte i går, så hun er hjemme" sagde jeg med en lille stemme.

"besvimte????" sagde Marcus overrasket, han vendte sig hurtigt om og forlod klasselokalet. Godt han er væk, forhåbentligt er han ligeglad og holder sig bare væk...