Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 32. Vi ses Marcus...

<<You are my favorite hello, but my hardest goodbye>>

Den møj irriterende alarm ringede, jeg kiggede over på Marcus som stadig sov. Jeg bevægede mig i en stille bevægelse for at slukke alarmen, så kunne vi jo sove over og i vildeste fantasi så ville de ombestemme sig i sidste øjeblik. Men lige før jeg ramte knappen åbnede munden på drengen ved siden af mig.

"Du kan glemme det" mumlede han, jeg sukkede hårdt. Jeg stirrede ham ned imens han lå med øjnene lukket. Han gabte en gang og åbnede hans utrolig smukke øjne, de mødte mine med det samme, så jeg afbrød kontakten fuldstændig og rejste mig stædigt op. Han grinte lidt,

"Kom nå Skylar, vær ikke slik" sagde Marcus, jeg kiggede kort over på ham og faldt med det samme for de bedårende brune hvalpe øjne, pokkers ogs. 

"Kom, la meg finne noen klær til deg" smilede han og rejste sig, dynene røg af og afslørede hans bare overkrop. Jeg lagde virkelig ikke mærke til det igår, men damn han er virkelig smuk. Jeg kom ud af mine tanker ved en trøje røg i hovedet på mig, 

"beklager! Jeg ville treffe ved siden av deg" grinte han og samlede tøjet op der nu var røget på gulvet, jeg grinte kort over det og smuttede ud på badeværelset. Han havde fundet nogle røde adidas bukser og en af hans dejlige bløde hættetrøje, der duftede dejligt af ham. Jeg tog bare tasken, skoene og øreringene på som jeg havde på igår:

"Vakker som alltid" komplimenterede Marcus mig, jeg rødmede og grinte. 

"du er så fløde, men jeg elsker det" grinte jeg og slog armene om ham, dog fik jeg et lille pust i maven af ordet elsker. Jeg har jo ikke sagt det endnu, det har ingen af os. Jeg elsker ham jo, men spørgsmålet er om jeg er klar til at sige det. 

"Som en floudebolle" sagde Marcus, jeg grinte over hans flødebolle, jeg havde jo forklaret ham hvad en flødebolle var, udtale det, nej det kan han stadig ikk'. Vi kyssede en gang og gik sammen nedenunder. De fleste var oppe, den er jo også sådan 6 eller sådan noget. Martinus så dog lidt død ud lol.

"Marcus tar vi frokost på veien." sagde Kjell Erik på vej ned af trapperne, han nikkede og hentede hans kuffert.

"vil du ikke savne oss?" sagde Martinus med mundvigen vendt nedad, jeg gad ikke engang lave sjov lige nu. 

"jo det gør jeg faktisk" konstaterede jeg, han smilede kort til mig før Marcus kom ned af trappen med hans kufferter. Humøret sank lidt til jorden fordi Kjell Erik gik ud for at tænde bilen, de havde vidst lidt travlt. Vi fulgtes udenfor hånd i hånd...

Jeg gav Martinus et kram før han gik ind i bilen, Marcus stod foran mig med et smil på læben. Jeg ved ikke hvordan jeg skal blive vant til at det tager afsted, han skal bare være her han skal så. Længere er den ikke.

"må jeg ha en klem?" sagde han og strak hans arme ud mod mig, jeg nikkede stille og mødte hans duft. Vi stod og rokkede frem og tilbage, jeg holdt fandme godt fast. Men til sidst trak han sig roligt,

"vi gjør det, jeg kommer hjem snart" forsikrede han mig og lænede sig ned mod mig, jeg nikkede og placerede min pande på hans. Vores ånder smeltede sammen og det endte ud i et kys, det er som om hver gang jeg kysser ham bliver jeg mere forelsket. I det her tilfælde er det ikke for godt. I de sidste sekunder slog jeg mine arme om hans nakke og sugede hele oplevelsen til mig, vi trak os og trak begge vejret hurtigt.

"vi ses snart" hviskede jeg, han kyssede blidt min kind en gang før han satte sig ind i bilen. Aftrykket han havde givet med kysset brændte, brændte af kærlighed. Jeg tog stille min ene hånd op og vinkede farvel, de kørte stille ud af indkørslen og forsvandt ned ad gaden. Vi ses Marcus...