Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 45. Slut.

<<Just because I am strong enough to handle pain, doesn't mean I deserve it>>

Skylars synsvinkel:

Timen startede op igen, jeg stenede bare, kiggede ind i væggen. Ingen eller intet kunne få min opmærksomhed, ikke engang mig selv kunne gøre det. Det kørte bare derud ad, jeg prøvede at komme over hvad jeg lige havde oplevet, men det gnavede sig dybt ind i mig. Indtil videre har jeg ikke set Cole, en lille positiv ting. 

Klokken ringede, væggen forblev bare interessant. Jeg kunne høre klassen blive stille, men min mave fornemmelse sagde at jeg ikke var alene. Jeg kunne mærke ham, fra så lang afstand. Selvom han sikkert bare sad på hans plads, musestille, stensikker på jeg ikke havde opfattet ham. Men udover den smukke væg, så var min opmærksomhed også på ham. Måske ikke med mit syn, men med mit sind. Ej det var virkelig poetisk.

Tiden gik, han sagde ikke noget, det samme gjorde jeg ikke. Hvad skulle jeg sige, for min skyld kunne jeg sidde her resten af dagen. Marcus er nok den der har planer eller travlt, faktisk overrasker det mig at Ida ikke er her. Hvis jeg kender hende godt ville hun prøve at slæbe min røv ud af det her dødsyge klasselokale.

Klokken ringede igen, elever strømmede ind. I næste frikvarter skal vi spise, det var vigtig info. Jeg kunne mærke Ida sætte sig ved siden af mig, 

"Har han sittet her hele pausen?" spurgte hun og rettede sine briller nysgerrigt, jeg nikkede roligt og fjernede stadig ikke mit blik. Jeg kunne mærke hendes blik, hvordan det nærmest blev vredt, det forvirrede mig lidt. 

Klokken ringede ud igen, nu skal vi spise. Folk bevægede sig ud, den her gang gjorde Marcus også, eller det troede jeg. Efter nogle gode 5 min rejste jeg mig, smed min taske over skulderen og bevægede mig ud på gangen. Men i det sekund jeg trådte ud greb en arm fat i mig, mit blik snublede på en måde, men fandt Marcus' øjne. 

Han kiggede på mig, med et hvalpe lignende blik. Det fast holdt mig, som metal på en magnet. 

"Jeg vet hva du synes" hviskede han, vores ansigter stod helt tæt op af hinanden, og alt lukkede sig ude. Det gjorde mig ikke noget, efterhånden er han lidt død i mine øjne, eller det prøver jeg at overbevise mig selv om. 

"virkelig?" sagde jeg sarkastisk, men stadig stille.

"Du tror jeg er en idiot, et stort røvhull uten følelser" hviskede han, han fik den del ret godt.

"du må ikke glemme at du også er et ufølsomt røvhul der leger med folks følelser og så dropper dem som var de skrald" tilføjede jeg, sarkasmen var stille krøbet ud af min sætning og det her var alvor. Vi står ansigt til ansigt og han skal vide hvad jeg føler, præcis hvad jeg føler.

"Skylar-" 

"jeg var ikke færdig, ikke helt endnu-" "-Du må ikke glemme at du er et monster som ødelægger alting, kærlighed og venskab, begge dele. Du knuste mig Marcus, og ikke engang på den hjerteskærende måde som at sige det face til face, nej du gjorde det over sms, på valentinesdag. Et større røvhul kan man vidst ikke blive" jeg var nu helt oppe i ansigtet på ham, om det var mine hallucinationer eller hvad det var, så krøb en tåre frem fra hans øjenkrog. 

"Du hater meg, jeg forstår det. Men du må bare vite at vi to er langt fra ende, og snart skal jeg gjøre alt godt igjen, tro meg" han tørrede sin egen tåre væk, vendte sig om og forlod mig midt på gangen. Jeg rystede en gang på hovedet og først der gik det op for mig hvad der lige var sket. Lad ham bare tro hvad han vil, men vi er slut..

----

I er legit de bedste i hele verdenen!! Jeg kan slet ikke sætte ord på det, jeg har bare det sidste spørgsmål til mit marathon der finder sted imorgen<33 Hvor mange kapitler vil i have marathon på? Det skal være realistisk og jeg håber i har nogle gode forslag💖