Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 88. Du er min verden.

<<Too nervous to be alive>>
Det er nu onsdag, det blev lidt akavet igår, som i nok lod mærke til. Men idag har drengene et møde, om turneen osv. De sagde at de ville få svar idag, og derfor er jeg specielt nervøs. Lige nu tager jeg bare tøj på, kl er 6 om morgenen og jeg er ved a dø. Men det er fordi drengene skal køre tidligt afsted mod Oslo, og self skal jeg sige farvel:

Jeg hørte nogen dytte udenfor, det måtte være dem. Jeg gik hen og ud af døren, der var Marcus og Martinus på vej ud af bilen, først kom Martinus.

"vi ses, det skal gå" sagde han og gav mig et kram, jeg krammede ham tæt og nikkede.

"det håber jeg". Bare de ord gjorde en forskel, men efter igår, så er jeg slet ikke så sikker som jeg har været. Han vinkede og satte sig ind i bilen, Marcus kom op efter ham. "heeej" trak jeg den ud og strakte mine arme, det gik lige ind i Marcus' favn.

"Rolig nå Sky, jeg vil nok sørge for at du kommer med" hviskede han i krammet, jeg trak mig kort ud og vores læber mødtes. Marcus' hænder røg rundt om mit hoved, de holdt det fast, det føltes trygt.

"jeg er virkelig nervøs Marcus, selvom jeg ikke vil være det" sukkede jeg,

"Tenk på noe annet vi kommer tilbake med gode nyheter" Marcus' stemme var rolig og blød, ligesom smør. Jeg kunne ikke andet end at nikke, "-Vet du hvorfor?" spurgte han så efter lidt stilhed,

"nej" svarede jeg kort, Marcus kiggede mig dybt ind i øjnene og fik et smil på læben.

"for jeg vil vise deg hele verden. Vi må spise romantisk middag på toppen av Eiffeltårnet, og vi må ta lange turer i varmen og se på solnedgangen. Jeg skal vise deg alt du fortjener" jeg var mundlam, men alligevel ville jeg sige noget, men jeg blev afbrudt. "-for du fortjener hele verden, du er min verden". Hele min krop begyndte at krible, jeg kan ikke styre min kærlighed for den her dreng, det vil jeg vidst aldrig kunne.

"Marcus jeg elsker dig, husk det" smilede jeg og tog mine arme om ham,

"Jeg elsker deg mer" sagde Marcus og gav mig et dejligt langt kys. Kort efter trak vi os begge, "-vi ses Sky" hviskede han og kyssede min pande før han vendte om og gik mod bilen. Varmen fra hans krop var stadig på min, og varmen fra hans læber sad stadig på mine. Jeg tog min hånd op og vinkede da han kørte væk, jeg er virkelig heldig og det må jeg huske noget mere. Jeg har min drømmefyr som elsker mig, og han vil gøre alt i verden for mig. Hvad mere kan man ønske sig?

------

Frokostpausen er gået igang, jeg har ikke rigtig hørt efter idag. Det har bare gået med at tænke på det møde, ikke andet. De er endda ikke engang kommet til Oslo endnu, der er jo stadig noget vej. Ida har prøvet at snakke med mig, men efter lidt gav hun op. Eller det troede jeg,

"Så Sky, nå er det på tide å tenke på noe annet" sagde Ida pludseligt og skræmte livet af mig, hun satte sig ned på stolen overfor mig nede i kantinen. Hun havde et stærkt blik i øjnene og hun holdt det godt fast,

"Det kan jeg ikke Ida, jeg er SÅ nervøs" sagde jeg, min fod trippede hurtigt under bordet og det var tæt på at mine hænder gjorde det samme.

"du bare må gi slipp på det for nå, du har skole og er med meg. Marcus er langt borte nå, for langt unna for å tenke på ham." sagde Ida hårdt, jeg blev overrasket over hun kunne tale sådan. Der var en hvis styrke i hende stemme, og man kunne høre hun var meget opsat på det her.

"okay undskyld, jeg skal nok prøve" jeg fremtvang et smil og spiste videre, hun smilede tilfreds og begyndte selv.

---

Vi sidder midt i en død Norsk time, det er den sidste time på dagen og jeg har nogenlunde tænkt på andre ting. Nogenlunde... Vi er igang med at lære om noget ligegyldigt, som altid. Pludseligt ud af ingenting vibrerede min lomme, jeg smed næsten min blyant for at nå den. Jeg kiggede på navnet - Marcus❤ - hurtigt rejste jeg mig op i chok,

"Skylar sitte ned!" kommandrede vores skrappe norsklærer, men jeg adlød ikke og løb ud på gangen. I en fart trykkede jeg på den grønne knap, jeg tog min telefon op til øret.

"Hva så??!!" spurgte jeg...