Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 56. Fight.

<<Don't fight a battle if you don't gain anything by winning>>

Jeg så ham foran mig, han stod og grinte med hans venner og jeg kan slet ikke vente med at ende det grin. Altså ikke dræbe ham, så langt vil jeg ikke gå. Det styrker også bare min vrede så meget mere at han er Paolas grandfætter, så Oscar du kan tildeles også takke Paola. 

"OSCAR!" råbte jeg ud i det hele, i håb om at denne Oscar ville vende sig om. Med det samme vendte denne Oscar sig om, han fik et kækt smil på læben og gik over mod mig, men nogle af hans venner bag ham. 

"er du ute etter meg?" spurgte han med et frækt glimt i øjet, og ærligt fik det mig til at kaste op, eller næsten. 

"ja, du er da Oscar ikke sandt?" spurgte jeg og krydsede mine arme, han fik det største dræberblik jeg kunne give ham, men han grinte bare over mig. 

"Så jeg har en kjæreste, selv om du er ganske frekk" han blinkede til mig, jeg rullede mine øjne helt om i baghovedet. 

"gud, jeg har ondt af din kæreste" grinte jeg, min hånd blev knyttet og jeg fik en form for smerte fra mine egne negle. Jeg bed mig selv i indersiden af kinden for ikke at slynge det her slag, men før jeg vidste af det ramte min knyttet næve hans skarpe kæbe. Han faldt nogen skridt tilbage, hans venner stod bare og kiggede på mig og ham, skiftevis. 

"Bitch" mumlede han og rejste sig op, jeg var ikke skræmt, kun en lille smule, altså han er ret meget større end mig,  men min vrede skal bare ud, lige nu og her. Jeg kiggede på ham og tog det næste slag jeg ramte ham på tindingen, nu kom hans venner til. En stor dreng kom lige op til mig og tog fat om mig, han holdt mig bag armene, så hans venner havde adgang. Oscar rejste sig og i fuld fart slog han mig lige i maven, jeg hostede en gang og faldt næsten sammen. 

I det korte sekund vennen var uopmærksom, sparkede jeg ham i skridtet og fløj på Oscar, jeg sad på hans ryg og ville vælte ham. 

"Kom av mig! " råbte han og tumlede rundt, en af hans venner prøvede at flå mig af, men mine korte ben havde styrke. Jeg følte mig som superman, den måde jeg bare kæmpede med alt min styrke, det var befriende, men jeg må sige min mave begyndte at have det skridt tilpas.

"Skylar!" hørte jeg en råbe bag mig, jeg faldt af Oscars ryg og alle hans venner inklusiv løb ind i bussen. Jeg ramte asfalten hårdt og mine hænder begyndte at bløde, det gjorde mine knoer også. "for helvete Skylar, for en gang kan du ikke bare gjøre ting uten vold" sagde Ida og kom hen mod mig, 

"undskyld, han fortjente det" mumlede jeg halv surt og rejste mig op, Ida kiggede på mig, med et lille smil på læben.

"du er faktisk ganske kul" smågrinte Ida og børstede noget af jorden af mig, jeg smilede. "-Marcus er heldig å ha en venn som deg". Midt i det hele kom Martinus gående bag Ida, jeg kiggede over på ham, men med det samme var hans øjne så store som tekoppe. 

"Skylar, hva faen har du gjort?!" sagde han forvirret og en smule surt, jeg trak på skuldrene. "-vennligst ikke si at du nettopp har vært i en kamp mot Oscar". Jeg nikkede på hovedet, han tog sit hoved i sine hænder og gik over mod mig. 

"Kom, la oss se Marcus, jeg tror han trenger deg selv om han ikke uttrykker det" sagde Martinus med et skævt smil, "-Da løser vi det der når vi kommer dit" han pegede på mine hænder og tog armen om mig, nu gik turen til Marcus, som sikkert lå i store smerter og det skar i mit hjerte.