Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 70. Det skal nok gå.

<<Being nervous isn't bad. It just means something important is about to happen>>

Mit vækkeur ringede og  jeg trillede ud af sengen, min telefon bimlede. Mine øjne havde det lidt svært med at åbne, og jeg lignede sikkert også noget der var løgn. Jeg låste min telefon op og mødte den her søde besked;

Marcus

God morgen Sky❤

Mig

Godmorgen❤

Et smil brød frem på mine læber, det var ikke særlig specielt, men det var noget. Jeg scrollede videre ned og fik øje på en besked fra Ida;

Ida:

du ikke har snakket med meg, vi går sammen til skolen i dag!

Ups, hun har ret, det var jo bare efter det igår så gik jeg hjem og i seng. Hun fik en tommel op og så tog jeg noget tøj på:

Jeg gik nedenunder og fik øje på min far sidde sammen med wili, ved bordet. 

"godmorgen" smilede jeg og tog plads ved bordet, 

"godmorgen skat, glæder du dig til vi skal til Oslo?" spurgte far, jeg kvælte næsten på mit brød. Det havde jeg glemt alt om, især den del hvor jeg ville sige jeg ikke ville med alligevel. Men nu er da ikke tidspunktet, det syntes jeg ikke, nej. 

"jo da" falsk smilede jeg, wili sad bare og prøvede at få plads til 2 stykker brød i munden på samme tid. Da jeg bare sad i mine egne tanker tænkte jeg på noget, eller nogen. Andres, jeg har slet ikke set mere til ham? Lidt underligt, men han var jo trosalt kun på ferie her. Mine tanker blev afbrudt af en banken på døren, 

"vi ses, det er Ida" sagde jeg og gav min far et kram, jeg tog wili i hånden og så var det bare ud af døren. Da vi kom ud foran løb wili hen og krammede Ida, 

"jeg fortæller når vi har afleveret wili" konstaterede jeg og smilede hen mod wili, hun nikkede og så gik vi ellers bare. Wili fortalte om et eller andet spil han har spillet for nyligt, jeg hørte ikke rigtig efter, men det var noget med fodbold. 

"Så, fortell" insisterede Ida da vi vinkede farvel til wili, jeg begyndte med det samme at rødme. 

----

Dørene til skolen blev lukket op, jeg var lige blevet færdig med at fortælle alt, og Ida var chokeret, på en god måde. 

"Det er fantastisk Sky, nå må vi se hva dagen bringer" smilede Ida og gav min skulder et lille klap, klokken ringede og vi gik ind i klassen, men skole inspektøren stod oppe foran tavlen med vores lærer. Straks faldt mit blik på Marcus der sad halv forvirret halv bange på bagersterække. Jeg sagde farvel til Ida og gik hen til ham,

"Hvad laver han her?" spurgte jeg forvirret og satte mig ned. 

"De har ikke sagt noe, men jeg har ikke sett Cole ennå" sagde Marcus og rystede forvirret på hovedet, jeg trak vejret dybt og lænede mig tilbage i stolen. Pludselig tog en hånd min, "-Ikke bekymre deg det vil bli bra" sagde Marcus og klemte den. Et smil kom frem og jeg nikkede til ham, åh han er cute. Men hvad skal der ske?...