Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 12. Jeg vil vente på dig...

<<Sometimes you forgive people simply because you still want them in your life>>

"øhhh Skylar" sagde Ida nervøst og kløede sig i nakken,

"hvad?!" spurgte jeg bange, hun gav mig et skævt smil.

"du har en brann merkevare så stor her" sagde Ida og og formede en knytnæve, min mund spærrede op. 

"laver du sjov??" sagde jeg irriteret, hun rystede usikkert på hovedet. Hvorfor skal sådan noget her altid ske for mig, det er ikke fair. Jeg kiggede hen på Ida og hun så bare ret forvirret ud over hele situationen, det er ret forståeligt. 

Vi endte med at bestille pizza og overnatte sammen, bare en hygge aften. 

Vi vågnede op og gjorde os klar:

Plus det her på min fkn hals:

Bare 4 gange større, pisse irriterende, det passer jo også bare perfekt til mit outfit:) Wili er stadig syg, så Ida og jeg gik bare i skole sammen. Jeg ved ikke hvordan jeg har det med at se Marcus igen, men jeg må jo bare leve med det. Der er ikke meget andet at gøre.

Vi kom frem til skolen, alle sad udenfor som sædvanlig, inklusiv Marcus. Alle rettede deres blik mod mig da de så min bandage på min hals, kan folk ikke bare være ligeglade? Pigerne inklusiv kom over til mig, jeg brækker mig næsten over hende.

"Hva har skjedd?" spurgte Astrid mega fake bekymret, jeg gav hende et bitchy smil og sagde, 

"jeg stak mig selv med en gaffel fordi jeg havde lyst" hun gispede, men rullede bare øjne bagefter. Ida døde også af grin, hendes grin lyder seriøst som et æsel der føder drager inde i en busk. Astrid kan bare virkelig få mit pis i kog, som hun styrer mig på en måde og det bryder jeg mig slet ikke om.

Klokken ringede og alle gik ind i deres klasser, nu har vi matematik. Jeg satte mig med Ida på min sædvanlige plads, Marcus var ikke til at se, fint med mig. Men jeg undrede mig alligevel over hvor han er, jeg holder jo stadig af ham. Han er den største idiot, men det gik mig lidt på han ikke var til at se. 

Jeg kunne mærke min sår brænde, og jeg har virkelig brug for at køle det ned. Eller det sagde den doktor hjemmeside mig og Ida fandt sent igår aftes, ret sjovt at ens far er doktor, men jeg kan ikke engang køle et sår ned selv.

"må jeg gå på toilettet?" spurgte jeg vores lærer, han sukkede irriteret men jeg fik lov. Jeg strøg ud på gangen, hen til de der vaske, men jeg så Marcus stå derhenne. Han forbandte hans hånd og hviskede noget til sig selv. Jeg vendte mig hurtigt om men en stemme stoppede mig, mit humør er ikke klar til ham.

"SKYLAR!" råbte han og jeg kunne høre hans skridt nærme sig, jeg rullede øjne og stoppede op.

"ik tal til mig" sagde jeg, men bare hans ord fik mig til at blive sur. En ild inden i mig fik mig sådan til at skubbe ham ud af min vej, men mit lille hjerte ville høre hans forklaring og  håbe på den gav god mening. Men sådan var tilfældet ikke..

"vær så snill å høre, jeg angre på det mer enn noe annet, men etter at du avviste meg, ble jeg bare så sur og ja jeg-" prøvede han at forklare sig, men jeg stoppede ham.

"okay hvis jeg forstår det rigtig, så bare fordi jeg afviste dig en gang så fandt du bare en ny pige, så faktisk alt det du sagde betød ingenting!" sagde jeg surt og bed tænderne sammen for ikke at gøre noget jeg vil fortryde. Det sidste jeg ville er at komme i problemer i tider som disse, men vreden indeni mig tager måske over.

"hører jeg var dum, utrolig. Du kan få all den tiden du ønsker, jeg liker deg, og jeg vil vente" sagde Marcus stålfast og kiggede mig dybt i øjnene, på en måde var det det jeg ville høre. Han ville vente på mig, og tro mig det skulle han få lov til. Ik i den nærmeste fremtid får han noget fra mig, han tog bogstaveligt talt en kniv og skar mit hjerte. Personer som ham får kun få chancer, så hvis jeg var ham, ville jeg ikke ødelægge den.

"okay, du får lov til at vente" sagde jeg og kiggede tilbage i hans øjne,

"Herregud hva har skjedd med nakken din?!" sagde han ligepludselig og tog hans hånd op til min hals, men jeg undveg.

"forbrænding, din hånd?" spurgte jeg og kiggede ned på den hånd han hurtigt tog bag ryggen,

"jeg falt" sagde han hurtigt, han løj sikkert og det irriterede mig grænseløst.