Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 66. He's back

<<One fake friend, can do more harm than 10 enemies>>

Wili og min far havde været glad for at se mig igen. Alt kører rundt i mit hoved og klokken er nok sådan om natten, upsi. Faktisk imorgen har jeg nok tænkt mig at fortælle min far at jeg ikke vil med til Oslo, nu har jeg jo lige været der og jeg har brug for noget ro. Jeg håber ikke han bliver trist over det, for det ville være rigtig træls. 

-----

Jeg vågnede op og slukkede mit vækkeur, min krop er fuldstændig slap og mine øjenlåg vil ikke åbne. Det skyldes nok også at det var mig, der ikke kunne sove, men i bund og grund er det Marcus' skyld. I mit helt eget tempo kom jeg i tøjet:

Far kørte wili i skolen så lige nu venter jeg utrolig spændt på at Ida kommer, vi skal følges idag og jeg har VIRKELIG brug for at fortælle hende alt. Det bankede på døren og jeg fløj næsten på vinden udenfor og ind i Ida, vi mødtes i et stort kram og jeg klemte hende forfærdeligt meget. 

"morsomt nå Skylar, hva skjedde?" grinte Ida og trak sig, jeg pustede en gang og vi begyndte at gå. 

"Marcus sagde han elskede mig igår og så sagde jeg at vi ikke kunne være sammen og at jeg ikke ville men han sagde at jeg løj og det gjorde så ud af det blå troede jeg han ville kysse mig men det ville han ikke eller det ved jeg jo ikke han gjorde det ikke han kyssede min pande og nu flipper jeg ud fordi jeg ved han har ret og det irritere mig grænseløst!" det hele røg ud af mig som et vandfald, Ida kiggede meget forvirret på mig. Det var måske lidt for meget dansk? Resten af vejen gik vi hvor jeg forklarede det mere grundigt og langsomt, så hun kunne forstå.

"Det var noe av en munnfull" sagde Ida da vi nåede klasselokalet, jeg nikkede og vi trådte ind. Marcus, Martinus og de andre stod sammen. Men... nej... ik nu... Cole.

"Ida" sagde jeg nervøst og tog et skridt tilbage, hun fik øje på ham og greb mig overrasket i armen. Han er tilbage, og han står og snakker med drengene. Som om intet var sket, det giver mig en helt speciel form for kvalme. Man kan ikke engang gå en dag uden drama, eller det ser ikke sådan ud. 

Marcus fik øje på mig, og med det samme blomstrede begge vores smil. Selvom der var nogle andre følelser gemt under. Han tog fat i hans krykker og kom imod mig, Ida slap min arm og Marcus og jeg mødtes i et kram. 

"er du ok?" spurgte han i krammet, jeg nikkede bare lyvende på hovedet og trak mig igen. Han fik et stivt smil og så ringede klokken. Coles øjne var blevet helt pædofil agtige og det fik mine tær til at krumme sig. Hans blik fulgte mit gennem hele klasselokalet, indtil han satte sig i den anden ende. Thank God. 

----

Frokost er lige startet, Ida og jeg løb ned til kantinen for ikke at støde ind i du ved hvem. Vi nåede frem og satte os i bagenden af lokalet, kort efter kom Marcus ind med hans venner. Du ved allerede hvem det indebære, vi havde gjort os usynlige og ingen fik øje på os. Så nu nød vi bare vores mad i fred. Men det varer jo ikke længe... det gør det aldrig.

-----

Drama, drama, drama..