Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 17. NEI

<<And it hurts so much, to want something you can't have>>

"NEI!" sagde Marcus vredt og brød vores ellers så dejlige kram, han trak sig og vendte sig om. Hele mit ansigt var sikkert i rynker, for en ubehagelig følelse strømmede sig igennem min krop. En følelse af tristhed, tomhed og forvirrelse. Alt sammen på en gang.

"hvad mener du?" spurgte jeg og lagde min hånd på hans skulder, men i en hurtigt bevægelse var den væk igen. Den måde han bare børstede den væk på, det fik mig til at føle mig ligegyldig. 

"Dette er ikke rettferdig. Jeg ødela det vi hadde og sa at jeg ville vente på deg, men nå kysste jeg deg mot din vilje." sagde Marcus surt og kiggede ikke en eneste gang på mig. Kan han ikke bare fatte hvad der foregår, det her er jo godt?? Problemet er bare det ikke var mod min vilje, det var i den grad med min vilje. Sådan rigtig meget. 

"Marcus nej sle-" 

"Stopp! Jeg går nå og glemmer det her" sagde han og forlod værelset, en pibende lød undslap min mund. Jeg skulle have sagt Marcus ik gå, bliv her, bliv hos mig. Men det skete ikke, dels på grund af min hals og delvist på grund af jeg ikke havde nosserne til at sige det. Hvordan skal det her nogensinde komme til at gå, vi er på to vidt forskellige måder. Jeg har håb med Marcus, men hvis alt fortsætter sådan her, ja så ved jeg sgu ikke om det bliver ved sådan..

I øjeblikket sidder jeg i sofaen og stirrer ud i luften, tænker sådan set over alt, mere eller mindre. Forhåbentligt kommer Ida snart, jeg skal virkelig høre hendes mening. Selvom den nok ikke er god når det kommer til Marcus, for som Ida altid siger Pass opp. 

Det bankede på og få sekunder efter kom Idas hoved til syne i dørkarmen, 

"hei, hvordan har du det?" spurgte Ida forsigtigt og satte sig i sofaen ved min side, et dybt suk undslap min mund.

"forfærdeligt" spyttede jeg ud og lænede mit hoved tilbage, 

"fortell" sagde hun fast og lagde en pude tilrette på hendes skød, jeg placerede mit hoved på den og startede forfra.

"Marcus kom. Jeg lukkede ham ind. Vi havde det super sjovt sammen og faktisk indså jeg at jeg havde savnet ham. Sidst på dagen kyssede han mig. Jeg kyssede med. Han brød surt ud og var rasende over han lod sig selv kysse mig. Fordi han ikke syntes det var retfærdigt nu hvor han sagde han ville vente på mig. Men problemet er at jeg ikke vil have han skal vente mere." spyttede jeg ud styk for styk. Alt det her er nok super forvirrende, og at Ida ovenikøbet ikke kan dansk kan forvirre hende endnu mere.

"Det er ikke hyggelig å si dette, men det var veldig søtt av Marcus" sagde Ida og kørte sin hånd rundt i min hånd, jeg bed mig selv i læben.

"det er den værste del, han har det dårligt når han ikke burde" sagde jeg frustreret,

"stille nå, når du kommer tilbake til skolen, må du løse det sammen. Men nå trenger du en pause fra Marcus og omvendt, fokus på å bli bedre." sagde Ida, og hun havde ret. Men tanken om at Marcus skulle gå rundt og tænke på det, gnavede i mit hjerte.

"han skal ikke tro alt muligt mens jeg ikke er der" sagde jeg,

"det gjør ham godt, bare la ham" sagde Ida med et skævt smil. Og tro mig det gjorde det, jeg vidste det bare ikke endnu...