Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 10. Alt ændrede sig

<<"You didn't just cheat on me; you cheated on us. You didn't just break my heart, you broke our future">>

Dagen løb næsten lige forbi mig, for nu var den slut. Marcus har taget ingen interesse i mig og det påvirker mig, selv efter 3 dage var jeg blevet vant til han kæmpede for min opmærksomhed. Men nu, nu ignorere han mig mere. Jeg skal nok gøre det her godt igen, jeg har bare ingen ide om hvordan. 

Ida og jeg havde placeret os ude på bænken i skolegården, der sad nogle andre elever også. folk kan åbenbart godt lide at hænge ud her efter skoletid, så det gjorde vi også.

"hvad skal jeg gøre for at gøre det godt igen med Marcus?" spurgte jeg Ida som sad og legede med en sten der lå på bordet.

"liker du ham?" spurgte Ida og legede videre med sin sten, jeg slugte en klump.

"det tror jeg" sagde jeg.

"vil du gi ham en sjanse til å forandre ham?" spurgte hun og legede videre igen.

"det tror jeg" sagde jeg. Endelig kiggede Ida om fra sin pisse sten.

"bare si det" sagde hun som om det var ingenting.

"vil det være nok?" spurgte jeg og kastede en sten væk fra bordet.

"Hvis han liker deg, er det akkurat det han vil høre" sagde Ida, hun sgu klog.

"hvordan kan du ikke have en kæreste mr. love" sagde jeg glad og løb væk mod Marcus' hus, han skal vide hvad jeg føler. Selvom det nok er et virkelig dumt valg, så føler jeg det er det rigtige valg. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere for hvert skridt jeg løber mod Marcus' hus. 

Jeg kom frem til hans hus og bankede på, Martinus åbnede.

"Skylar akkurat nå er ikke den beste tiden" sagde Martinus og prøvede at lukke døren.

"lad mig komme ind" sagde jeg og gik forbi ham, jeg gik op til Marcus værelse og kunne høre høj musik derinde fra, det her øjeblik kunne måske ændre alt. Og tro mig det gjorde.

For da jeg åbnede døren fandt jeg Marcus og Astrid igang med at spise hinanden fuldstændig, akkurat det samme sted Marcus og jeg stod. Bare de manglede deres trøjer. Min kæbe ramte hvis jorden og jeg fik den værste følelse, det jeg havde troet hele tiden var rigtig. Han er en fuckboy, han vil ikke ændre sig.

Han... han: han er et ufølsomt menneske som ikke fortjener mig, på ingen måde. Det skar virkelig i mit hjerte at se dem sammen, hvis jeg ikke var kommet havde de nok stået her uden tøj på og gjort ting jeg ikke har lyst til at forestille mig. En brækfornemmelse kom frem og jeg kunne ikke bare se på det mere, ik et sekund.

"Det er ikke som det ser ut" var det eneste Marcus kunne sige.

"er det ikke?" sagde Astrid fornærmet og kiggede på Marcus, jeg gik ud og smækkede døren efter mig. Han legede med mit hjerte, mine følelser på kun TRE fkn dage. Det burde ikke være muligt, men han gjorde det. Jeg brasede nedenunder og røde øjne og knyttede næver, Martinus stod samme sted ved døren og vidste sikkert ikke hvad han skulle gøre. 

Lige nu ville jeg faktisk gerne bare brokke mig og lade alle mine følelser slippe ud til en, ligemeget hvem det. Om det så er Martinus Gunnarsen eller julemanden. 

"vil du ikke med ud og gå en tur?" spurgte jeg stramt og kunne næsten ikke formulere ordene ordentligt. Han nikkede og tog sin jakke på, vi gik begge to i rask tempo ud af huset og ud på gaden.