Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 67. Du er gal og jeg elsker det.

[Nu holder vi lige en gang! Nu får i den playliste som jeg har brugt lige siden jeg skrev min allerførste historie. Den er fyldt med kærligheds sange og triste sange, den er bare god til at få følelser frem<3 Jeg giver jer den i starten af det her kapitlet fordi den er over 1000 ord og passer perfekt ind, så start den playlist og nyd historien lidt mere!]

Playliste; Wanna cry 2 - Marie Kammer 

Link>>>>

https://open.spotify.com/user/mariekammer20/playlist/6UgyNTN91NFScFgRoeB0c9?si=uy2DpkvXSLCKi7YOVj5ufA

Så nu kan I begynde<33

---------

Nej. Han. Fik. Øje. På. Mig. 

"Ida han har set os" prøvede jeg at hviske diskret, hendes øjne forstørrede og hun skulede over til Cole, uden han så det. 

"gå, gå ut på toalettet til timen starter" skyndede hun på mig og skubbede blidt til mig over bordet, mit blik stivnede og det gik noget tid før jeg opfattede at jeg stadig sad ned. Nu nikkede jeg endelig og fumlede med min taske, uden at skabe for meget larm kom jeg hen til døren og løb ud. Mit hjerte bankede imens jeg gik ned af de fuldstændige tomme gange, hvordan kommer det her til at gå? Det stopper jo ikke. 

"Skylaaaaar?" en lusket stemme formede de ord, og den luskede stemme tilhørte Cole. En klump i min mave kom frem, og jeg blev utilpas. Men nu kan jeg ikke flygte fra det her mere, det svin skal vide at jeg ikke vil lege hans lege mere. "-du unngå meg?" spurgte han, selvom svaret var ret så tydeligt. 

Jeg stod stille, men skidtene kom tættere på og snart kunne jeg høre dem lige bag mig. Uden at kigge gik jeg til siden, bump. Min ryg støtte op af skabene, forkert vej. Han fik et smørret smil på læben og gik tættere på mig. 

"Det er uhøflig å ignorere folk"

"Virkelig? også klamme svin som dig?" jeg prøvede at lyde stærk, det gik okay, men stemmen var ikke helt på plads. Trosalt står jeg foran den klamme dreng der prøvede at kysse mig, eller han kyssede mig faktisk og ville mere. I vrede slog han hånden ind i skabet lige ved siden af mit ansigt, jeg hoppede en gang og trak vejret hurtigere. 

"Det var synd at du måtte gå, men nå kan vi starte hvor vi sluttet" sagde han og fugtede sine læber, det fik min mave til at slå kolbøtter på de mest ubehagelige måder. Jeg vil slå ham så hårdt jeg kunne, men til hans fordel var min krop frosset på plads. Hans smil forsvandt i det han prøvede at lave trutmund, ad. Han lukkede øjnene og jeg bruge muligheden på at skubbe ham væk, 

"Skylar må vi avslutte dette!" råbte han frustreret, 

"hold dig væk fra mig!" råbte jeg tilbage, men han kom imod mig og smækkede mig op mod skabbet. Det var som at få en mavepuster og pludseligt blev min vejtrækning kompliceret, jeg hostede som en gal da han trak mig op fra gulvet. Vores hoveder var få centimeter fra hinanden, den her gang holdt han ekstra godt fast i mig. 

"hva skjer her?!" en dør blev smækket op og Cole tabte mig på gulvet, jeg krøb op af skabet og kiggede skræmt på ham. Marcus, Martinus og deres venner var kommet ud på gangen, sikkert for at komme videre udenfor. 

"Jeg kysset bare litt på kjæresten min, vet du at tispa der. Du var med henne, ikke sant? Hun er utrolig billig" smågrinte Cole. Der kom flere ud på gangen, Marcus så ikke for glad ud. Faktisk var hans ansigt ildrødt, det samme med hans øjne. Stemingen var trykket og en tåre forlod mit øje, 

"Aldri. Aldri noensinne si noe om Skylar. Du er en ekkel gris, og jeg er sikker på at Skylar kvalm ved tanken på deg" sagde Martinus og knugede sig hånd. Marcus var stille, han stod bare der. Cole begyndte at virke mere vred, jeg føler mig rastløs. Et kort smil løb over læben på ham, i to store faste skridt nåede han over til Marcus. 

"NEJ!" råbte jeg, han reagerede ikke og slog Marcus lige på tindingen. Han faldt tilbage i hans venner, de begyndte at puste sig op foran Marcus, for beskyttelse. Det her var alt for vildt, og ingen. Ingen skal gøre Marcus ondt, kan i huske Oscar? 

Jeg trampede op, glemte at jeg havde ondt og tog stramt fat i Coles arm. Jeg trak den så hårdt jeg kunne og han væltede næsten bag om. Hans øjne viste en hvis form for mørke, min hånd knyttede sig af sig selv. Den her gang skete det ikke bare pludseligt, nej jeg tog min arm tilbage og tyrede den med vilje hele vejen op til hans næsen. Det sprøjtede med blod og han faldt, et knæk lød og alle gispede. 

"Hør efter den her gang!" råbte jeg af vrede, Cole kiggede skræmt op på mig, med en lang strøm af blod ned fra hans næse. "Du holder dig langt væk fra Marcus, mig og sådan set alle vores venner! forstår du det?!" min stemme var hæs, men stadig tydelig og stærk. Han svarede ikke men tørede bare hans næse af. "forstår du?!!!" råbte jeg endnu mere vred og sparkede ik så hårdt til hans mave. 

"Ja!" pev han, jeg fnyste og gik forbi ham. I en spurt kom jeg hen til Marcus som lå på gulvet, eller rettere sad. Hans øje var allerede blevet en del hævet, og et lille smil havde sneget sig ind over hans ansigt. 

"Skylar, for helvete, du er gal" sagde han med et skævt smil på læben, jeg smågrinte og tog en tot hår om bag mit øre. "-men jeg elsker det" tilføjede han, drengene omkring os lavede den der "awww" og vi grinte bare over dem. Marcus tog fat om min blodfyldte hånd, langsomt rejste vi os op sammen. 

"hva skjedde i det hele tatt?" spurgte han og tog sig til hovedet, jeg sukkede en gang og kløede mig i nakken. 

"lad os tage den et andet sted" jeg prøvede at hentyde til alle de mennesker omkring os. Han nikkede med et lille grin efterfulgt. Vi stod bare og kiggede ind i hinandens øjne, det kom ud af ingenting, men rart det var det. Uden jeg lagde mærke til det fangede vi hinanden i et kram, klemmet blev stærkere og stærkere, ingen af os ville slippe. 

"Martinus, vi går hjem nå" hviskede Marcus til Martinus, han nikkede og gav os vores skoletasker. Begge tog vi dem på ryggen og forlod det behagelige kram vi stod i. 

"hvad skal vi Marcus?" spurgte jeg, han svarede ikke men tog bare min blodige hånd og smilede stort til mig..