Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 21. Flettede instagram

<<There are only two times i want to be with you, now and forever>>

Marcus og jeg lå nede i hans stue og så en fodboldkamp mellem Manchester Untited og Tottenham, vi elsker begge Manchester. Og omkring billedet tidligere, åbenbart har jeg nu fået mange følgere og likes, en masse kommentarer, men Marcus slukkede min telefon før jeg nåede at se dem. Self vil jeg det når jeg kommer hjem, men det skal han ikke vide.

"Skylar?" spurgte Marcus og satte sig halvt op så han kiggede på mig, jeg nikkede og rettede mig op.

"vil du være en offisiell person?" spurgte han,

"offisiell?" spurgte jeg forvirret og rynkede øjenrbynene,

"ja, vær kjent" sagde han lidt langsommere, spørgsmålet tog lige noget tid at producere.

"det har jeg ikke noget imod" sagde jeg og smillede let, Marcus' ansigt lyste op og han hoppede ned på mig og angreb mig med kys over hele hovedet. Min krop kildede for hvert kys han satte, grinene undslap min mund efter en og jeg kunne mærke farven stige i ansigtet.

"vil du sove her?" spurgte Marcus efter angrebet, 

"der er jo overnatning imorgen på skolen" sagde jeg       og lagde mig længere ind til ham. En brummende lyd kom fra ham, om det var et ord eller hvad det var vidste jeg ikke.

"Bare kom, vi kan hente ting etter skolen i morgen" bedte Marcus og kyssede mig håret, jeg lavede en tænke lyd, som når man tænker lol.

"okaaaay så" sagde jeg, han rejste sig fra sengen og gik hen for at slukke lyset. Kort efter mærkede jeg sengen blive tungere igen og en arm om min mave, den passede perfekt der, ligesom et puslespil.

Marcus og jeg gik i skole sammen, vi går egentligt bare og taler om overnatningen iaften. Det bliver sikkert skide sjovt, bare der ikke kommer drama. For på en måde føler jeg at nu hvor Marcus og jeg har noget igen, så ja så kan nogle af pigerne godt blive lidt mugne.

"må jeg ikke ta et bilde der i flettede fingre, men bare hender?" spurgte Martinus som gik ved siden af os, Marcus smillede ned til mig. Jeg tror ærlig talt at det smil kan smelte titusinder piger, men det kan man jo også godt sige at det gør, tingen er bare at han smiler til mig. 

"alltid" sagde Marcus kækt og flettede hans fingre ind i mine, men på en meget mere speciel og cute måde, mine bare arme fik kuldegysninger. Martinus stoppede os op og tog sig god til at få det perfekte billede. Han er skør,

"Sånn, sett den på instagram" sagde han bestemt og rakte mig min telefon, jeg rystede skørt på hovedet og gik ind på instagram. 

Jeg taggede self ikke Marcus, dum er jeg dog ikke. Der skal ikke komme alt muligt drama, ikke nu, helst aldrig. 

"hvem har vi her?" sagde Ida og kom op til mig, vi er lige kommet ind i klassen. 

"ik nogen specielle" sagde jeg genert og gemte mig hoved væk, jeg ved ikke hvordan men Marcus gør mig utrolig genert. Og jeg er ellers aldrig genert, det er næsten helt forfærdeligt. 

"Se deg senere" sagde Marcus og kyssede min kind før han gik over til hans venner, mit smil groede voldsomt og Ida lagde vist mærke til det. Hun sagde ikke noget men skubbede legene til mig.

"Nå så du og Marcus hva?" sagde Astrid snobbet, Ida og jeg gav et lille hop af forskrækkelse. Hun lister fandme som en mus, eller snarer end rotte.

"ja, og du kan ikke gjøre noe med det!" sagde Ida stædigt og rettede på sine briller, jeg kiggede overrasket på hende. Hun har aldrig gjort noget lignende før, men det lignede det virkede for Astrid og pigerne stod med mundene på gab. Et lille grin undslap mine læber, men Ida blev vidst mere genert over hvad hun lige havde sagt.

"i er ikke verdt det" sagde Astrid og svingede sit hår over skulderen imens hun vraltede afsted, jeg efterlignede hende og vi brød begge ud i store grin. Men det skulle vi ikke have gjort, for den kommentar bliver grunden til et stort problem, og en masse drama..