Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 86. Bange.

<<The best apology is changed behavior>>

Mathias gik et skridt tættere på, nu var det nok, det er nu jeg skal vise at det her ikke er okay. 

"Stop!!" råbte jeg højt, både Mathias og Marcus kiggede overrasket på mig. "-Marcus du kommer med mig, og Mathias du går med Ida" jeg kiggede over på Ida og hun nikkede. "nu" sagde jeg som det sidste, Ida hev fat i Ida og jeg blev stående med Marcus. 

"Han er den største idiot noensinne" spyttede Marcus ud og lænede sig op af muren, jeg åbnede mine ører og kiggede ham dybt i øjnene. Bare så han ved jeg er der, at jeg faktisk høre efter hvad han siger. 

"Det startet for lenge siden" kom Martinus bag ved og sagde, jeg fik et lille chok men holdt styr på mig selv. Han gik hen ved siden af Marcus, Martinus håndterede det bedre, men glad var han alligevel ikke. "-Vi var venner, faktisk for ganske mange år"

"Ja, Mathias bodde her. Men da vi ble eldre og mer berømte, trodde Mathias at vi glemte ham" fortsatte Marcus, han bed sin kæbe sammen, Martinus så det og fortsatte. 

"Marcus var forelsket i denne jenta, og Mathias visste det. Så han brukte den mot Marcus, kysset henne " sagde Martinus i lavt toneleje, stadig meget nemt at høre. Jeg stod bare og hørte efter, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. 

"Så nå er han sint på oss fordi vi "glemte ham" og jeg hater ham fordi han kysset jenta jeg likte" forklarede Marcus og kiggede ned i jorden, jeg havde rigtig, rigtig, rigtig svært ved ikke at bryde ud i latter. Det her er noget af det dummeste jeg nogensinde har hørt, lad mig lige opsummere. Så for godt 3 år siden kyssede Mathias en Marcus kunne lide, begrund af at drengene havde glemt lidt om ham. Ej HvOr Er DeT dOg TrAgIsK. 

"Var det det?" spurgte jeg helt seriøst, de kiggede begge på mig og nikkede. Jeg gav mig selv en mental pandeklasker, "-hvor er i dog barnlige" brød jeg ud med mine hænder, de kiggede forvirret på mig. 

"barnslig, det vi er ikke!" sagde Marcus pigefornærmet, igen der viste det bare hvor barnlig han her. 

"Ej come on, det her skete evigheder siden, det er slet ikke noget at slås om" prøvede jeg at forklare, Martinus kiggede på mig. 

"kanskje litt" tøvede han og kløede sig i nakken, Marcus slog ham på armen, 

"Martinus!" klagede han endnu mere fornærmet, Martinus trak bare stille på skulderne. 

"må jeg lige snakke alene med Marcus?" spurgte jeg Martinus, han nikkede og gik ud af skolegården. "okay, fortæl" sagde jeg med hænderne i siden, han trak på skulderne og kiggede videre ned i jorden. "Marcus hvad er den rigtige grund?" for jeg ved godt der er noget bagved det, måske er han meget barnlig til dagligt, men ikke så slemt. Han tøv, men åbnede så munden;

"Jeg- Jeg er bare redd okay?" tilstod han, 

"hvad er du bange for?" spurgte jeg dumt, for hvordan skal han kunne være bange. Jeg kan huske så sent som igår at han dræbte en edderkop, jeg skreg og løb væk, men han blev og dræbte den. Åh undskyld, lad os komme tilbage til samtalen;

"at han kan gjøre det igjen... kysse jenta jeg liker" awh, jeg havde svært ved ikke at bare kaste mig om ham. 

"Marcus ik hvor bange, nogensinde" sagde jeg roligt og tog hans hænder, endelig kiggede han op og ind i mine grønne øjne. Jeg viste et lille smil, "-jeg vil altid være din, og tro mig hvis han kom tæt på mig ville jeg sparke ham" smågrinte jeg det sidste. Marcus prøvede selv det der med at smile lidt, 

"du er virkelig nydelig" smilede han og vores læber mødtes, jeg smilede i kysset og det føltes som en evighed før vi slap igen. 

"meeeen, du skal sige undskyld, det er Idas kæreste så det er vigtigt" sagde jeg med et skævt smil, Marcus nikkede og tog mig i hånden, de flettede sig sammen og spredte kærligheden. Vi gik ind i klassen, der sad Ida sammen med Mathias. Marcus kiggede lidt usikkert på mig, men jeg klemmede bare hans hånd yderligere.