Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 78. Nu giver alt mening.

<<Falling in love with you is the best thing that has happened to me>>

Min fede røv dumpede ned på sengen, jeg er fuldstændig udmattet. Isen og samtalen med Paola var faktisk overraskende god, så slem en person er hun hellere ikke, man kan virkelig mærke hun har ændret sig meget. Min far ligger og sover, imorgen har jeg sagt nej til at komme med ham på arbejde. Han skal også kun i sådan 2 timer, så nu vil jeg sove længe.

----

Solen skinnede, jeg kiggede rundt i det godt opvarmede værelse. Jeg kiggede så ned af mine ben og kunne med det samme se de var røde, solbrændte, perfekt. Så må jeg vel tage lange bukser på idag, selvom man sagtens kunne bade hvis det skulle være. God start på dagen. Jeg rejste mig op og fandt bare noget tøj at tage på, noget hyggeligt og behageligt. Mit blik fangede uret, cirka en halvanden time til min far havde fri. Tøj;

Jeg satte mig ud på den lille fine altan, nu skulle der tænkes. Mine tanker fløj rundt som nogle omskræmte fugle, ingen ro kunne findes overhovedet, skønt jeg næsten lige var stået op. Problemet er bare at nu, skal jeg tilbage til Trofors, Marcus, Martinus og Ida. De var allesammen ret lede, specielt Marcus, hvordan står det mon til?

Tankerne fløj og før jeg vidste af det sad vi i bilen mod Trofors. Min far plaprede bare løs om nogle "spændende" ting, nok kun i hans forstand. Så med de solbriller faldt jeg faktisk ind i søvnen, nu er det hjem, hjem til drama. 

-----

Et brat stop kom pludseligt, jeg hoppede så godt jeg kunne, men min sele var i vejen. Ved siden af mig døde min far af grin, og der gik det op for mig han lige havde pranket det levende ud af mig. 

"FAR!" råbte jeg surt og lænede mig lettet tilbage i sædet, 

"undskyld, men vi er her altså nu" sagde han og smågrinte stadig, jeg så vi holdt lidt længere nede ad gaden. Og underligt nok var der stadig sol, varme, og en aften der kun så småt var på vej. 

"kør nu bare" bedte jeg og sukkede træt, han rystede på hovedet. 

"du går bare hjem, jeg skal lige ned til købmanden". Jeg rullede mine øjne og trådte ud af bilen, seriøst et sekund efter var min far væk. En dyb indånding og så videre, mine skridt gik det hurtigste de kunne bære. Jeg gik bare i mine egne tanker da jeg så et roseblad;

Jeg bukkede mig ned, kiggede nøje på det. Hvorfor gjorde jeg dog det, forhelvede det er jo bare et blad, man kan virkelig godt mærke jeg har brug for min søvn. Nu rejste jeg mig op og fik øje på flere, nærmest en sti. Mine øjenbryn rynkede sig, jeg kiggede omkring mig, men jeg var alene og der var musestille. Ubevidst fulgte jeg bladene, rundt om et hjørne og så fik jeg øje på mit hus. Min mund gabede sig op, og mit hoved snurrede. Jeg havde ingen reaktion, så jeg gik bare. For hvert skridt jeg kom tættere på, jo mere blomstrede sommerfuglene i min mave. Foran mig var der en forhave med blomster blade over det hele, de ledte op til min hoveddør. Det gav mig flashbacks til valentinesdag, men forvirret det var jeg. Selvom en varme spredte sig i min krop da jeg nåede døren, en seddel hang derpå. Ikke skrevet specielt flot, men personen havde prøvet, det bedste han kunne. Blidt rev jeg sedlen ned og tog noget hår til siden, min mave kildede i det jeg åbnede sedlen. 

[Gå i bakgården] 

Jeg foldede sedlen sammen og puttede den i min lomme, så gik jeg mod hjørnet af mit hus. Et skridt, et skridt ændrede alt. 

Blomster over det hele, fodboldmål med lys omkring, et tæppe, varm mad der dampede ind i luften, solen foran, puder og ham. Jeg tog min hånd op foran min mund i chok, det hele virkede som et univers, et univers af skønhed, et som jeg bestemt ikke havde fortjent at være i. Han stod bare der, så smuk som han altid har været. En tåre brød frem i mit øje, kort efter ramte den min kind. Mine ben dirrede og jeg kunne ikke røre en muskel, lammet, af kærligheden. 

"Skylar Fahren, vil du bli min?" hans stemme var blød som smør og kørte elegant over hans perfekte læber, jeg slugte en klump og mødte hans dybe blik, der lige så godt kunne vare i en evighed. Et smil krøb frem på mine læber, ordene havde svært ved at forlade min mund. Så det gjorde de ikke, istedet nikkede jeg som en hysterisk på hovedet. Et smil brød frem på Marcus' læber, det lyste alt op, selvom her nu var ret flot, så var han alligevel alt der fangede mit øje. Uden at sige noget tog han noget frem fra bag hans ryg, et lille skrin. Et skridt gik han tættere på og der var ikke meget plads mellem os, han rakte hans hånd ud. Uden tøv lagde jeg min i hans, den var utrolig varm og blød. Han åbnede skrinet og vidste en ring frem, jeg måbede og smilede. I en forsigtig bevægelse placerede han den på min finger, hvordan den ser ud er Marcus og min hemmelighed, brug din fantasi. 

"Marcus jeg-" men jeg blev afbrudt, af en finger der blev sat på mine læber. I en glat bevægelse røg den ned om min kind, "jeg elsker dig" afsluttede jeg. Stilheden spredte sig, indtil den blev brudt af et kys. Vildt, hedt, kærligt, blidt, groft, langt, kort og helt igennem fantastisk, intet kan sætte ord på det. Vi trak os og den kysse lyd kom frem, jeg fniste kort over det. Så åndede Marcus ud, et grin forlod hans ord. 

"Dette var perfekt, du vet ikke hvor mye det har tatt og hvor nervøs jeg har vært" udbrød Marcus og aede min arm, jeg grinte med. Det hele gik lidt mere op for mig, alle ville have jeg skulle tage afsted, så Marcus kunne lave den her overraskelse. "-kan du gjenkjenne det?" spurgte han og gik et skridt til side. Jeg nikkede med et smil og gik nogle skridt rundt.

"Valentinesdag" mumlede jeg og beundrede alt det her arbejde, "-men hvordan?"

"du kan takke, Ida, min mor og Martinus de har alle hjulpet" svarede han og fulgte roligt efter mig, 

"ik for at ødelægge stemningen, men jeg er faktisk ret sulten" smågrinte jeg, 

"Vi må først ha gjestene her" sagde han med et skjult smil, jeg kiggede underligt på ham. Gæsterne?. Men før jeg nåede at svare kom nogle personer frem, det første ansigt jeg så var Ida. En boblen kom frem og jeg løb hen og krammede hende, 

"tak" hviskede jeg og trykkede hende tættere, men mine øjne åbnede og omme bag hende så jeg en fjollet Martinus kom gående. "-og dig" grinte jeg og løb ind i hans arme, vi krammede et roligt langt kram.