Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 34. These Amazing Girls

<<Don't wait. The time will never be right>>

Ida sprang ind ad hospitals dørene, jeg løb hen og fangede hende i et kram. Ej hvor er jeg glad for at se hende! 

"er du ok?!" sagde hun og krammede mig tæt, jeg rystede stille på hovedet. Vi stod bare i stilhed og krammede hinanden hårdt og trygt. 

"Jeg beklager, wili er en sterk gutt" halv smilede hun, jeg snøftede en gang og nikkede. Vi tog hinanden i hånden og gik op på hans værelse, det er nu Tirsdag og jeg har ikke været hjemme endnu. Han er ved at blive okay igen, men alligevel skal han blive her de næste par dage, dog tager jeg hjem imorgen. Jeg skal jo planlægge valentines dag, og det bliver så dejligt at se Marcus igen!

Ida og jeg sad bare og snakkede med wili, han er vågen nu og ligner ikke et lig. Det gør mig virkelig glad at se ham få det bedre allerede, men der er stadig lang vej endnu. Vi snakkede om alt muligt. Jeg havde prøvet ivrigt at komme i kontakt med Marcus, men jeg stoppede igår aftes, jeg fik bare en besked hvor der stod:

Sorry har travlt

Ik mere, ikke engang noget med at min lillebror muligvis er døende, flot Marcus. Jeg håber bare han ikke så de andre beskeder og sendte den besked hurtigt, ellers ville jeg være virkelig såret. Min telefon bimlede, en masse mennesker havde tagget mig i et billed, jeg rynkede øjenbrynene og vidste det til Ida.

"Sjekk ut hva det er" insisterede hun, jeg swipede min telefon åben og kom insta, der blev jeg mødt af et billed:

MarcusAndMartinus - It's always nice with these amazing girls💖

En trist mine snørede sig hen over mit ansigt, ja han har da utrolig travlt. Ida tog telefonen ud af min hånd og slukkede den fuldstændig, jeg kiggede overrasket på hende. 

"Ikke tenk på det, gå hjem og lag denne fantastiske Valentinsdag med kjæresten din" sagde hun og aede min arm,

"Ja! skal du ikke være sammen med ham den sjove dreng?" spurgte wili med en mild stemme, jeg kiggede smilende over på ham. Hvor er han bare den sødeste lille dreng i hele verdenen, mit hjerte smelter virkelig.

"jeg tager først afsted imorgen" jeg lagde stort tryk på imorgen og skulede over til Ida, hun rullede med øjnene og der kom min far ind med Mcdonalds under armen, vi blev alle glade og spiste maden sammen.

-------

Det var utrolig svært at sige farvel til wili, men jeg blev nødt til det. Nu sidder jeg i min vindueskarm og planlægger hele vores dag sammen imorgen, jeg kan slet ikke vente til han kommer hjem. Og til at høre om alt den nye musik de har arbejdet hårdt på, det glæder mig altid når han taler om ting han elsker, hans øjne lyser bare op på en speciel måde. 

Nu er jeg også på vej i bussen indtil storcentret, jeg skal jo have noget lækkert tøj. Måske endda sexet? Det ved man jo aldrig. Bussen stoppede og jeg gik ud og hen mod butikkerne, det var svært at vælge for det store udvalg. Jeg ville have haft Ida med, men hun skal jo i skole, og jeg har sådan fået lov til at få fri. 

Mine øjne fangede den perfekte kjole, jeg savlede nærmest og sprintede ind i butikken for at hente den. Nu har jeg den i hånden og jeg kan slet ikke vente, det bliver den bedste dag nogensinde! 

Eller gør det?...

---

ej sorry for at ødelægge det, men det bliver jo bare mere spændende. Det kan os være jeg bare siger det for at gøre jer nervøse, og at der ikke sker noget, som sagt så ved man jo aldrig<33