Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 75. Slog op for flere dage siden.

<<Sometimes i'm not angry, i'm hurt and there's a big difference>>

Min far bankede stille på døren, jeg gabte en gang og åbnede mine øjne. Klokken er 6 om morgenen, og som i nok kan gætte skal jeg til Oslo. Så får Marcus og Ida deres vilje, selvom jeg har ingen ide om hvad de skal bruge det til. På den måde sårer jeg hellere ikke min far, for det betyder meget for ham.

"godmorgen skat, nu skal du op" sagde han og rullede mine gardiner fra, jeg skab mig og rullede ud af sengen. Min far forlod mit værelse, han skal sikkert over og aflevere  wili hos naboerne. De skal passe ham, han skal ikke med, eller være alene. Jeg slæb mig selv hen mod mit skab og tog noget tøj på, bare hygge tøj:

Jeg gik nedenunder og min far stod med hans morgenkaffe,

"morgenmad?" spurgte jeg med en hæs stemme og klaskede ned på bordet,

"vi tager noget med på vejen" smilede han og tog hans nøgler, jeg gav et lille smil fra mig og fulgte efter ham. Solen var kun lige ved at stå op, alle sov trygt i deres hjem, undtagen mig. Undskyld jeg er meget negativt, men mit sind og krop er bare træt af alt. I det mindste skal jeg have kvalitets tid med min ynglings far, hehe. 

"Du må gerne sove lidt" sagde min far de vi startede bilen, jeg nikkede som en form for tak. Men mine øjne var ikke klar til at blive lukket, ikke helt endnu. For nu kørte vi forbi drengenes hus, der var små lys i vinduerne og jeg fik øje på Gerd Anne hurtigt, men så var det væk igen. Et suk undslap min mund, og så døsede jeg hen. 

---

Vi er snart i Oslo, de sidste par timer har min far og jeg bare snakket ud om en masse ting, og sunget med på en forfærdelig masse sange. Jeg kunne se de store bygninger, nu var vi her. Min far ville sætte mig af på hotellet først, så bagefter tager han hen på hospitalet bare i en time eller to. Og så imorgen kommer jeg med ham på arbejde, det skal nok blive godt. 

---

Min far har lige sat mig af på hotellet, jeg nåede op på værelset og pakkede ud. Efter det bankede det på min dør, jeg fnyste forvirret for mig selv, derefter åbnede jeg døren. Åh. Min. Gud. 

"heeeey Skylar" sagde Paola akavet og langtrukkent, jeg knyttede min hånd så meget at det gjorde ondt. 

"hvad fanden laver du her?!" spurgte jeg surt, jeg var så tæt på enten at springe på hende, eller tyre døren i hovedet på hende. 

"Hør på meg, beklager. Beklager mange ganger, du trenger ikke å tilgi meg, men du må vite at jeg er så lei meg." sagde hun og holdt hendes hånd på sit hjertet, mine øjne rullede vidst til Mars. Tror hun virkelig jeg vil købe den her?

"hvordan vidste du hvor jeg var?" 

"Marcus sa det fordi jeg spurte ham" hendes mund var blevet til et halvt smil, men min mund til gengæld var en streg. Hvorfor snakkede hun nu også med Marcus, jeg flipper snart helt fra forstanden. "-Og ja, han brøt sammen med meg også. Det var den eneste grunnen til at vi snakket"

"virkelig hvor lang tid siden?" spurgte jeg nysgerrigt, 

"for noen dager siden" mumlede hun, som om hun var forlegen over det, det fortjener hun skam også at være. Men alligevel fik det min mave til at krille, selvom alt er forvirrende og alt til. Så slog Marcus op med Paola, men på samme tid gjorde han det igår. Jeg har ingen ide om hvordan jeg skal have det. Men et eller andet er utrolig underligt over det her, jeg kan bare ikke lige sige hvad. 

"tak" sagde jeg kort og lukkede døren, jeg kom over til badeværelset og smed mit tøj i et hop. Derefter lagde jeg mig ned i det varme vand, langsomt sank jeg ned i vandet og forsvandt i mine tanker..

----

Hehe, jeg har fundet ud af min slutning<33

Og god fredag til jer allesammen!!