Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 54. Kampen

<<I will always care for you, even if we're not together and even if we're far, far away from each other>>

"Skylar kom nu kampen starter snart!" brokkede wili sig i min dørkarm, jeg kiggede på ham igennem spejlet jeg er lige igang med at sætte mit hår i en hestehale. 

"jeg er klar nu" sagde jeg med et smil og tog sko på, jeg har fået at vide at holdet spiller i blåt, så lidt vil jeg da godt matche:

Wili og jeg gik nedenunder og ud af døren, efter vi havde sagt farvel til far selvfølgelig. Vi gik ned ad gaden, wili kunne slet ikke stoppe med at snakke om den her kamp, åbenbart kommer nogle af hans venner også. 

Vi kom hen til banen, og folk var i store mængder, de sad alle på tilskuerpladser rundt om banen, jeg spottede nogle pladser på en række i midten, jeg tog wili i hånden og så satte vi os ned sammen. En eller anden lyd lød og så kom der et hold løbende ind på banen, det var ikke blåt, så jeg kan gætte mig til at det er modstanderholdet, ellers har jeg fået noget helt forkert. Lyden kom igen og alle begyndte at juble, selv wili han klappede og havde det største smil på læben. 

Jeg så holdet kom løbende, og forrest løb Marcus og Martinus. De må være ret vigtige spillere, han fik øje på mig og vinkede, jeg vinkede tilbage og så ham dele sig ud på banen. Fløjten lød og bolden trillede afsted, vi begyndte allesammen at heppe og klappe på forskellige måder. Til tider fik jeg øjenkontakt med Marcus, og han så så nuttet ud hver gang.

Jeg så hurtigt ud af min øjenkrog Ida, jeg vinkede til hende, men hun vinkede mig bare over til hende istedet.

"jeg kommer om lidt" hviskede jeg og smuttede forbi de folk der sad ved siden af os, i småløb kom jeg over til Ida som bare var akavet til stede.

"hey er alt okay?" spurgte jeg, hun nikkede og vi gik sammen lidt væk fra banen, for lige at få noget ro. 

"Det er ikke så viktig, men jeg vil fortsatt si det" sagde hun lidt urolig, men stadig med et smil der gemte sig bag. Jeg nikkede interesseret og ventede bare på hun vil åbne munden, 

"Jeg har en kjæreste" spyttede hun hurtigt ud, jeg kiggede over på hende med store øjne og et smil.

"har du fået en KÆRESTE?!" det sidste sagde jeg ret så højt, hun slog mig på armen og grinte.

"ja" hun var fuld igang med at rødme, ej hvor var det sødt, men jeg vil vide mere.

"såå hvem det?! hvordan er han?" 

"Han er veldig søt, men han er fra Oslo, så jeg har ikke møtt ham ennå" smilede hun, jeg bliver så glad på hendes vegne, hun har været så meget igennem og det her er det mindste hun fortjener. 

"jeg er virkelig glad for dig" sagde jeg og vi kom ind i et betryggende kram, det var bare en af de her moments. Jeg har virkelig ventet på at nogen vil se hvor smuk, sød, skøn og ikke mindst klog hun er, nu må den er dreng jo bare behandle som en prinsesse. 

"SKYLAR!" råbte en bag mig, jeg vendte mig hurtigt om og så wili. Han var forpustet og så ærligt lidt bange ud, jeg blev lidt bekymret,

"hva så wili?" spurgte jeg roligt, 

"ham du godt kan lide er kommet til skade!" 

En klump formede sig i min mave, og det næste jeg ved er at jeg løb ind på banen...