Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 74. De vil af med mig.

<<Silly me, expecting too much from people again>>

"Perfekt!" råbte Martinus, jeg blev så forskrækket at jeg hoppede et par skridt tilbage. Marcus grinte af mig og tog mig i hånden, nu gik vi over til Martinus der stod med et stort smil og telefonen i hånden. Jeg kiggede over på skærmen, imens bladrede Martinus igennem billederne. Det var golden hour og vi skinnede begge for sygt, de blev faktisk rigtig gode, selvom jeg ikke kunne lide ideen. 

"du er virkelig perfekt Sky" sagde Marcus og sin arm om min skulder, jeg rødmede en smule og puttede mit hoved ned i hans arm. "Martinus, hvilken tror du at jeg skulle legge på Instagram?" spurgte han nu og kiggede på billederne af ham selv, 

"Hva med de tre?" Martinus pegede på et billede hvor han kiggede væk, et hvor han kom smilende imod kameraet og et hvor han så seriøs ud. Alle sammen var smukke, perfekte. Marcus tog telefonen og puttede den i lommen, 

"takk bro" sagde Marcus og klappede Martinus på skulderen, 

"ikke noe problem" smilede han, vi gik nu allesammen hjemad. Da vi kom til mit hus skulle jeg lige til at gå indenfor, men Marcus greb ud efter min hånd. 

"Sky, vil ikke du ikke rejse til Oslo i morgen med faren din?" spurgte han og kiggede mig dybt ind i øjnene, hans ansigt skyggede delvist for solen lige bag ham. Det kom så pludseligt, og Martinus blev bare ved  med at gå længere ned ad vejen. Et suk undslap min mund, 

"Nej jeg tror det ikke, jeg vil hellere være her sammen med dig" smilede jeg til sidst, jeg ventede bare på et smil fra Marcus og et kys på kinden. Men hans ansigt blev mere stramt, det bekymrede mig lidt, men han åbnede så munden. 

"Men jeg vil ikke være med deg, beklager. Bare gå, jeg bryr meg ikke hvor du er" sagde han tørt og vendte om, et slag røg igennem min mave. Hvad? 

"hvad?" spurgte jeg forvirret, men han var for langt væk. Forstenet var jeg bestemt, det her var langt fra hvordan jeg havde håbet han havde reageret. Forvirrelsen strømmer rundt i min krop, og en ubehagelig følelse hænger i luften. Hvad fanden mener han, vi har lige taget kærestebilleder og nu vil han ikke være sammen med mig? Måske skulle jeg bare tage til Oslo, Marcus er alt for... Ja... for meget. Jeg ringede til Ida, og nu mødes vi op.

Marcus synsvinkel:

Hun skal til Oslo, det er den eneste måde, det har også været planlagt i så lang tid. Og den her plan har krævet rigtig meget, så nu må jeg jo bare gøre det her.

"Men jeg vil ikke være med deg, beklager. Bare gå, jeg bryr meg ikke hvor du er" sagde jeg tørt, før jeg fortrød noget vendte jeg mig om og gik i den anden retning. Jeg kunne høre Skylar sige hvad, men jeg måtte gå, gå, gå... bare gå... Jeg løb op til Martinus, han tog armen om mig;

"Du gjorde det rette" hviskede han og gav min skulder et klem, jeg nikkede, jeg var trist, men han havde ret.

Skylars synsvinkel:

Jeg gik hen til parken hvor vi skulle mødes,

"hei hva skjedde?" spurgte hun bekymret og fangede mig i et kram, eller det bedste kram man kunne når man sad ned. Jeg rystede på hovedet, en tåre var faktisk ved at undslippe, men jeg har brugt nok tårer på ham. "hey hey hey" hendes stemme dirrede småt og hun tørrede tåren væk,

"Undskyld det.. det er bare Marcus" halv stammede jeg, med det samme trak Ida mig længere ind. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men jeg er sikker på det er rasende. "Efter Marcus og jeg havde taget nogle mega gode billeder, så- så sagde han bare til mig at han ikke ville være sammen med mig" fortsatte jeg med en grødet stemme. 

"Kom det fra noe spesielt?" spurgte hun og aede forsigtigt min ryg og og ned, jeg snøftede en gang og tænkte. 

"Ja, han ville have jeg skulle tage til Oslo, men det gad jeg ikke, for jeg vil hellere være sammen med ham" svarede jeg og rettede mig lidt mere op, nu kigger jeg Ida i øjnene, og til min overraskelse har hun et helt normalt ansigt. 

"Kanskje du skulle gå til Oslo, Marcus var sannsynligvis riktig" sagde hun, jeg trak mig i chok. 

"mener du det også?" mine øjenbryn var rynkede sammen. Hvorfor vil alle have jeg skal til Oslo, vil de da alle væk fra mig?!

"Sky beklager, men ta avsted, er det best" halv hviskede hun og rejste sig, jeg kiggede chokeret på hende. "ses" vinkede hun og gik, min bedste ven har lige efterladt mig på den hen her måde, grædende? Måske skulle jeg bare tage til Oslo, så kan de mennesker her bare blive fri fra mig...