Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 26. Elsker intet

<<Your first love will always have a speciel place in your heart>>

Fortsættelse fortsat...

Martinus kom hen til mig, "Beklager, jeg visste ikke at han hadde gjort det, men jeg må gå etter ham" sagde han med en trist mine, jeg nikkede og så smuttede han afsted. Jeg gik over til Ida,

"hvorfor sagde du aldrig noget?" spurgte jeg og krammede hende, men hun trak sig forholdvis hurtigt.

"du forstår ikke! Han har virkelig forandret seg, bare kort tid etter at han sa at han visste at han ikke var det. Du må virkelig tilgi ham hvis jeg kan også" Ida så skiftevis i begge mine øjne,

"hvad mener du?! han truede dig og du siger jeg skal tilgive ham?" nu var jeg helt forvirret,

"Gå, gå ut og hør hans side av historien, du mangler så mye av det" dog sagde hun de ord, men jeg kunne ikke, jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det, måske med tiden.. 

------

Jeg tog hjem i går aftes, (jeg kan slet ikke huske hvilken dag det var igår så nu er det bare lørdag lol). Jeg sidder nu foran mit spejl, kritisere hver enkel ting ved mit ansigt, lad mig give dig nogle af mine tanker. Mine øjenbryn er alt for tykke, min næse for lille, for mange bumser, små og tørre læber, øjenvipper for lange, for meget dobbelthage og døde grønne øjne. Positivt ikke? 

Jeg plejer faktisk aldrig at være sådan over for mig selv, jeg plejer at være så selvsikker i mig selv, men alt hvad Marcus syntes var flot er nu grimt. Det er uudholdeligt, en eller anden ring 112. Jeg går nu rundt i det lækreste kluns:

Min far og jeg havde en lang snak imorges før han tog afsted på arbejde, og wili er hos en kammerat. Så social han er, cant relate. Det er faktisk meningen at imorgen der er et by arrangement, et eller andet med en koncert og så samler man penge ind til kræft. Det er en god ide, men jeg orker ikke, såå jeg bliver nok bare herhjemme. 

Jeg savner Marcus...

------

Det bankede på døren, jeg sidder stadig i det samme tøj selvom der er gået en hel dag. Jeg kigger forvirret på min far jeg sidder og spiser morgenmad med, han har nemlig fri idag. "jeg åbner" sagde jeg og rejste mig fra bordet. Jeg gik hen mod døren og åbnede, 

"hei" smilede Ida, jeg sukkede og prøvede at lukke døren igen. Tro mig jeg ved allerede hvad hun vil sige, eller nærmere gøre. 

Hun brasede selv ind ad døren og valsede ind ud i køkkenet, "god morgen" sagde hun til min far og tog et stykke brød før han trak mig ovenpå. 

"har du funnet klærne for i kveld?" spurgte hun optimistisk og rodede lidt rundt i mit skab, 

"ja hvad tror du selv, jeg tager ikke med" klagede jeg og puttede mig ind i en dyne, hun kom med det samme hen og trak den af mig. 

"ta deg sammen! du må delta og nyte konserten som oss" sagde hun, og der gik det først op for mig.

"omg det er dem! er det ikke??" råbte jeg nærmest, 

"vil du bli bra nok hvis du er sterk og du har faktisk ingen rett til å ha hjertesorg, i ikke var elskere" sagde hun og tvang mig op, hun har ret, vi var aldrig kærester, men du ved sådan føltes det bare. 

"fint! lader du mig så være?" spurgte jeg, hun nikkede lykkelig og blev ved med at lede i mit skab efter noget fint tøj, solen skinnede højt på himmelen, så varmt skulle det nok blive.

----

Dsv blev det aften forholdsvis hurtigt, Ida fandt mit tøj, og nu skal jeg til den fandens koncert. Jeg ved ikke hvordan det bliver, eller hvad der kommer til at ske, men forhåbentligt har jeg ikke ret med hvem det er der skal spille til koncerten...