Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 4. Det er ikke mig du skal sige undskyld til.

<<People are really great, as long as you dont get to know them>>

Læren kom heldigvis ind og timen begyndte. 

"vi har en ny student i dag, Skylar vil du ikke komme opp og introdusere deg selv?" sagde læreren, jeg nikkede og gik op foran alle. Jeg kunne se Marcus sidde nede bagerst og på en måde fik jeg et smil på læben. Selvom den note Ida havde sagt til mig, lukkede jeg den bare ude.

"jeg hedder Skylar, jeg er 16 og kommer fra Danmark" sagde jeg og vinkede stille. Jeg gik ned på min plads og Marcus' øjne fulgte mig hele vejen, min mave kildede, men også på den måde som måske ikke er super godt.

Timen blev færdig og jeg skulle sådan bruge toilettet, frikvarteret startede så jeg løb nærmest ud på toilettet. Da jeg havde gjort hvad man nu gør på toilettet gik jeg ud i skolegården. Alle stod i en cirkel, jeg kunne lige skimte nogle af pigerne og drengene. De råbte allesammen alt muligt, jeg løb derhen for at se hvad der skete.

"vær så snill å stoppe" kunne jeg høre Ida sige, jeg brød igennem menneskerne og Ida lå nede på jorden imens Marcus sparkede hende. Det skar inderligt i mit hjerte at se hvad der foregik, og især hvem der havde hovedrollen i det.

"hvad fanden tror du at du laver!" sagde jeg i raseri og skubbede Marcus væk, jeg skubbede så hårdt at han faldt til jorden. Jeg skyndte mig ned på jorden for at hjælpe Ida op, hun havde allerede fået et blåt mærke på sin mave.

"hvem tror du seriøst du er?" sagde jeg surt og rejste mig op mod Marcus.

"slapp av nå" sagde han og tog hans hænder op i forsvars position. Det her er bestemt ikke den søde venlige Marcus jeg mødte igår, eller imorges for den sags skyld. Den her udgave giver mig rettere set kvalme.

"lad hende nu bare være, hvad har hun gjort dig?" spurgte jeg og krydsede mine arme. Min vrede boblede op og jeg bed tænderne sammen for ikke at gør noget dumt, ikke at jeg havde gjort det i forvejen.

"Hennes nærvær er nok i seg selv" sagde han tøvende men stadig sikkert. Jeg tror jeg tabte kæben, det sagde han bare ikke lige det der. Jeg vendte ryggen til ham og trak Ida op fra jorden, vi gik sammen ind på skolen igen. Den usle lus, kan han seriøst ikke lave andet end at drille andre?!

"tusin takk" sagde hun da vi kom ind i klassen, jeg fatter virkelig ikke hvad fanden der lige er sket.

"jeg lover at jeg ikke efterlader dig igen" sagde jeg og krammede hende. 

"vasker du ikke av det?" spurgte Ida og tog min hånd, den var helt blodig. Jeg havde fået en sten sat fast i et sår på indersiden af min hånd.

"jeg ville ikke forlade dig" sagde jeg og tog min hånd bag ryggen.

"vaske det nå slik at du ikke får en infeksjon" sagde Ida alvorligt. Jeg nikkede stille og gik ud af værelset og hen mod badeværelset. Der var sådan nogle håndvaske på gangen, så behøves jeg ikke et toilet. 

Der stod allerede en derhenne og vaskede blod af, jeg kom tættere på og så det var Marcus. Mine øjne rullede nærmest ud ad mit hoved, men jeg blev nødt til at få vasket det her af. Jeg kom derhen og Marcus opdagede ikke det var mig, han var for koncentreret på hans sår. Hans albue var helt flækked, det var sikkert fra da jeg skubbede ham ude i skolegården. Det var også asfalt, men det fortjente han. Selvom jeg fik lidt dårlig samvittighed. 

Jeg tændte for vandet og skyllede min hånd stille og roligt.

"av" lød det fra mig da det brandvarme vand ramte direkte ned i mit sår, Marcus rettede hans opmærksomhed over på mig. Hans blik der fokuserede på mig gav mig kuldegysninger, og ikke på den rare måde. Ærligt er jeg lidt bange for ham, men det kan jeg ikke vise.

"Skylar hva gjør du her?" spurgte Marcus og slukkede for hans vand, 

"er det ikke tydeligt" sagde jeg og hentydede til jeg vaskede min hånd. 

"skal jeg hjelpe?" spurgte han tog min hånd, jeg rev den hurtigt til mig igen. Hans berøring fik min hud til at brænde, om det er en god eller dårlig ting må i jo bedømme.

"gu skal du da ej, det er din skyld" sagde jeg og prøvede at få stenen ud, men det gjorde virkelig ondt.

"Kom igjen, la meg hjelpe" sagde han igen og tog min hånd, den her gang lod jeg den blive. Jeg tror ikke jeg kan få stenen ud selv. Han så faktisk lidt sød ud, han stak tungen lidt ud imens han prøvede, men det kan være skide ligegyldigt.

"av" røg det ud af mig, Marcus kiggede op på mig. De brune øjne der, kan de ikke bare forsvinde??!

"beklager" sagde han, 

"Jeg fikk det" sagde han og viste mig den lidt blodige sten.

"tak" sagde jeg og gik, jeg var ikke specielt glad for hans hjælp, men uhøflig er jeg ikke. Et ryk kom igennem min hånd han havde nået at tage fat i min hånd.

"vent" sagde han og løb op foran mig.

"beklager å slå Ida" sagde han og kiggede mig ind i øjnene.

"det er ikke mig du skal sige undskyld til" sagde jeg og skubbede ham til siden. Han stod nu blottet bag mig, sagtens kunne jeg forestille mig at han ikke var vant til det her. En som Marcus kan sikkert komme afsted med lige godt hvad som helst, jeg kender typen.