Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 87. Det vil knuse mig.

<<Promise me, you won't leave me>>

"heeei" sagde Marcus akavet, Ida og Mathias rettede sig op og fik øje på os. 

"hei" sagde Mathias også, lige så akavet som Marcus. Ida gav hans skulder et lille puf, "-ja jeg vil si unnskyld" sagde Mathias, man kunne se det var svært for ham. Bag os kom Martinus, han var vidst allerede ovre det, typisk Martinus. Marcus stod i stilhed, så jeg rømmede mig, 

"ja jeg vil også si beklager, det var ikke greit at vi bare glemte deg da" Martinus kiggede overasket på Marcus, så på mig bagefter. 

"Jeg vil heller ikke ha kysset jenta du likte, det var dumt og idiotisk" sagde Mathias nogenlunde lavt, men stadig som om han mente det. Jeg skimtede at Ida fik et smil på læben, og Marcus' hånd slap lidt mere af. 

"Så, skal vi ikke lukke den her nu og kigge fremad?" spurgte jeg optimistisk med et smil på læben, 

"god idé Sky, hva med dere gutter?" smilede Ida håbende og kiggede lidt frem og tilbage på drengene, de nikkede allesammen. Ida og jeg udvekslede smil, 

"godt" grinte jeg behersket og satte mig ned på min plads, Martinus og Marcus fulgte efter. For 2 sekunder efter ringede klokken ind, nu har vi Historie. 

-----

Skoledagen var sådan cirka slut, vi sad faktisk alle bare og snakkede ude i skolegården. Jeg kan godt mærke at Mathias og Marcus ikke lige bliver slyngveninder i den nærmeste fremtid, men i det mindste ligger de det bag sig og er voksne omkring det. Selvom hele episoden er ret barnlig. Solen skinnede og der er ikke lang tid til det bliver weekend, Marcus hånd ligger blødt og roligt i min. Mathias holder om Ida og Martinus, ja han sidder som den single fyr han er. Men bare rolig jeg skal nok finde en pige til ham. Hvis jeg skal være ærlig havde jeg håbet der ville ske noget mellem ham og Ida, men det kommer vidst ikke lige til at ske. Øv. 

"Det blir sent, vi må gå hjem" sagde Ida og rejste sig fra det varme græs, Mathias gjorde det samme. Selv rejste jeg mig og gav hende et kram, 

"vi ses imorgen" smilede jeg og gav slip, de vinkede og forsvandt ud af skolegården. Nu sad vi tre bare tilbage, "-glæder i jer så til turneen?" spurgte jeg rettede lidt på min stilling. 

"så mye at det ikke kan beskrives" sagde Marcus med et glimt i øjet, det stråler bare ud af ham. 

"og at vi skal til Kina og Australia, den andre siden av jorden" fortsatte Martinus med så meget glæde i hans stemme, det er ret utroligt når man tænker over det. Tænk at min kæreste og hans bror har fans over hele verdenen, nogle der vil betale og bruge tid på at se dem. Det gør mig faktisk lidt rørt, altså de har opnået så meget og de er kun 17. Man skulle ikke tro det kunne lade sig gøre, men alligevel så kan alt jo lade sig gøre og specielt når man taler om de her drenge.

"Meeeen, hvad så med mig?" spurgte jeg lidt langtrukkent, vi har slet ikke talt om det, eller givet det en tanke. Marcus sagde ikke noget men trak mig bare længere ind til ham, jeg kunne nu nyde hans kropsvarme og mærke  hans hjerteslag. 

"Papa har ikke sagt noe om det ennå" sagde Martinus og rodede lidt rundt i græsset, 

"vi drar snart, men bekymre deg ikke for at du kommer med, jeg vil aldri gå uten deg" sagde Marcus beroligende og kørte sine fingre i rolige bevægelser op og ned af mit ben. De ord gjorde mig selvfølgelig glad, men det har ikke nogen betydning når det i sidste ende ikke er ham der bestemmer det. Turneen er flere måneder, jeg ved ikke hvor stor chancen er for at jeg må komme med. Men inderst inde i mit hjerte har jeg håb, det skal jeg have. For det vil knuse mig at undvære Marcus...

"Sikker?" spurgte jeg, men der kom ikke noget svar...

---

Marathon slut<33