Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 57. Smerte.

<<A true relationship is two unperfect people refusing to give up on each other>>

Vi fulgte bare efter Martinus, vi har jo ingen ide om hvor Marcus er, jeg have jo lidt travlt. Vi kom ind på skolen og jeg kunne se vi gik mod skolesygeplejersken. Martinus stoppede op, der kom nogle råb inde fra rummet, man kunne tydeligt høre det var Marcus. Jeg ville tage ned i håndtaget, men Martinus tog fat i min hånd og flyttede den. 

"Kanskje vi burde ha vasket det først?" Martinus pegede ned på mine blodfyldte hænder, jeg rystede spydigt på hovedet, jeg skal da ind til Marcus nu, du er altså så dum nogen gange Martinus. Jeg gik hen og tog fat i håndtaget igen, eller før bankede jeg blidt på.

"Kom inn" sagde en mand, det må være Kjell Erik, jeg tittede hovedet ind og han åndede lettet op da han så mig. Marcus lå med lukkede øjne og bed tænderne sammen, de havde lagt en masse is på hans ben. Det var helt blåt og opsvulmet,

"kan du holde hånden? Jeg tror virkelig han trenger det" sagde Kjell Erik lavmældt, han sad med Marcus' hånd, jeg kunne gætte mig til det gjorde ondt i længden, men det raver mig en hat nu. Jeg nikkede ivrigt på hovedet og satte mig på Kjell Eriks plads, Marcus reagerede på at Kjell Erik gik. 

"Papa?" sagde han i forvildelse, jeg tog med det samme hans hånd og klemte den. Med det samme fik Marcus et lille smil på læben, "Skylar" sagde han roligt og klemte min hånd. Han klemte med så meget styrke, men det var bare lige meget, jeg kunne virkelig se han var i smerte og det havde jeg det forfærdeligt med. 

"ahhhh" stønnede han i smerte, han klemte straks i min hånd og holdt godt fast, "hhhhrr" lød det fra ham. Uden tøven tog jeg hans hånd op i begge mine hænder og placerede et kys på hans håndryg, hans spændte stadig, men den her gang var det fordi han ikke vil give slip. Døren gik op,Kjell Erik kom ind.

"han må opereres i beinet, ambulansen er her om 10 minutter og da må han gå til sykehus i Oslo" sagde Kjell Erik med en alvorlig stemme, jeg nikkede og tog Marcus' hånd op til min kind. Jeg krammede mig dybt ind til den, jeg kan slet ikke forestille mig hvad Marcus siger når han finder ud af at fodbold ikke er en mulighed i lang tid. Jeg kunne jo tydeligt se den glæde han havde ude på banen, og den følelse får han ikke i noget tid. 

Martinus kom ind ad døren, 

"hvor er Ida?" spurgte jeg stadig med Marcus' hånd i min, 

"Hun dro hjem, jeg spurte henne om det, fordi det vil bli en lang natt" sagde Martinus og satte sig ved siden af mig, jeg nikkede og kiggede på Marcus. Den smertestillende var vidst begyndt at slå til, for han var nu døset hen i en dyb søvn. Han lå bare og sov som en engel, og det gjorde mig varm om hjertet. 

"Skylar, vil du ikke til sykehuset med oss?" spurgte Martinus, jeg kiggede op på ham i forvirrelse, ikke at jeg ikke ville, men at han spurgte mig gjorde mig overrasket. 

"jo, det vil jeg gerne" smilede jeg, han smilede tilbage. 

"Ambulansen kommer snart, vil du ikke bytte klær og da kan vi hente deg og kjøre til Oslo?" 

"det ville være dejligt" jeg slap Marcus' hånd, den blev helt slap og min er nu helt kold. Jeg gav Martinus et kram før jeg trådte ud af rummet og videre mod mit eget hus. Forhåbentligt går min far med til det her, ellers kværker jeg ham..