Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 61. Drenge græder også

<<A tear is made of 1% water, and 99% feelings>>

De guddommelige brune øjne gled op, de så meget trætte ud, men stadig fyldt med liv og lys. Det er sjældent, og det overrasker mig ikke at Marcus kan gøre noget, han er vej bare virkelig speciel. 

"Skylar" sagde han forvirret og kiggede rundt, jeg fulgte hans bevægelser uden at ødelægge hans opdagelser. "-Hvor er jeg?" fortsatte han med en skrøbelig stemme, jeg trak kort på smilbåndet,

"Du er på hospitalet i Oslo, kan du ikke huske det, du blev tacklet i fodbold?" jeg prøvede at tale forholdsvis roligt og langsomt. Han gnubede sig tænksom på hovedet, 

"er du sikker?" spurgte han, ikke med en legende stemme, nej mere en stemme som en rigtig bange 16 årig dreng. Jeg tabte lidt den glade stemning jeg ville bygge op, det passer ikke ind lige nu. 

"Ja Marcus, jeg er rigtig ked af det" jeg tog min hånd på hans skulder for medfølelse, men istedet blev den bare slået væk i raseri. 

"ik røre meg!" råbte han foraget, jeg kiggede forvirret på ham, hvad sker der lige nu. 

"Marcus hvad er-"

"gå! Jeg vil ikke se deg!", jeg blev siddende, måske er det hårdt, men han skal ikke lades alene. Jeg rykkede mig ikke en centimet, "-Skylar la meg være i fred, jeg trenger deg ikke!" han tog nu og skubbede til min skulder. Jeg rynkede mine øjenbryn og rejste mig bestemt op, det her føltes rigtig ubehageligt og den her måde han behandler mig på er ikke okay.

"fint" svarede jeg og stormede ud af værelset, jeg gik nedenunder og ud i entreen. Der var ret mange mennesker og de sendte mig alle underlige blikke. Jeg kan ikke rigtig forklare hvordan jeg har det lige nu, hvorfor er Marcus på den måde? Tror du at det måske er fordi han er forvirret og såret, eller mente han virkelig det han sagde. Lige meget hvad ved jeg at jeg skal ud og bruge en masse energi, min puls er høj. 

Jeg gik ned igennem parkerings huset og videre ud på gaden. Mine fødder løb bare rundt, hvorhen har jeg ingen ide om, men jeg er jo også ligeglad. Uden at kigge mig for ramte jeg noget hårdt, min krop faldt ned på den hårde asfalt og min næse begyndte at løbe. Panisk tog jeg min hånd mod mit næsebor og kunne med det samme mærke en flydende væske komme ud, foran mig stod en fandens lygtepæl.

Martinus Synsvinkel:

Jeg er lige på vej op fra kantinen, jeg har noget mad med til Marcus, Skylar og jeg. Så må jeg jo håbe han er vågen, ellers får han bare maden bagefter. Jeg gik hen og åbnede døren i ro, hvis Marcus jo sov. Men jeg sov ham sidde på hans mobil, helt vågen og det hele. Et smil brød frem på mine læber, men Skylar er her ikke? 

"Hei Marcus, hvordan har du det?" spurgte jeg og satte maden på et bord, han skulede mod mig og kiggede så tilbage i sin telefon. Jeg skar en underlig grimasse og begav mig over mod hans seng, jeg står nu ved siden af ham. "-Hvor er Skylar?"

"Jeg ønsket ikke å snakke med henne, så jeg fikk henne vekk" sagde han uden tone i stemmen, jeg kan lige se for mig at Skylar er forvirret over hvorfor Marcus råber af hende. Jeg kender min bror for godt, og det her er slet ikke i orden. I en hurtigt bevægelse tog jeg Marcus' telefon og puttede den i baglommen.

"hva faen er det du gjør?" sagde han og tog hans hånd ud, 

"Marcus, hva er galt med deg? Helt ærlig er du så annerledes, og hva du gjorde med Skylar, fortjener det absolutt ikke" sagde jeg med en alvorlig og hævet stemme, min bror som før sad hård som sten kiggede nu væk. 

Som om han forsvandt ind i et andet univers, "Marcus?" spurgte jeg nu mere roligt. Han vendte sit ansigt mod mit og en tårer forlod hans øje, "Martinus" sagde han med en utrolig grødet stemme og i det øjeblik kom en tåre mere..