Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 81. Opfyldelsen.

<<A dream doesn't become real through magic. It takes sweat, determination and hard work>>

Solen ramte mig i ansigtet, først  var jeg fuldstændig forvirret, men så huskede jeg igår. Min krop fyldtes med glæde, jeg kiggede over til min side og fandt Marcus sovende i kun undertøj. Igår var helt magisk, jeg har aldrig prøvet noget som det før. Sidste gang bliver det ikke, men nu er Marcus og jeg sammen sådan rigtigt den her gang. Ikke bare i nogle dage, nej helst forevigt. Men nu må vi se, Marcus sov stadig, og jeg kunne ikke nænne at vække ham. Så jeg tog min telefon frem og gik ind på snapchat, jeg hoppede næsten i sengen da jeg så hvordan jeg så ud. Hurtigt prøvede jeg at ligge mit hår ned og ordne mig, men hurtigt blev jeg stoppet. 

"hva gjør du?" spurgte den smukke dreng ved siden af mig, hurtigt stoppede jeg og smilede til ham. 

"ik noget", han kiggede skeptisk på mig. "okay jeg rettede bare mit hår" sagde jeg som om det var ingenting, et grin undslap han.

"du er så perfekt?" han forstod ikke og kiggede underligt på mig, jeg rødmede og grinte for at dække over det. Istedet for at svare lagde jeg mig ned på hans brystkasse, "Jeg mener det" hviskede han og gav min hovedbund et kys. Jeg smilede sindsygt, 

"tak for alt igår Marcus, det betyder meget for mig" sagde jeg og kiggede halvt op på ham. 

"ej, var det minste jeg kunne gjøre etter alt jeg har dratt deg gjennom" sagde han og kiggede på mig, jeg fnyste irriteret og slog ham blidt på armen. 

"tag nu bare komplimenten. det betyder meget for mig" 

"fint" grinte han og gav mig et kys, lige nu svæver jeg bare på en lyserød sky. Og det er fantastisk, men jeg kan ikke slippe den her følelse... Følelsen af at lige om lidt kommer der regnvejr og skyen opløses, jeg falder og bliver såret om og om igen. Men så længe jeg har Marcus, så kan intet jo gå galt.

----

Vi er begge gået nedenunder og der hænger en seddel på køleskabet, 

- Wili er i skole, og jeg er på arbejde hilsen far -

"Ej Marcus! det er mandag" udbrød jeg overrasket, han døde af grin over mig. 

"jeg vet" slap han ud, "-så vi har hele dagen alene" tilføjede han og omfavnede mig bagfra, jeg trykkede mig længere ind til ham og nød det hele. 

"hvad vil du så-" jeg blev afbrudt af en telefon der ringede, Marcus trak sig og kiggede på hans telefon. Han gav mig et jeg-skal-tage-den-her blik, jeg nikkede bare og lænede mig op af køkkenbordet. En masse mumlen foregik ude fra indgangen, det må have været vigtigt eller noget i den stil. 

Endelig kom han tilbage, stadig med et smil på læben, så dårlige nyheder kunne det ikke være. 

"hva så?" spurgte jeg og hoppede op køkkenbordet, Marcus kom hen og tog sine hænder om min talje, for så derefter at stille sig mellem mine ben. 

"Det var pappaen min-" startede han ud, stille kørte hans fingre op og ned af mine bare ben. "-vi skal på tour, så akkurat der faktisk bare en ukes tid" mit ansigt lyste op. Jeg ved Marcus har kedet sig meget på det sidste, altså, ej det lød forkert. Men han har savnet det der adrenalin ved at optræde, den glæde ved at møde alle hans fans. Jeg forstår ham godt, det har han jo været vant til siden han var lille. 

"hvorhenne?" spørger jeg nysgerrigt, 

"over hele verden" hviskede han nærmest. Der brød han ud i glæde, det gjorde mig lykkelig. Nu ved jeg så også at det ikke kun er Marcus' største drøm, men også Martinus'. Vi har talt om det før, og altid, altid har det været hans mål. Nu når han det og jeg kan slet ikke vente til at overvære det. Men vent nu lidt, skal jeg overhovedet overvære det?...