Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 33. Wilis sygdom

<<So many hearts are hurting today, thinking of a lost loved one>>

Jeg startede med at komme til den her by som en stærk ung pige, en der kæmpede for at få hendes venindes mobbere ned med nakken og hjælpe hvor hun kunne. En pige som ikke græd, som havde mødt den her nordmand der dengang fik hende til at rødme. Nu gør han hende blod i knæene og varm om hjertet, nu sidder hun og fælder tårer begrund af den her dreng. Hvad fanden er der sket? Jeg vil være stærk igen, jeg gider ikke sidde og være ynkelig.

------

Wili og jeg sidder og ser nyhederne, det er søndag aften og skole starter imorgen. Min far kom hjem for lidt siden og jeg kan godt mærke jeg stadig er lidt sur på ham, hvis det var sådan skulle jeg først sige farvel til Marcus idag. 

Marcus og jeg har skrevet til hinanden, ikke så meget som jeg ville ønske, men han gør hans bedste. De kommer hjem på Torsdag, det er valentines dag og jeg planlægger noget stort! Det bliver så godt, han bliver så overrasket og glad forhåbentligt. Det kan man jo kun drømme om. 

-------

Jeg husker det tydeligt, klokken var nok fem om morgenen da min far råbte ind på mit værelse. Mit hjerte bankede for sindsygt og jeg havde ingen ide om hvad der var sket, han sagde bare jeg skulle ringe efter en ambulance med det samme. Det gjorde jeg så. Jeg løb nedenunder og fandt min far sidde over wili, han prøvede at holde ham igang. Jeg løb over til dem og fandt ud af at wili havde fået et af hans anfald, vi vidste jo godt han var syg, men han får næsten aldrig anfald og det kan være dødsfarligt. Ambulancen kom hurtigt og vi gik alle ud i den, kørte hurtigt mod hospitalet...

-----

Nu sidder jeg panisk i venterummet og tripper næsten min fod i stykker, wili bliver tjekket på lige nu, men vi må ikke se ham. Jeg har skrevet non stop til Marcus, men der kommer ingen lyd fra ham. Jeg kunne ellers virkelig godt bruge ham lige nu. 

En læge kom ud og hen imod os, med det samme rejste jeg mig op ved siden af min far. Hun så ikke for glad ud,

"Han er ikke så bra, vi må holde ham her i noen dager" sagde hun alvorligt, en tåre forlod min kind, min far tog armen om mig. 

"må vi se ham?" spurgte min far, hun nikkede og vi fulgte efter hende. Døren svang åben og jeg græd endnu mere, han lå med utallige tråde og ting i ham. Jeg løb derhen og holdt hans lille bløde hånd, 

"du skal nok klarer den" hulkede jeg og gav den et lille kys, min far gik ud for at tale med lægen. Nok nærmere detaljer.

"bare rolig wili, du er en stor stærk dreng, du skal nok klarer den" stille børstede jeg noget af hans væk fra ansigtet, imens jeg snøftede. Det skær i mit hjerte at se ham sådan her, han er sådan en lille uskyldig sjæl. Han fortjener så meget bedre end at have den her sygdom, måske kan hans lille hjerte ikke klare det og det knuser mit hjerte. 

"kan du huske historien om bjørnen ude i sneen?" spurgte jeg ham, han var bevidstløs, men den historie gør ham altid glad. "-langt ude i sneen bor-" derfra fortalte jeg historien, dog måtte jeg stoppe et par gange fordi jeg kvælte i mine egne tårer. 

Marcus hvor er du når jeg har brug for dig?...