Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 69. Et glimt af håb

<<Something tells me i'm going to love him forever>>

Vores munde slap hinanden, og den der store kysselyd kom. Mit ansigt blev varmt og jeg kiggede ikke engang på Marcus, jeg er ikke klar til at se mine følelser i øjnene. Ikke endnu, men jeg er bange for at jeg ikke kan komme forbi det nu. 

"Skylar, Hvorfor gjorde du det?" spurgte han med åben mund, jeg sukkede og kiggede ned på mine fødder. Ja godt spørgsmål Marcus. "-Du er ikke veldig rettferdig. Først vil du ikke ha meg, og så kysser du meg uten å si hvorfor" jeg kunne høre på Marcus at han snart var træt af alt det her. Og jeg forstår ham 100 procent. 

"Jeg forstår dig godt Marcus, det er også virkelig forvirrende for mig" jeg trådte et skidt tilbage og lænede mig op af bordet, alt er så forvirrende.. 

"bare fortell hva du føler uten å holde tilbake og lyve"

"du får det til at lyde så nemt" 

"fordi det er Skylar" sagde han og sendte mig et betryggende smil, skulle jeg, var det nu. Alt dramaet vil uden tvivl komme tilbage, sorgen, følelserne, er jeg klar til det? Det vil også bare give mig det tilbage jeg har savnet allermest, nemlig Marcus. 

"Marcus vores historie er ved at være ret lang, og vi har været igennem meget. Mine følelser startede for dig ved vores første øjenkontakt, allerede der vidste jeg det skulle være dig. Der er bare en masse som er kommet og gjort indflydelse på det, og sandheden er-" jeg stoppede en gang og pustede ud, "-jeg kan rigtig godt lide dig, jeg elsker dig faktisk. Jeg hader at indrømme det, men det er sandheden, uden at holde tilbage eller lyve"

Et smil brød frem på Marcus' læber, han kom et skridt nærmere. 

"Takk" smilede han, vores hoveder kom tættere igen og vores læber mødtes. Hver gang vi kysser er det som første gang, og tro mig den dag glemmer jeg aldrig. Vi trak os halv forpustet begge med et smil, et glimt i Marcus' øje skinnede igennem, et glimt af håb. 

"vi tager det langsomt, lover du det?" spurgte jeg og kiggede alvorligt på ham, et suk kom fra hans læber, men han gav mig hånd på det. "jeg lover"

"jeg må vidst hjem nu" sagde jeg og tog et skridt bagud, han kiggede på mig med et blik jeg ikke helt kunne tyde. 

"I morgen skal vi fortelle inspektøren om Cole, han må være langt borte fra deg" forsikrede Marcus sig om og aede min kind i blide tag, mit hoved lagde tryk på hånden og jeg nød bare hans tilstedeværelse. Selvom det med Cole ikke ville blive det nemmeste, så har han ret. 

"du har ret, vi skal have ham bortvist". Marcus smilede og lænede sig ned mod mig, men i sidste sekund tog jeg et skridt tilbage. 

"vi tager det langsomt" sagde jeg med et kækt smil, Marcus rullede øjne af mig. Han lagde hovedet på skrå og kiggede bare på mig, indtil han åbnede munden;

"fint, ser deg i morgen sky"jeg åbnede døren og stod nu i dørkarmen, min hånd gled ud af hans, men før den nåede helt væk greb Marcus fat i den igen. Han gav min håndryg et lille kys og blinkede kækt til mig, 

"flødebolle" fnyste jeg og gik et skridt udenfor, "Flouitebolje" efterlignede Marcus mig med en lav og fornærmende stemme. Jeg grinte af ham og gik hjem. 

Det sekund jeg trådte ind ad døren brød et gigantisk smil frem på mine læber, først nu går det op for mig hvad der lige skete.