Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 47. Virkelig dårligt.

2/5

<<There are no secrets that time does not reveal>>

...

Jeg åndede lettet ud, Martinus åbnede døren med et forvirret ansigts udtryk, hellere det end Marcus'. Jeg smilede et akavet smil, uden rigtig at sige noget, hvordan skal jeg starte?

"han er ikke hjemme" konstaterede Martinus, 

"må jeg komme ind?" spurgte jeg, han smilede pludseligt og åbnede døren for mig, jeg gengældte smilet og trådte indenfor. Han lukkede døren efter mig, jeg begav mig bare ind i stuen, ingen var jo hjemme. Jeg satte mig for enden af sofaen og ventede på Martinus.

Han kom hen og satte sig i den anden ende, vi sad i fuldkommen stilhed. Hvordan starter man sådan en her samtale? Man kunne høre fuglene udenfor, og vores åndedræt, det var ret akavet, andet havde jeg hellere ikke forventet. 

"ok, Skylar, hva gjør du her?" sagde Martinus nu efter godt 10 min, jeg trak vejret en gang dybt.

"det her er ikke nemt, men jeg er bare nysgerrig omkring noget" han kiggede interesseret over på mig, "-det er bare, jeg var i parken for en time siden, og jeg så Paola og en anden pige" startede jeg ud med. Martinus ansigt blev undrende, og han sad nu og lyttede godt efter. 

"jeg forstod kun noget af det, mit norsk er jo ikke perfekt. De sagde noget med at hendes far og hende havde penetrert Marcus, jeg fatter ikke en brik af det, måske kunne du hjælpe mig?" spurgte jeg, Martinus ansigt blev mere stramt for hvert sekund der gik. 

"-NEJ! vent der er mere-" skyndte jeg mig at sige, "-der var også noget med chanting og dig" han kiggede ned, undgik min øjenkontakt. Hans fod begyndte at trippe,

"Jeg kan ikke si noe" sagde han og rystede usikkert på hovedet, vreden begyndte at bruse op. Hvorfor kan jeg ikke bare få rene svar, det fortjener jeg da.

"hvis du ikke siger det nu så går jeg selv ud og spørger Paola lige nu og her" sagde jeg seriøst og rejste mig op,

"nei vent!" sagde han i panik og rejste sig selv, jeg krydsede mine arme og kiggede afventende på ham. Han åbnede munden, men der kom ikke noget ud. Jeg blev utålmodig, jeg kan ikke vente mere, det er nu og her.

"Martinus-" 

"Gi meg en dag, gi oss en dag" afbrød han, han så desperat ud og det var jeg virkelig også, men hvis det betyder jeg kan få et ærligt svar på alt det her, så er det vel det værd.

"okay imorgen, så får jeg sandheden at vide" sagde jeg mere roligt, jeg gik mod døren, 

"tak så mye" sagde Martinus idet jeg hev ned i håndtaget,

"så lidt" mumlede jeg, men døren åbnede lige foran mig, og Marcus kom ind ad døren. Han stoppede op og så helt forvirret ud, jeg vinkede til Martinus og forsvandt bare, imens Marcus stod der mundlam. 

Marcus' synsvinkel:

Jeg er lige på vej hjem fra fodbold, det har været nogle stressende dage, vi er igang med så meget, og der foregår så meget i mit privat liv. Jeg gik op og hev ned i håndtaget, men på den anden side uden at kigge mig for stødte jeg ind i nogen, ikke bare hvem som helst, nej Skylar. Hun vinkede til Martinus og gik, jeg stod bare tilbage som et stort spørgsmål tegn. Nu skal jeg snakke med Martinus.

"snakk" sagde jeg bestemt og skubbede Martinus ind i stuen, vi satte os på sofaen. 

"hun vet Marcus, hun vet alt" sagde han fortumlet, mine øjne forstørrede sig,

"har du sagt det?! Vet du at det kan ødelegge vår karriere?" sagde jeg med en høj stemme, 

"Nei! Jeg sa ikke noe hun overheard Paola, men hun visste ikke alt! Ikke enda" det sidste sagde han lavt, jeg forstod ingenting. Hun overhørte Paola snakke om det, jeg ved ikke hvad jeg vil. Det her har jeg på en måde ventet på, men på den anden side er det dårligt, virkelig dårligt...