Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 15. Birdbox

<<In the end, you always go back to the people, that were in the beginning>>

Skylars synsvinkel:

Isen fra fryseren er lige fundet frem, og jeg har lige sat Bird Box på, alle syntes den er god så hvorfor ik? Titlen nåede ikke engang frem før det ligepludselig bankede på døren, jeg kunne gætte mig til det var Ida eller far, men alligevel blev jeg ret bange.

Jeg har aldrig været den store fan af at åbne døre, man ved jo aldrig om en dræber klovn eller morder står på den anden side? Mine skridt gik rystende hen mod døren imens jeg havde fjernbetjeningen i hånden, konge våben. 

Jeg trak langsomt ned i håndtaget og åbnede døren forsigtigt, men personen der stod på den anden side havde jeg ikke forventet. Faktisk var det en behagelig overraskelse, selvom jeg ikke vil have ham her. Eller på en måde vil jeg, det er pisse svært!

"Jeg hørte at du besvimte" sagde Marcus med rynkede øjenbryn, jeg nikkede stille. Jeg fremtvang en acceptabel sætning,

"hva vhil du heer?" sagde jeg med en ufattelig hæs og usikker stemme, Marcus' udtryk ændrede sig. Han havde næsten ondt af mig, jeg havde aldrig set ham sådan.

"Jeg ville sjekke om du var ok, du visste ikke hvor bekymret jeg var da jeg hørte det" sagde Marcus og så oprigtig bekymret ud, jeg nikkede akavet og lænede mig op af dørkarmen. Et smil brudte frem på mine læber da jeg fik deja vu:

Flashback:

"jeps her" sagde jeg og rakte ham bolden. Han kiggede forundret på mig og kunne ikke lade vær med at trække op i den ene mundvige.

"Du er ikke norsk?" spurgte han facineret. Godt set;)

"nope dansker helt ned i røderne" grinte jeg og lænede mig op ad døren. Det er lige ved at blive behageligt at stå at tale med den her fremmede nordmand, et eller andet ved ham får mig lyst til at føre samtalen videre.

Flashback slut.

Alt var så meget nemmere den gang, ingen kærlighed, ingen sorger, ingen ødelagt hals, ingen drama kun mig med tanken om at den her dreng var cute. Og det var han bestemt stadig, men mit syn har ændret sig meget på ham. 

"Jeg husker også det" sagde Marcus og brød mine tanker, okay han læste da lige mine tanker. Jeg rynkede øjenbrynene og kiggede Marcus dybt i øjnene.

"du er ikke norsk?" sagde han og smilede, et smil brød frem på mine læber. Han husker det virkelig, det er virkelig de få ting der tæller. Og derfor sagde jeg ja til hans næste spørgsmål.

"nope dansker helt ned til rødderne" svarede jeg og kiggede væk.

"Jeg vet at du ikke er spesielt glad i meg for øyeblikket, men kan jeg ikke komme inn og være med deg?" spurgte Marcus og ødelagde øjeblikket. Men som sagt sagde jeg ja til det her spørgsmål, han kan takke sig selv for at huske de små ting.

"Ohhkay" sagde jeg med min stadig klamme stemme, Marcus' ansigt lyste fuldstændig op. Han kom indenfor og tog hans overtøj af, imens begav jeg mig ind i stuen.

"det er litt kult, må jeg slå på peisen?" spurgte han da vi kom ind i stuen, jeg nikkede og stod akavet i midten af rummet. Marcus fik tændt godt op i pejsen og kom nu hen imod mig,

"hva ser du?" spurgte han,

"Birdbox" sagde jeg, han nikkede tænksomt.

"skal vi se det?" spurgte han, jeg nikkede smilende og gik imod køkkenet.

"vharm khakao?" spurgte jeg og vendte mig om, Marcus sendte mig et smil som svar. Nu skal jeg se film med Marcus, gad vide hvordan det kommer til at gå?