Pas på Gunnarsen. [AFSLUTTET]

Kapitel 2. Flotte drenge.

<<I didn't choose you. I just took one look at you, and then- there was no turning back>>

Jeg har allerede fået Idas adresse, det er det første jeg skal når jeg kommer til Trofors, se Ida. Min far siger vi er der om 5 min og jeg kan ikke styre mig, jeg åbner vinduet og stikker mit hoved ud af det. Men lige da jeg gør det kommer der to virkelig flotte drengen gående med en fodbold, jeg vinker smilende og de gengælder det hurtigt. 

"så er vi her" sagde min far, jeg sprang faktisk ud af det åbne vindue og op til døren. Jeg nåede ikke engang at banke på før Ida svang døren åben. 

"SKYLAR!!" råbte hun glad og sprang på mig, hun svingede sine ben om mine hofter og vi krammede som aldrig før. Faktisk så meget så vi faldt ned af hendes veranda, det gjorde slet ikke ondt.

"fuck hvor har jeg glædet mig til det her!!" sagde jeg og krammede hende igen.

"samme her, jeg kan ikke forstå at du faktisk står her foran meg!" sagde hun og omfavnede mig igen, vi endte begge døde af grin.

"kom jeg vil se dit værelse!" sagde jeg og tog fat i hendes hånd, vi spurtede op på Idas værelse, det var ligesom jeg havde regnet det med at være. Helt rent, hvidt, flot stor seng og mange lys og planter.

"jeg elsker det!!" sagde jeg hyper og sprang op i hendes lille stol der hang ned fra loftet.

"er du klar for skolen i morgen?" spurgte Ida og lænede sig ned i hendes seng.

"jeg kan slet ikke vente, det bliver så fedt!" sagde jeg og knyttede mine næver.

"Nå må du ikke få meg til å le" sagde Ida og grinte.

"jeg er seriøs, jeg skal nok banke de personer der mobber dig!" sagde jeg og slog ud i luften. Ida døde af grin.

"Nå, vær ikke så sikker, de som mobber meg, er populære, og alle elsker dem" sagde Ida. Jeg rynkede mine øjenbryn.

"dont worry" sagde jeg kækt og smillede.

Jeg er lige kommet hjem fra Ida og det er blevet ret sent. Flyttemændende har pakket mit værelse ud, thank god. 

"var det sjovt hos Ida?" spurgte min far ude fra køkkenet. 

"Meget! jeg kan slet ikke vente til at se hende hver dag" sagde jeg og hoppede op på bordet. Wilhelm stormede ind i køkkenet. 

"der fløj en bold ind i vores have!" sagde han panisk med en bold i hånden, jeg flækkede af grin. 

"slap af det er sikkert bare en fejl" sagde jeg og snuppede bolden ud af hans hånd og begyndte at kaste rundt med den. Lidt efter bankede det på døren, det må sikkert være dem der skød den ind i vores have.

"kommer" råbte jeg og gik hen mod døren, jeg åbnede den og så en smilende dreng i døren. Det var den samme fra tidligere idag. Han så ret fin ud, med røde kinder nok fra den fodbold han spillede tidligere. Et eller andet ved ham mindede mig dog om noget, men jeg kunne ikke sætte fingeren på det.

"har du sett ballen min, skjøt jeg den ved et uhell inn i hagen din?" spurgte han sødt, jeg tog bolden frem fra bag min ryg. Jeg fik lidt lyst til at sige jeg ikke havde den, bare så jeg kunne opsøge ham en anden dag og sige jeg havde fundet den, god undskyldning til at se ham igen.

"jeps her" sagde jeg og rakte ham bolden. Han kiggede forundret på mig og kunne ikke lade vær med at trække op i den ene mundvige.

"Du er ikke norsk?" spurgte han facineret. Godt set;)

"nope dansker helt ned i røderne" grinte jeg og lænede mig op ad døren. Det er lige ved at blive behageligt at stå at tale med den her fremmede nordmand, et eller andet ved ham får mig lyst til at føre samtalen videre.

"interessant, vi kan se" sagde han mystisk og gik, han forsvandt langsomt ned ad gaden indtil jeg ikke kunne se ham mere. Han var faktisk ret lækker, måske går han på skolen, det håber jeg da. Selvom jeg ville have talt mere med ham, så føler jeg jeg nok får chancen igen.