Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 3

Annabellas synsvinkel

Jeg var nødt til at gå ned i den sportsforretning. Jeg gad overhovedet ikke, men det løbetøj købte næppe sig selv, og jeg havde udskudt det længe nok. Det var tre dage siden, jeg tænkte på det første gang.

Langsomt rejste jeg mig fra sengen og tog min pung og mobil, inden jeg gik ned for at tage sko på. Inden jeg gik ud af hoveddøren, kom jeg til at kigge mig i entréens store spejl.

Shit... jeg havde en Marcus og Martinus bluse på. Ikke fordi der var noget galt med det, men den jeg havde på, var bare en med deres ansigter placeret midt på brystet. Slet ikke, fordi det ville være akavet at rende rundt med deres ansigter på... mærk lige ironien!

Alligevel fortsatte jeg. Så lang tid min makeup sad pænt, skulle det nok gå. Det ville være værre, hvis jeg gik og lignede en død vandrotte end at have to ansigter plastret på maven.

Der var ikke langt ned til sportsforretningen, og jeg gik hen til løbetøjet i høj hastighed. Jeg skulle bare have det her gjort så hurtigt som muligt. Jeg fandt hurtigt noget, jeg kunne lide og slæbte det med ind i et prøverum. Jeg fik hurtigt prøvet de forskellige modeller af sports-bh'er, løbebukser og toppe på. Til sidst havde jeg besluttet mig for et par sæt, jeg ville købe.

Jeg slog forhænget fra og fik et chok. Der, lige foran mig, sad to drenge og diskuterede, om det skulle være den ene eller den anden model af en fodboldstøvle. Lige der sad mine idoler, Marcus og Martinus.

"Nej, Martinus!" kom det fra ham med knolden: "kan du ikke se, der her er bedre?" og stak derefter en eller anden Nike sko i hovedet på sin tvilling.

"Men Marcus," sagde Martinus ophidset: "jeg kan bedre lide den her!"

Jeg kom til at fnise af dem, men desværre lidt for højt. På samme tid vendte de begge hovedet om mod mig. Jeg fik øjenkontakt med Marcus og skyndte mig hurtigt at kigge væk, inden det blev mere akavet, end det allerede var. Samtidigt prøvede jeg at undertrykke et grin. Hvad var chancerne for, at jeg, lille Annabella, ville møde selveste Marcus og Martinus i en sportsforretning, mens de diskuterede fodboldstøvler?

"Står du og griner af os?" spurgte Marcus, og jeg kiggede op på ham med det samme, bange for at han måske var blevet sur over mit fniseri. Men da jeg mødte hans blik, havde han jordens største smil på. Puha, han var ikke sur. Martinus smilede også.

"Undskyld," sagde jeg smilende: "men det var altså virkeligt sjovt at se jer skændes over fodboldstøvler."

"Hvilken kan du da bedst lide?" spurgte Martinus så og tog fat i den arm, der ikke holdt om løbetøjet. Han trak mig til en række af mindst ti modeller, og han bad mig fortælle, hvilken jeg bedst kunne lide. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde overhovedet ikke forstand på fodbold, og da slet ikke udstyret. Jeg endte med bare at sige, hvilken jeg fandt pænest, hvilket fik Martinus til at grine. Martinus havde travlt med at prøve dem igen, og jeg vendte mig mod Marcus.

Marcus kiggede ned og fik øje på min trøje, og jeg kunne se et smil brede sig på hans læber. Pludseligt ændredes hans ansigtsudtryk sig til en bekymret mine. Han rakte ud og tog fat i min arm - den, der ikke klamrede sig rundt om løbetøjet.

Jeg kiggede ned, og der så jeg det. Jeg havde en T-shirt på - hvilket jo mente korte ærmer, og alle arrene og sårene var blottet. Han sendte mig et forvirret blik, og jeg rystede på hovedet som tegn til, han skulle lade det ligge.

"Hvad er det her?" spurgte han. Selvfølgelig lod han det ikke ligge...

"Ikke noget," svarede jeg hurtigt og rev armen til mig. Jeg drejede om på hælen og satte kursen mod kassen, men Marcus indhentede mig.

"Hvad hedder du?" spurgte han, da han fik stoppet mig.

"Annabella."

"Annabella," sagde han: "vil du fortælle mig, hvorfor din arm ser sådan ud?"

"Arme," rettede jeg ham og viste ham den anden arm. Han fik et trist udtryk i øjnene.

"Er det en sygdom?" spurgte han så, og jeg lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret dybt, inden jeg svarede.

"Nej, det er det ikke."

Jeg havde slet ikke lyst til at snakke med mit idol om det her.

"Er det noget, du selv gør?"

Jeg sukkede og nikkede bekræftende. Hans øjne blev store.

"Ikke spørge om hvorfor. Det gør allerede ondt indeni, at du så det. Jeg skammer mig."

Han nikkede og trådte helt tæt på mig. Han tog stille tøjet fra mine arme og lagde armene om mig og trak mig helt tæt ind til mig. Jeg puttede stille mine arme rundt om ham. Han fik mig på en måde til at føle mig tryg.

"Ikke skamme dig," hviskede han. Han fortsatte med bare at holde om mig, og jeg begravede bare hovedet i hans bryst. Da han slap mig, tog han sin mobil frem.

"Må jeg få dit nummer?"

"Til hvad?" spurgte jeg undrende. Hvorfor ville han have nummeret på en pige, der lige havde fortalt ham, hun havde sår på armene, fordi hun selv lavede dem.

"Fordi jeg gerne vil skrive til dig," sagde han sødt.

"Øm... okay," svarede jeg bare - han ville nok ikke skrive alligevel. Det var nok bare for at være venlig. Da han havde fået det, sagde vi farvel til hinanden, og jeg gik hen for at betale for mit løbetøj. På vejen ud, vinkede han til mig, og jeg rystede bare på hovedet, mens jeg vinkede tilbage.

-----------------------------------

Inden, du går videre, har du så husket at stemme? Det er gratis, og gør mig helt utroligt glad <3

Smid også gerne en kommentar, hvis det lyster ;))

Dagens spørgsmål: Hvor gammel er du?

God juleferie til jer alle sammen!

- Mathilde <3