Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 73

Marcus' synsvinkel

Jeg var så glad for, at alt det omkring Annabella endeligt var blevet afklaret. Jeg kunne mærke, hvordan det havde givet hende en utrolig ro. Hun var næsten et helt nyt menneske. Jeg elskede hende. Præcis, som hun var. Det havde jeg gjort, siden jeg mødte hende.

Jeg sad og spillede FIFA med Martinus inde på hans værelse. Jeg havde vundet alle kampene. Jeg var i så højt humør. Når jeg kiggede på Annabella og så, hvordan hun smilede hele tiden. Det gav mig ny energi. Annabella og jeg var kommet langt i vores forhold. Længere end jeg i starten havde turde håbe på. Da jeg havde mødt hende første gang, havde hun været meget trist og indesluttet. Hun havde haft for vane at lukke folk ude. Især, når hun ikke kendte dem. Men jeg havde fået blødt hende. Efter lang tid. Skridt for skridt. Og med kærlighed. Nu strålede hun. Kyssede mig, så snart hun så mig.

Pludseligt gik døren op, og Annabella trådte ind. Hun havde et lille smil på, men en alligevel alvorlig mine. Hun kom ind i værelset og lukkede døren efter sig. Hun gik langsomt hen over gulvet mod os.

"Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle jer," sagde hun: "begge to."

Hun tog stolen, der stod ved Martinus' skrivebord, og trak den hen til sengen, hvor vi sad. Hun satte sig tungt i den og kiggede alvorligt på os. Hun smilede svagt og tog en dyb indånding, før hun åbnede munden og sagde noget.

"Jeg ved egentligt ikke, hvorfor jeg fortæller jer det her," sagde hun: "måske er det i virkeligheden bare for at takke jer. Fordi I holdt mig i live, da jeg havde det allersværest."

"Skat, hvad mener du?" spurgt jeg bekymret.

"Mens vi to har været sammen, Marcus, har du været min klippe. På alle tænkelige punkter," forklarede hun: "men inden vi mødte hinanden, var der en tid, hvor jeg var alene med alting. Jeg følte mig det meste af tiden distanceret fra alt og alle. Jeg overvejede tit, om jeg skulle gøre det hele forbi."

Jeg rørte uroligt på mig. Jeg rakte min hånd frem og flettede den ind i hendes, så hun kunne mærke, jeg var der for hende. Hun skulle aldrig føle sig alene igen.

"Jeg viste ikke, om jeg kunne klare den," sagde hun ærligt: "det var ingen, jeg kom ud på den klinik. Før der overhovedet var nogen, der undersøgte mig. Jeg fik tit OCD-lignende anfald, hvor jeg rendte rundt og skabte mig som en gal. Eller sådan følte jeg mig i hvert fald. Og hvis det ikke var OCD, så var det vredesudbrud, hvor jeg kaldte folk de værste ting."

Jeg blev helt ked af det, da jeg hørte det. Hun havde fortalt mig de fleste ting, men det her havde hun aldrig nævnt. Fortiden før mig var ikke noget, hun så gerne ville snakke om. Ikke, når det handlede om de mentale ting.

"Men der var en ting, der altid holdt mig oppe. Og det var jer," sagde hun: "jeg havde altid været stor fan af jer. Hørte konstant jeres musik. Så interviews. Min største drøm var at møde jer, så jeg kunne få chance for at fortælle jer personligt, at I havde reddet mit liv gang på gang."

Hverken Martinus eller jeg kunne ytre et eneste ord. Jeg anede ikke, at jeg havde haft så stor en plads i hendes liv, da vi endnu ikke havde mødtes. Selv, da vi havde været ubekendte, havde jeg været hendes klippe.

Jeg kiggede på Martinus. Vores øjne mødtes, og vi smilede sagt til hinanden. Jeg tror, han var lige så chokeret, som jeg var, over det, hun havde sagt.

"Jeg vidste ikke, vi havde haft så stor betydning for dig," sagde jeg: "det er aldrig noget, du har nævnt et ord om."

"Nej, det har jeg ikke," svarede hun: "jeg har overvejet at sige det mindst tusind gange, men jeg vidste jo ikke, hvordan I ville have det med det, hvis jeg fortalte det."

"Annabella, vi vil altid være der for dig," sagde Martinus: "du ringer bare, hvis du har brug for at snakke. Eller siger til, hvis du har lyst til at se en film eller gå en tur."

"Tusind tak, Martinus," sagde hun. Tårerne var begyndt at krybe frem i hendes øjne. Martinus rejste sig fra sengen. Han hev hende op fra stolen og videre ind i et kram. Hun hvilede hovedet på hans skulder mens de krammede hinanden. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg var helt varm i kroppen efter det, hun havde fortalt. Jeg vidste virkeligt, hvor meget vi betød for hende. Hvor meget, jeg betød for hende. Jeg følte mig stolt over, at jeg havde været sådan et forbillede for min kæreste.

Jeg rejste mig fra sengen. Da Martinus havde sluppet grebet i hende, gik han forsigtigt til side. Annabella kiggede på mig. Hun vidste tydeligvis ikke, hvad hun rigtigt skulle gøre. I stedet for at sige noget, farede jeg frem og rev hende øjeblikkeligt ind i et kys.

"Jeg elsker dig," sagde jeg: "jeg vil altid være din klippe. Gennem alt."

"Jeg elsker også dig," svarede hun.

"Skat, vil du gerne ud og spise med mig?" spurgte jeg: "i morgen aften?"

"Inviterer du mig ud på date," spurgte hun sødt.

"Ja, det er lige det, jeg gør. Hvad siger du til det?"

"Selvfølgelig vil jeg det, din charmetrold," grinede hun og gav mig et kys. 

---------------------------------

Dette kapitel er dedikeret til Julieac11, som har fødselsdag d. 1. august <3

Uhadada, så er der en date i farvandet ;)) 

Gad vide, hvordan den kommer til at gå - og hvordan den ender...

Annabella fik endeligt fortalt dem sin hemmelighed om deres betydning. En ting, jeg tænker mange ville sætte pris på at høre, hvis man fik et af vide af et menneske, man har hjulpet. 

Sådan har jeg det i hvert fald :))

Dagens spørgsmål: Yndlingssmoothie?

Mit svar: Jeg er typen, der drikker frygtelig mange smoothies. Min farvorit er banan, ananas og spinat blandet med appelsinjuice xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3