Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 50

Maraton 3/3

Annabellas synsvinkel

Tankerne løb konstant i hovedet på mig. Alting syntes at være et problem. Selv Marcus. Jeg elskede ham af hele mit hjerte, men jeg var så bange for at skade hans omdømme, fordi jeg ind i mellem ikke kunne styre mig selv. Jeg kunne mærke, at selvom Marcus holdt mig oppe, så var jeg ved at falde helt ned et sted, hvor der snart ikke var nogen vej tilbage.

Han skulle hjem i dag. Og jeg vidste godt, hvad jeg nu var nødt til at gøre. Jeg var nødt til at gøre det forbi mellem ham og mig. Inden han tog hjem.

På hele turen ud til lufthavnen var jeg tavs. Han sad og puttede mig ind til ham. Nussede blidt min hånd. Kyssede mig i håret. Præcis, som han altid gjorde. Altid så sød. Mere, end jeg fortjente.

Selv, når jeg rasede ud, var han ikke længere gal på mig. Han tacklede mig bedre end nogen andre, men jeg vidste også godt, at det i sidste ende kunne komme til at koste ham så utroligt meget. Det var hårdt personligt at tage sig af en anden på den måde, og jeg var nødt til at spare ham for det.

Vi gik ind i lufthavnen hånd i hånd, som vi plejede. Han kiggede smilende på mig fra under hætten. Han nussede stille min hånd. Talte lavmeldt til mig, men jeg hørte ikke rigtigt efter, hvad han sagde. Det bekymrede mig, hvad jeg skulle til at sige.

"Marcus," sagde jeg stille. Tårerne tonede frem i mine øjne.

"Skat, hvad sker der?"

"Når du rejser nu, så skal vi ikke ses igen," pressede jeg ud gennem mine sammenbidte tænder. Hvis jeg ikke bed dem sammen, ville mine halvdannede facade bryde helt sammen, og jeg kunne ikke gå i opløsning midt i lufthavnen.

"Hvad mener du?" sagde han panisk: "vil du ikke være sammen med mig mere?"

"Det er ikke det," sagde jeg: "jeg elsker dig. Det gør jeg virkeligt. Men jeg er nødt til at slå op."

"Slår du op med mig?" sagde han. Tårerne formede sig i hans øjne, og snart trillede de ned af hans kinder. Jeg tog hånden op til hans kind og tørrede dem væk.

"Ja, det er jeg nødt til," svarede jeg: "jeg er ikke god for dig."

"Jo," svarede han: "jo, du er. Du er alting for mig."

"Marcus, jeg slås alt for meget med mig selv i øjeblikket til at være sammen med nogen," sagde jeg: "jeg beklager meget, men jeg har altså taget en beslutning. Selvom jeg ikke er en belastning for dig nu, så vil jeg blive det på et tidspunkt. Jeg skal i et nyt afklaringsforløb, og det vil tage hårdt på mig. Jeg vil være ked af det meget af tiden, og jeg vil have frygtelige tanker i stor stil. Du skal ikke se det. Det vil jeg ikke have. Det vil ikke være godt for dig."

"Stop det," svarede han: "jeg har sagt, at jeg ville være der for dig. Det mener jeg. Du kan ikke klare dig uden mig. Det siger du selv. Hvem skal så få dig til at grine, når du har det skidt? Hvem skal kyssede dig, når du græder?"

"Men du distraherer mig også," svarede jeg, selvom jeg vidste, det ikke var pænt at sige, var jeg nødt til at lave en mur mellem os på en eller anden måde: "og jeg er nødt til at fokusere på det, der skal ske. Og det kan jeg ikke, hvis vi er sammen. Så tænker jeg på dig."

"Jeg kan ikke miste dig," hviskede han, mens tårerne blev ved med at falde ned over hans kinder: "jeg er bange for, at der sker dig noget alvorligt, hvis jeg efterlader dig. Jeg ved, du har været langt ude før. Kan du love mig, at det ikke sker igen?"

Jeg sank en klump. Det kunne jeg ikke. Jeg var allerede ude på et skråplan. Men det vidste han ikke. I hvert fald ikke, hvor slemt det allerede var.

"Åh gud," græd han: "du er allerede ude på et skråplan igen, ikke? Det er derfor, du gør det forbi, fordi du godt ved, der er en chance for, at du ikke klare den gennem denne gang."

"Undskyld, Mac," svarede jeg.

Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle svare på det, han lige havde sagt. For det var jo sandt. Jeg ville bare ikke have, at han skulle se mig gå ned med flaget. Jeg anede ikke, hvad der ville ske med mig, når vi først startede et nyt forløb. Sidste gang havde været frygtelig, og jeg var bange for, at denne gang blev værre. Fordi Anja havde sagt, at de måske ikke med sikkerhed kunne finde ud af, hvad der foregik inde i mig.

Inden jeg gik, bøjede jeg mig op og lagde mine læber mod hans en sidste gang.

"Ikke gør det her," hviskede han: "bliv hos mig. Jeg elsker dig."

"Undskyld, Marcus," svarede jeg.

Han trak mig hurtigt ind til sig, inden jeg nåede at gå. Han holdt mig fast, mens han kyssede mig desperat. Tårerne vældede op i mine øjne. Det gjorde ondt at give slip på ham.

Da jeg kom ud af grebet, bed jeg mig i læben, inden jeg vendte om på hælen og løb ud af lufthavnen. Efterlod ham til sig selv. Men han sikker var lige så meget på sammenbruddets rand som jeg. Jeg følte mig ond. At jeg gjorde dette mod ham. Men jeg var nødt til det. Både for ham og mig. 

-------------------------------------

Det var det sidste kapitel i mararonet... håber, I nød det <3

Hun slog op med stakkels Marcus...

Hvad tror I, der nu sker? <3

Dagens spørgsmål: Der kommer kun ét om dagen.

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3