Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 4

Marcus' synsvinkel

Jeg kunne ikke glemme pigen. Hendes skinnende grønne øjne hjemsøgte mig, da jeg prøvede at lægge mig til at sove. Martinus sov allerede tungt ved siden af mig i den store dobbeltseng, som vi delte.

Hendes udtryk, da jeg havde set hendes arme. Gad vide, hvorfor hun havde gjort det? Hun havde sagt, det ikke var en sygdom. Var det noget inde i hendes hoved? Og hvorfor måtte jeg ikke få det af vide? Eller, det sidste spørgsmål kunne jeg nok besvare selv. Hun kendte mig jo ikke rigtigt – kun mit ydre som popstjerne. Det med hendes arme var helt sikkert et meget personligt emne. Jeg ville dog alligevel ønske, jeg vidste det. Jeg følte en stærk trang til at hjælpe hende.

Jeg sukkede – når jeg tænkte på hende, kunne jeg mærke, hvordan en ukendt varme spredte sig i min krop, som var der pludseligt fyrre grader på hotelværelset. Hun gjorde noget ved mig... og jeg havde kun mødt hende for lidt over tolv timer siden – alligevel havde jeg ikke kunnet tænke på andet end hende de sidste tolv timer. Hun var smuk. Hendes øjne havde jeg aldrig set mage til. De var noget af det mest udtryksfulde, jeg nogensinde var stødt over. Og hendes lange brune hår, hendes figur. Jeg kunne godt lide, hun ikke var en af de typer, der havde behov for at sulte sig selv, og det faktum at hun var et hoved lavere end mig, fik mig næsten til at springe rundt af glæde – så kunne man hvile hovedet på hendes, når man krammede hende og putte hende rigtigt ind til sig.

Ej... hvad var det dog, jeg lå og tænkte på? Var jeg virkeligt så hårdt ramt? Efter kun tolv timer?

Jeg lå længe og spekulerede. Til sidst faldt jeg i søvn med et billede af en smilede Annabella på nethinden – smilet, hun havde haft, inden jeg havde opdaget den hemmelighed, hun ikke kunne skjule.

Da jeg vågende næste morgen, var det første, jeg gjorde, at skrive til hende. Jeg måtte bare se hende igen – og vi havde sidste dag i Oslo i dag, inden vi skulle tilbage til Trofors.

Marcus:

Hej Annabella, det er Marcus

Annabella:

Hej Marcus...?

Marcus:

Hvorfor et "?"

Annabella:

Fordi jeg ærligt ikke troede, du ville skrive til mig...

Marcus:

Hvorfor skulle jeg ikke?

Annabella:

Fordi... U know...

Marcus:

Fordi jeg så dine arme?

Annabella:

Ja...

Marcus:

Det skræmmer mig ikke væk, hvis du tror det

Annabella:

Men det skræmmer alle andre jo?

Marcus:

Men jeg er ikke alle andre

Jeg dømmer ikke folk, fordi de er anderledes end mig

Eller fordi de har problemer

Annabella:

Du tror, jeg har problemer?

Marcus:

Ellers ville du vel ikke rive dig selv til blods?

Annabella:

...

Marcus:

Please... snak til mig Annabella!

Annabella:

Det er sandt... jeg har problemer

Marcus:

Vil du fortælle mig om dem?

Annabella:

Nej...

Marcus:

Men jeg vil gerne hjælpe dig

Annabella:

Du kan ikke hjælpe mig...

Ikke engang de professionelle kan

Marcus:

De professionelle?

Annabella:

Min psykolog...

Marcus:

Jeg er stadig i Oslo i dag. Vil du ses?

Annabella:

Øm... Okay?

Men skal til psykologen først...

Marcus:

Jeg henter dig derhenne

Annabella:

Okay... men hvad nu, hvis jeg græder?

Så er jeg jo dårligt selskab

Marcus:

Sludder!

Har du brug for en skulder, kan du bruge min.

Annabella:

...

Det er den klinik, der ligger i centrum.

Jeg er færdig omkring kl.12

Marcus:

Fint, jeg venter på dig der <3

Min fornemmelse havde været rigtig. Hun havde problemer – nogle ikke engang hendes psykolog kunne løse. Jeg havde ondt af hende – selvom jeg ikke engang vidste, hvad jeg skulle have ondt af, siden hun ikke ville ud med sproget. Men græd hun, så ville jeg trøste hende; også uden at kende grunden. For hun var noget helt specielt, det vidste jeg allerede!

---------------------------------------

Nåh nåh da, det ser ud, som om Marcus allerede er ret vild med Annabella ;))

Hvordan tror I, deres aftale kommer til at gå? Eller kommer det overhovedet til at blive en realitet? 

Det er julaften i morgen! Wihi!!! <3 

Dagens spørgsmål: Hvad, synes du, er det bedste ved julen? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

Og så må I have en rigtig god dag alle sammen!

- Mathilde <3