Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 72

Annabellas synsvinkel

Jeg besluttede at tage op til Trofors. Jeg ville fortælle Marcus den gode nyhed personligt. Jeg havde aftalt med Kjell-Erik, at han hentede mig i lufthavnen, uden at Marcus vidste det. At jeg kom, skulle være en overraskelse til ham. Så han kunne få to ting at smile over.

"Du ligner en, der er lige ved at sprænge af glæde," smilede Kjell-Erik, da han hentede mig i lufthavnen.

"Det føler jeg næsten også, at jeg er," svarede jeg: "jeg har det fantastisk. Jeg fik den bedste nyhed fra den klinik, jeg har brugt så lang tid på, og nu er det hele slut."

"Lad mig da høre," sagde han.

Og så fortalte jeg ham alt, der var sket, mens vi kørte mod Trofors. Normalt ville jeg aldrig have talt med andre om de her ting end mine forældre, Marcus og mine tætteste venner. Men jeg elskede Kjell-Erik og Gerd-Anne. Jeg følte, jeg kunne fortælle dem alt. Marcus måtte have fået sit fantastiske væsen et sted fra, og det var tydeligt, at det kom fra hans forældre.

"Og nu glæder jeg mig til at overraske Marcus, og samtidigt fortælle ham så god en nyhed," sluttede jeg.

"Det bliver han rigtigt glad for," sagde Kjell-Erik: "han er meget bekymret for dig. Han ved jo godt, at du ikke har haft det så nemt gennem den senere tid, og han kommer tit og spørger, hvad han kan gøre for, at du kunne få det bedre med det samme."

Marcus havde tydeligvis talt med sine forældre om nogle af mine problematikker. Men det gjorde egentligt ikke noget. Jeg vidste, jeg aldrig ville blive dømt af nogen af dem. Og Marcus havde jo også brug for at snakke med nogen om det, jeg fortalte ham. Jeg var faktisk næsten glad for, at han snakkede med sine forældre. Det viste også, at han gjorde, hvad han kunne for at hjælpe mig og finde ud af, hvordan han skulle tackle det hele. Det fik mig faktisk til at smile, at han gik så meget op i det.

*****

Da vi kørte ind i indkørslen til det store hvide hus, kunne jeg næsten ikke komme ud af bilen hurtigt nok. Kjell-Erik hjalp mig med min kuffert.

Da vi kom ind i huset, var Martinus den første, jeg fik øje på. Han smilede over hele ansigtet og kom nærmest løbende hen til mig og trak mig ind i et tæt kram.

"Annabella," sagde han: "hvad laver du her?"

"Jeg er her for at overraske Marcus," sagde jeg: "han aner ikke, jeg kommer. Hvor er han egentligt?"

"Han sidder oppe på sit værelse," smilede Martinus: "han laver lektier. Vi har haft utroligt travlt de sidste par dage, så han kom bagud. Han vil blive ekstremt glad for at se dig. Han snakker om dig hele tiden. Så meget, at jeg var tæt på at ringe til dig og bede dig komme herop."

Jeg kom til at grine. Søde Marcus. Men jeg var mindst lige så desperat efter at se ham, som han var for at se mig. Jeg var også næsten angst for at vide, hvordan hans nakke havde det. Jeg vidste, den var i bedring, men jeg ønskede bare for ham, at han ikke havde ondt nogle steder.

"Skynd dig hellere op til ham," sagde Gerd-Anne, der også var kommet for at give mig et kram: "han er vist ret stresset, og du er helt sikkert lige præcis, hvad han har brug for lige nu."

Jeg smilede og løb hurtigt op af trapperne og hen mod hans værelse. Jeg bankede forsigtigt på døren.

"Ikke nu," lød det inde fra værelset: "jeg har travlt. Jeg er nødt til at være færdig."

Jeg åbnede døren alligevel.

"Så du har heller ikke tid til at se på din kæreste?" spurgte jeg, og han kiggede øjeblikkeligt op, da han havde hørt min stemme. Hans chokerede ansigt ændrede sig hurtigt til et kæmpe smil. Ha fløj op af stolen og skyndte sig hen til mig. Han lagde med det samme armene om mig og trak mig ind i et dybt kys.