Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 56

Læs forfatterbeskeden i bunden! <3

Marcus' synsvinkel

Jeg vidste næsten ikke, hvordan jeg skulle gebærde mig omkring hende. Jeg ville så gerne passe på hende. Hele natten havde jeg ligget og knuget hende ind til mig. Jeg var stadig i chok over det, der var sket i går. At jeg havde fundet hende med hovedet i et fyldt badekar.

Normalt sov jeg tungt gennem hele natten, men efter det i går blev jeg ved med at vågne hver anden time og tjekke, at hun stadig lå i mine arme. Hver gang havde jeg forsøgt at putte mig længere ind til hende, selvom jeg umuligt kunne komme tættere på. Jeg havde kysset hendes nakke. Strammet grebet om hende. Hun hørte til hos mig. Sådan var det bare.

Da hun vågnede, lå vi længe og puttede. Så snart, jeg kunne komme til det, begyndte jeg at kysse hende. Jeg tog hende op til mig, til hun lå halvt oven på mig, så jeg kunne holde om hende og kramme hende.

"Marcus, du er nødt til lige at slippe mig," sagde hun: "jeg skal tisse."

Men jeg gjorde ikke, hvad hun sagde. Jeg turde ikke lade hende gå ud på toilettet alene. I stedet strammede jeg grebet om hende. Kyssede hende på det øverste af halsen.

"Mac?" sagde hun spørgende: "jeg skal altså tisse virkeligt meget."

"Så må vi jo hellere se at komme derud," smilede jeg.

"Vi?" sagde hun: "nej, JEG skal ud og tisse. DU bliver her imens."

"Jeg vil med," insisterede jeg.

"Nej, du skal ikke med mig ud og tisse. Det er simpelthen for åndssvagt."

"Jeg skal også tisse," svarede jeg bare. For det var sådan set sandt, men det var ikke hovedårsagen til, at jeg ville med hende. Jeg var bange for, at hun ville forsøge at tage sit liv igen, hvis jeg lod hende være alene.

"Jamen, okay så," svarede hun, og jeg fik min vilje. Jeg tog hende i hånden og gik ud på toilettet. Jeg betragtede hende hele tiden. Da hun satte sig på toilettet, hævede hun øjenbrynet. Det var tegn til, at jeg skulle kigge væk, mens hun tissede. Jeg var ikke meget for at slippe hende af syne, men jeg gjorde det de fem sekunder, det tog for hende at blive færdig.

Da vi gik ind mod hendes værelset igen, støttede jeg hende, så jeg vidste, hvor hun var. Da vi var kommet ind på værelset og havde lukket døren, rev hun armen til sig og sendte jeg et irriteret blik.

"Marcus, hvorfor går du rundt om mig, som var jeg en porcelænsdukke?" spurgte hun.

"Det gør jeg da ikke."

"Jo, det gør du," sagde hun roligt: "du går rundt om mig på listefødder."

"Jeg er bare bange for, at der skal ske dig noget," sukkede jeg: "jeg har ikke sovet så godt i nat. Jeg vågnede hele tiden hver anden time for at tjekke, om du stadig var der."

"Årh, Mac dog," sagde hun og kom hen til mig igen og trak mig ind i et kram. Jeg lagde hovedet ned på hendes skulder. Jeg kyssede hendes hals. Hun aede mig på ryggen, og jeg tog mit hoved op til hendes og kyssede hende.

"Vil du snakke lidt om det med, at du har det skidt?" spurgte jeg: "jeg har virkeligt brug for at vide, hvad der foregår inde i dit indre."

Og det havde jeg virkeligt. Efter det i går havde jeg brug for at vide alt. Vi havde kun fået snakket om halvdelen. Nemlig den del, der relaterede til mig. Men jeg ville vide, hvad der havde slået klik for hende.

"Der er nok ikke så meget at sige om det," sagde hun: "jeg har jo fortalt dig det meste. Eller der mangler måske et par enkeltheder, jeg ikke har belyst endnu."

Jeg tog hende med tilbage i sengen. Jeg lagde mig ned og vendte hende mod mig, så jeg kunne kigge på hende imens.

"Efter jeg havde gjort det forbi med dig, havde jeg det frygteligt. Du var der ikke til at holde mig oppe mere. Men det var min egen skyld. Jeg savnede dig konstant, men jeg vidste også, hvis jeg fortalte dig, hvilke tanker, jeg gik med, ville jeg knuse dit hjerte endnu mere," sagde hun.

"Jeg skulle aldrig være gået fra dig," hviskede jeg: "slet ikke, når jeg havde de fornemmelser, jeg havde."

Hun lagde en hånd over min mund, og jeg kyssede hendes håndflade.

"Lad mig tale ud," sagde hun: "jeg klippede så mit hår af, fordi jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne finde nogle positive ting omkring mit selv mere. Jeg håbede, at det ville ændre mig nok til, at jeg glemte det, jeg kæmpede mod. Det gjorde det selvfølgelig ikke. Men man håber jo altid. Jeg var så ude på den psykiatriske klinik og fortalte faktisk min psykolog, at jeg var ved at komme til et punkt, hvor jeg ikke kunne mere. At jeg overvejede at gøre det af med mig selv, men hun gjorde intet. Hun gav mig bare et nummer til psykiatrisk skadestue, hvor hun mente, jeg kunne ringe ud, hvis det blev for slemt."

Hun holdt inde. Trak vejret tungt. Det var svært for hende at fortælle. Hun kiggede ned på mit bryst. Jeg tog hånden ind under hendes hage og løftede hendes blik op til mit.

"Det er ikke din skyld, at du endte der, hvor du gjorde," sagde jeg: "du råbte om hjælp, men ingen gjorde noget. Dem, der burde have gjort det, svigtede dig."

Jeg lænede mig frem og kyssede hende blidt.

"Da jeg kom hjem den dag, blev jeg mere og mere overbevist om, at den eneste vej ud, var at tage mit eget liv. Jeg følte, at alt pegede mod det. Som var det den vej i livet, jeg skulle," fortalte hun: "du kom i sidste øjeblik. Havde du været fem sekunder langsommere, havde jeg ikke været i live længere."

Jeg trak hende øjeblikket ind til mig. Det gjorde utroligt ondt at blive mindet om det syn, jeg havde mødt i går, da jeg var braget ind på badeværelset og havde fundet hende. Jeg knugede hende ind til mig.

"Jeg er glad for, at jeg nåede det," sagde jeg: "havde jeg mistet dig, havde jeg tabt hele min verden på gulvet."

Hun kiggede op på mig, og jeg lænede mig hurtigt ned og kyssede hendes læber.

"Jeg ved godt, at det ikke er tidspunktet for at en stor kysseseance lige nu," hviskede jeg: "men jeg har virkeligt brug for det."

"Ikke komme med nogle undskyldninger," sagde hun: "bare kys mig. Jeg har også brug for det."

Jeg lagde øjeblikkelig mine læber tilbage på hendes. Hun trak mig hurtigt oven på sig og kørte hænderne rundt på min krop. Jeg uddybede kysset, og vi begyndte stille at snave. Jeg elskede den måde, hvorpå hendes tunge snoede sig om min. Bildt og følsomt.

"Jeg elsker dig, skat," sagde hun.

"Jeg elsker også dig," hviskede jeg og kyssede hende igen: "bare lov mig, du aldrig forlader mig. Nogensinde."

"Det lover jeg," svarede jeg.

---------------------------------

Annabella og Marcus har fået et shipnavn!

Marbella

Skud ud til min søde veninde Katrine shygirldk, der har fundet på det! <3

Og folkens, nu er det jo snart er påskeferie. Og jeg er så heldig, at jeg faktisk har ferie denne gang (også selvom jeg skal læse til eksamen i den...)

Jeg ved, at caroherma godt kunne tænke sig et maraton til! Og det har jeg selvfølgelig tænk mig, at det kan vi da sagtens!

Så jeg tænkte, om I tænke jer, at jeg postede HVER DAG fra 14.-22. april. Altså hele påskeferien. Hvad siger I til det?

Så kan vi holde "påskemaraton".

Skriv i kommentaren, om I er interesserede i det! Det vil jeg nemlig meget gerne vide ;)))

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3