Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 51

Vær sød at læseforfatterbeskeden i bunden <3

Marcus' synsvinkel

Hun havde slået op med mig. Jeg kunne slet ikke klare det. Jeg elskede hende, og hun havde gjort det forbi. Hun havde ikke direkte sagt hvorfor, men jeg havde en hel række fornemmelser af det. Jeg kunne ikke tænke på andet hele flyveturen igennem, end at køre alle muligheder igennem både forfra og bagfra, mens jeg prøvede at finde en løsning, der kunne forklare præcis, hvorfor hun havde gjort det. Bange anelser havde jeg nok af. Det var noget alvorligt, men hvad?

Hun havde sagt, jeg skadede hende mere, end jeg gjorde gavn, men det passede ikke. Det vidste jeg også godt selv. Det havde været for at komme af med mig. Hun var lysnet fuldstændigt og havde strålet som aldrig før, efter hun var blevet min kæreste.

Det måtte være noget andet. Noget med hende selv. Hun havde jo nok af den slags problemer i forvejen. Hun hadede sig selv. Det havde hun selv indrømmet. Men det havde ikke været nok til, at hun havde holdt sig fra mig. Hun havde ladet mig komme tæt på. Helt ind på livet af hende.

Jeg var utroligt bange for, at hun måske havde tænkt sig at prøve at tage sit eget liv. Hvis hun virkeligt havde slået op med mig, fordi hun havde det skidt, så var hun måske farlig for sig selv. Jeg kunne næsten have svoret, at jeg havde læst i hendes øjne, at hun allerede var ude på det skråplan, der kunne føre til selvmord, og det kunne jeg ikke leve med, hvis det skete. Selvom hun ikke havde sagt det, havde det lyst langt væk, at hun ikke vidste endnu, om hun ville klare den denne gang ude på klinikken, selvom hun var en stærk person. Den form for klinikker kunne knække selv den stærkeste, og hun var knækket. Det havde jeg vidst allerede, da jeg næsten måtte bryde badeværelsesdøren ned og havde fundet hende med blod ned af armen. Men jeg ville aldrig kunne få det ud af hende. Hun troede, hun skjulte tingene godt, men sandheden var, at da vi havde stået ude i lufthavnen, kunne jeg se lige igennem hende.

Jeg kunne ikke give slip. Hun betød alt. Hun var min morgen- og aftenstjerne. Hun var det første, jeg tænkte på, når jeg vågnede, og det sidste jeg tænkte på om aftenen, inden jeg sov. Hun kastede et lys i mit liv, som intet andet havde gjort. Jeg kunne ikke undvære hende. Jeg ville ikke undvære hende. Jeg var nødt til at få hende overbevist om det. At hende og jeg var skabt for hinanden, og at der ikke var noget mig, uden hende.

*****

Da jeg kom hjem, sagde jeg ikke ret meget. Det havde jeg heller ikke gjort på hele turen hjem i bilen. Martinus og far havde hentet mig i lufthavnen. Jeg havde prøvet at smile til dem så godt, jeg kunne. Men det havde været en kamp at tvinge mundvigene opad.

Så snart, jeg havde set mit snit til det, var jeg løbet op på mit værelse. Jeg havde løjet og sagt, at jeg bare skulle pakke mine ting ud. Men sandheden var, at jeg bare gerne ville være alene med min indre smerte.

Det øjeblik, døren lukkede, begyndte tårerne at løbe ned af mine kinder. Jeg fik dog ikke lov til at være alene ret længe, før det bankede på døren, og Martinus stak hovedet indenfor.

"Marcus?" spurgte Martinus: "hvorfor græder du?"

"Hun har slået op," svarede jeg og brød fuldstændigt sammen.

Han kom hurtigt ind i værelset, lukkede døren og lagde armene om mig. Jeg klamrede mig til ham. Mine ben var ved at give efter, og han fik mig bukseret over på sengen, hvor jeg tungt faldt ned, uden at give slip på ham. Jeg havde brug for min bror lige nu. Og han vidste det.

Da jeg var færdig med at græde hysterisk, rettede jeg mig op og begyndte at fortælle ham alt, der var sket, mens jeg havde været i Oslo.

"Jeg kan ikke give op, Martinus," sagde jeg: "der er noget alvorligt galt, og jeg kan ikke bare sidde her og gøre ingenting. Jeg er nødt til at tage tilbage til Oslo hurtigst muligt."

"Ja, det er du," svarede Martinus: "du er nødt til det. Jeg er bange for, hvid du ikke gør det, vil du modtage et opkald om, at hun er blevet fundet død ud fra, hvad du har fortalt mig."

"Jeg gør ned og beder far og at bestille en billet," sagde jeg og sænkede stemmen, så Martinus ikke kunne høre det, der fulgte: "så jeg kan nå at få fat i hende, inden det går helt galt."

‐---------------------------

Tusind tak for de 100 følgere! Der betyder virkeligt meget for mig! Overraskelsen vil blive afsløret i næste afsnit! Glæd jer! <3

Nu til en anden ting.

I havde ønsket længe, jeg skulle lave et maraton, og det gjorde jeg så i lørdags. Men der var ikke ret stor aktivitet omkring det, da jeg faktisk postede det, hvilket faktisk gjorde mig ret ked af det...

Synes I det, det var kedeligt? :'((

Håber, I har lyst til at give de sidste 3 kapitler noget mere kærlighed...

Jeg lavede maratonet for jeres skyld...

Og selvfølgelig tak til jer, der var på pletten med det samme og fulgte med! :))

Glem ikke at kommentere og stemme!

- Mathilde <3