Kapitel 41

430 29 15
                                    

Vær sød at læse forfatterbeskeden i bunden <3

Annabellas synsvinkel

Jeg trak benbeskytterne på. Sikrede mine handsker. Skyllede munden og puttede til sidst tandbeskytteren ind i den. Jeg var nervøs. Det var længe siden, jeg sidst havde kæmpet en kamp, og frikamp var præcis, som det lød. Fri. INGEN regler. Overhovedet. Jeg trak vejret dybt et par gange. Gennemgik alle de bedste teknikker i systematisk i hovedet, selvom jeg vidste, at jeg om få sekunder ville have glemt det hele. Jeg håbede bare på, at min krop huskede dem.

Langsomt gik jeg hen over den store måtte, imens jeg rettede ryggen og trak vejret gennem næsen i rolige drag. Det sidste, man måtte vise sin modstander, var frygt. Håkon skulle ikke kunne læse mig som en åben bog. Vi stillede os over for hinanden i måttens centrum i kamae, kampstanden. Vi kiggede hinanden i øjnene og nikkede. Nu var vi klar.

"Hajime!" sagde han, og så var vi i gang. Vi hoppede rundt foran hinanden som to vilde kamphaner. Skiftede stande, afvejede hinanden. Prøvede at regne modstanderens næste træk ud. Håkon var den første til at slå, og han ramte plet. Lige i ribbenene. Det gjorde mig bange, men samtidigt blussede vreden op. Den strømmede gennem min krop. Alle de frustrationer, jeg havde holdt indeni i så lang tid, fløj ud, mens jeg slog det ene slag efter det andet mod andet. Håkon tog fat i mit ærme og flåede mig rundt, så jeg var ved at snuble. Han satte et fint Sasae Tsuri Komi Ashi ind, og jeg landede på gulvet. Han fik mig trukket ind i en strangulering. Jeg gispede efter vejret, da han strammede mine revers om min hals. Jeg klappede af, overgav mig. Vi rejste os, og det hele begyndte forfra.

Frygten var efter hånden forsvundet, og jeg havde det allerede bedre. Men et øjebliks uopmærksomhed fra min side, fik dog sine konsekvenser. Håkon ramte mig. Lige i ansigtet, og jeg faldt til jorden. Jeg krøb sammen og gemte mit hoved i mine arme, mens jeg sad på knæ. Jeg dannede en lille kugle. Noget vådt begyndte at løbe ud af næsen, og instinktivt slog den ene hånd for næsen. Hurtigt tjekkede jeg. Der var blod. Jeg holdt hurtigt hånden for igen. Det løb hurtigt. Min hånd blev fyldt. Det gjorde ondt, men det var langt fra det værste, jeg havde prøvet.

"Annabella, er du kommet noget til?" spurgte Håkon, som knælede ved siden af mig og lagde en hånd på min ryg. Jeg tog stille hovedet op uden at sige noget, og alt blodet fra mine hænder løb ned af halsen på mig.

"Shit!" udbrød han og hankede hurtigt op i mig. Der var blod over det hele. På tøjet. I mit ansigt. På mine hænder. Han flåede mig hen til den nærmeste håndvask, og jeg bøjede mit hoved ind over, så blodet dyppede ned i vasken og blandede sin med det rindende vand. Håkon tog noget papir og begyndte at tørre blodet væk, der var løbet ud over mit ansigt og ned halsen.

Efterhånden havde vi fået blodbadet under kontrol. Håkon havde fundet noget vat og havde sat det i næsen på mig, så jeg lignede en idiot. Vi gik tilbage ind i salen, men vi satte os bare på gulvet.

"Vil du have noget vand?" spurgte Håkon: "skal jeg hente din vandflaske?"

"Jeg kan sagtens hente den selv," svarede jeg og begyndte at rejse mig, men Håkon fik mig sat ned igen og hentede den for mig. Da han satte sig ned ved siden af mig igen, lagde han armen om mig.

"Det må du altså undskylde," sagde han.

"Det gør altså ikke noget," svarede jeg: "det er jo konsekvensen af at lave frikamp."

"Jeg følger dig hjem," sagde han: "jeg vil ikke have, du går alene, når du er blevet ramt i ansigtet."

"Nej, det er fint. Jeg kan altså godt selv."

"Jeg insisterer," sagde han og aede mig på ryggen: "og du kan ikke sige nej."

Jeg rystede grinende på hovedet, men jeg lod ham følge mig hjem. Hele vejen bar han min taske for mig. Håkon havde altid været lidt som en storebror. Han passede på mig.

"Ved ham Marcus godt, at du er taget herned?" spurgte han.

Mens vi havde varmet op, havde jeg fortalt Håkon om Marcus. Han var glad for, at jeg endeligt havde fået mig en kæreste. Han havde sagt, at hvis han ikke behandlede mig pænt, ville han komme og tæve ham.

"Nej, det gør han ikke," svarede jeg: "han ville have stoppet mig, men nu kan han ikke undgå at se det."

"Skal jeg blive, mens du fortæller det?"

"Nej, men det kan være, jeg ringer til dig, hvis han flipper ud."

Håkon nikkede som svar. Han sagde farvel til mig, da vi nåede hoveddøren og aftalte, at vi snart skulle ses igen. Han havde savnet mig så frygteligt meget, og han havde sagt, at jeg var den eneste pige, han faktisk gad bruge tid på. Han havde det med at hæve mig over almindelige mennesker, og jeg anede ikke hvorfor. Men jeg gjorde det egentligt også med ham. Hans råd vægtede utroligt højt i min verden.

Mine tanker fløj dog hurtigt over til noget andet. Hvordan skulle jeg dog forklare Marcus, hvorfor der var blod på hele den øverste del af min trøje? Og hvorfor jeg var dækket af ømme punkter, der i løbet af få dage blive til blå og gule mærker, og jeg ville ligne en hel fastelavnstønde.

----------------------------------------

Hej med Jer...

Som I nok har kunne se, har jeg ikke været særlig aktiv herinde gennem den sidste måned. Og det er der en grund til.

Jeg har haft en rigtig svær periode i mit liv - og jeg er stadig ikke kommet ud af den. Jeg har haft meget lav motivation og har praktisk talt ikke kunne skrive to sammenhængende ord, fordi der er sket nogle ikke så gode ting i mit privatliv, som jeg har meget svært med.

Jeg prøver at komme igennem, men det er hårdt...

Det er derfor, at jeg ikke poster ret tit. Håber, I kan bære over med det.

Jeg gør det bedste, jeg kan - også selvom mit overskud er meget meget lavt i øjeblikket.

Historien skal dog nok blive færdig - men jeg kan bare ikke gøre det bedre lige nu <3

Der vil komme et maraton i den nærmeste fremtid. Jeg skal lige finde ud af hvornår.

Hvis I har lyst til at skrive en lille motiverende kommentar til mig, ville jeg sætte utrolig stor pris på det <3

Glem ikke at stemme og kommentere <3

- Mathilde <3


Ordliste:

Sasae Tsuri Komi Ashi: Et ben-spænder-kast

Kamae: Kampstand

Hajime: "Begynd"/"Start kampen"

Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔Donde viven las historias. Descúbrelo ahora