Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 59

Påskemaraton 3/9

Annabellas synsvinkel

Jeg skulle ud på klinikken igen. Sidste gang havde det været et sandt mareridt. Jeg var allerede bange, da jeg vågnede. Jeg kunne ikke holde til, hvis besøget derude blev endnu et mareridt til listen. Den liste var lang nok i forvejen.

Marcus rørte på sig ved siden af mig. Jeg mærkede hans næse strejfe huden under mit øre, hvilket kort efter blev erstattet med et lille kys på samme sted.

"Godmorgen, skat," hviskede han og trak mig længere ind til sig. Jeg vente mig mod ham. Kyssede hans næsetip. Nussede ham lidt i håret.

"Jeg skal ud på klinikken i dag," sagde jeg lavt.

"Hvorfor har du ikke sagt det før nu?" svarede han.

"Jeg har ikke tænkt over det, før jeg vågnede."

"Er du sikker på, jeg ikke skal tage med dig?" spurgte han omsorgsfuldt.

"Ja, jeg kan godt klare det selv," svarede jeg.

"Tror du ikke, det er bedre, at jeg tager med?" sagde han: "kan du huske sidste gang, du fik mig til at blive hjemme?"

Jeg sank en klump. Jeg kunne sagtens huske det. Jeg havde råbt højlydt af ham. Beskyldt ham for ting, jeg aldrig burde have gjort. Været ond i sulet, når alt han havde gjort, var at give mig kærlighed og være der for mig.

"Jeg ville ønske, jeg kunne glemme det," mumlede jeg trist.

"Undskyld," sagde han: "det var ikke min mening at minde dig om det. Du kunne jo ikke gøre for det."

"Jo, jeg kunne," svarede jeg: "jeg har en frygtelig vane til at lade tingene gå ud over dig, når jeg har noget på tværs i mit liv, som jeg er frustreret over. Og det er på ingen måde i orden."

"Søde Annabella," sagde han: "jeg ved godt, at din irrationelle side engang imellem taler. Og jeg tilgiver dig for det hver gang. Jeg ved godt, du ikke kan styre det."

Han begyndte at kysse mig stille. Han nussede mig under nattrøjen. Han tog blidt fat om mit bryst og masserede det. Jeg rullede stille op og satte mig på ham. Jeg kiggede ned på ham og smilede. Jeg trak blusen hen over hovedet, så jeg sad med blottet overkrop foran ham. Han kiggede på mig med store øjne og satte sig hurtigt op til mig. Han tog øjeblikkeligt fat mit bryst igen. Han begyndte at kysse det andet. Hans blide berøringer og kys beroligede mig. Jeg gav mig fuldstændigt hen. Lod ham løsne hele min krop op, inden jeg skulle ud til den elendige samtale.

*****

Jeg sad i venteværelset. Der var ikke andre end mig og en dame, der gik rundt med en rengøringsvogn. Selv sekretærerne var inde at spise frokost. Jeg sad og kiggede på min mobil. Marcus havde jeg igen overtalt til at blive hjemme. Jeg havde det bedst med at tage ud i pinslens land alene.

Pludseligt kom en høj dame med langt blondt hår og en masse en makeup i ansigtet ud i venteværelset. Hun havde stiletter på, der blev ved med at slamre mod gulvet, så man ikke var i tvivl om, hvor i bygningen hun befandt sig.

"Hej Annabella," sagde hun smilende og gav mig hånden: "jeg hedder Nadja, og jeg er din afklarings-psykolog. Jeg skal hjælpe dig med at finde ud af, hvad der foregår."

Jeg tog hendes hånd og hilste på hende. Derefter fulgte jeg tavst efter hende ned af gangen og ind på hendes kontor. Jeg satte mig ned i stolen og ventede på, at hun skulle gøre det samme. Da hun havde sat sig ned over for mig, tog hun en blok op i hånden. Hun sad også med en masse papirer, som tydeligvis var alle de dokumenter, de havde om min sag.

"Jeg kan forstå, at du ikke føler, du passer ind i borderlinegruppen," sagde hun: "jeg kunne godt tænke mig, at du beskrev for mig, hvordan du har det."

Jeg nikkede og begyndte at fortælle det hele. Det var efterhånden en historie, jeg havde fortalt så mange gange. Jeg behøvede knap at koncentrere mig om, hvad jeg sagde. Det flød bare ud af min mund som en lang automatisk ordstrøm. Da jeg var færdig, sad hun et øjeblik med rynkede bryn. Kiggede ned i sine papirer og notater.

"Annabella, den måde, du beskriver, du har det på," begyndte hun: "du har alle diagnoser. Og alligevel har du ingen af trækkene dybdegående nok til at have nogen af dem. Jeg har dog en fornemmelse af, hvad det kan være."

Hun begyndte at stille mig en hel række spørgsmål. Jeg anede ikke, hvilket formål det tjente, så jeg besvarede dem bare.

"Jeg tror faktisk, du måske er autist," sagde hun alvorligt: "du har i hvert fald ikke borderline. Det er sikkert."

Hun fortalte, at hun havde oplevet før, at patienter havde haft træk fra alle tænkelige diagnoser uden at have nogen af dem. Hos piger opdagede man sjældent autismen, før de var i teenagealderen. Piger var gode til at dække over det uden at vide det. Og jeg havde alle de træk, man skulle have for det.

"Jeg forstår det ikke," svarede jeg: "hvad er autisme helt nøjagtigt?"

"Det er en hjernefejl, hvis du vil kalde det for det. Det gør jeg dog ikke. Din hjerne er bare sammen anderledes. Det gør, at du fungerer på en anden måde end normale mennesker. Du kan nogle ting og har nogle talenter, normale mennesker kun kan drømme om at kunne. Men inden jeg sætter dig helt ind i det, vil det nok være en god ide at finde ud af, om det nu også er det."

Hun rejste sig og gik hen til computeren. Hun printede hurtigt nogle papirer ud, som hun kom hen til bordet med. Hun rakte dem til mig.

"Det her er en test, som du skal have udfyldt til næste gang," sagde hun: "den tester for, om du har aspegers syndrom. Det er det kliniske ord for autisme. Og så finder vi ud af det hele. Det skal løse sig. Det lover jeg dig. Jeg er ret sikker på, at det er det."

Jeg kiggede ned på papirerne, som Nadja havde givet mig. Der var omkring hundrede spørgsmål, jeg skulle besvare. Jeg pustede ud. Det var ret meget, men jeg ville gøre det. Selvom det var uoverskueligt, så var det for mit eget bedste. 

-------------------------------

Håber, I kunne lide dagens afsnit! :))

Ihhh, jeg har fødselsdag om kun 2 dage!!! 

Dagens spørgsmål: Har du en guilty pleasure? Hvis ja, hvilken? 

Mit svar: Uf... der må jeg vist erkende, at chokolade er en af dem... det kan spise på alle tider af døgnet, hele tiden. Og man kan aldrig få nok. #Chocoholic xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3