Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 23

Marcus' synsvinkel

Jeg gik hen til hende og lagde hurtigt armene om hende. Jeg kyssede hende i håret. Et par tårer faldt langsomt ned over mine kinder. Jeg kiggede ned på hende. Jeg var virkelig ængstelig. Jeg havde gået rundt som en løve i et bur og ventet på, at hun skulle komme hjem. Hun så ikke selv ud, som om hun havde grædt, men hendes ansigtsudtryk virkede nedtrykt, som var hun i en deprimeret tilstand. Det lignede mit udtryk, når jeg engang i mellem fik for meget af det hele og bare sad i vindueskarmen og kiggede ud.

"Undskyld," hviskede jeg.

"Det er okay, Marcus," svarede hun. Hendes arme lå stadig om mig, og hun trak sig selv ind til mig igen. Hun lagde ansigtet mod mit bryst. Jeg hvilede hovedet oven på hendes og strammede grebet om hende.

"Kan vi ikke gå op på værelset?" spurgte hun: "og snakke?"

Jeg blev overrasket over, at hun selv foreslog det. Hun var meget op og ned i humøret. Inden hun gik, var hun rasende, nu var hun trist og stille. Det var vanskeligt at finde ud af, hvordan jeg ind i mellem skulle gebærde mig. Hvorfor skiftede hendes humør så meget? Hun skiftede fra ked af det, til rasende, til fortvivlet til deprimeret på få sekunder. Hun var som et hav fuld af bølger. Hver bølge var en reaktion, og når de slog mod kanten, blev en ny følelse udløst. Et endeløst kredsløb af skiftende stemninger, der aldrig kunne forudses.

Da vi var kommet op på værelset, satte vi os op i sengen sammen. Jeg tog chancen og satte mig helt tæt på hende. Hun havde ikke sagt et ord til mig, siden vi gik nede fra entréen af. Jeg kiggede ned i hendes skød, hvor hendes eget blik også lå. Hun sad og studerede sine hænder. Jeg rakte ud og lagde min hånd i hendes. Flettede mine fingre ind i hendes. Hun kiggede op på mig, og jeg så tårerne i randene af hendes øjne, men de faldt ikke. På trods af, hvordan jeg fornemmede, hun havde det, havde jeg kun en enkelt gang set tårerne rande fra de skinnende grønne øjne.

"Kan jeg bede om noget papir?" sagde hun: "jeg har brug for noget at skrive på."

"Selvfølgelig," svarede jeg og rejste mig. Jeg fandt en blok og en blyant og tog det med tilbage til sengen. Jeg satte mig lige så tæt på hende som før og betragtede hende, mens hun bladrede hen på en tom side.

"Hvad skal du skrive?"

"Jeg skal bare lige have tømt mine tanker," svarede hun og begyndte at skrive. Hendes hånd bevægede sig over papiret i svungne bogstaver. Hun havde en umådelig flot skrift. Jeg kunne dog ikke læse, hvad hun havde skrevet. Hun dækkede for meget over det.

Da hun endeligt var færdig, sad hun og betragtede sit værk. Jeg lænede mig lidt længere frem, så jeg kunne se bogstaverne, hun havde skrevet. Læste de ord, de dannede.

"Choice"

"Chance"

"Change"

You Must Make A "Choice" To Take A "Chance" Or Your Life Will Never "Change"

"Hvad betyder det?" spurgte jeg stille.

"Det betyder det, der står. At du må tage valg i livet, og at du er nødt til at tage chancer, ellers vil ens liv aldrig forandre sig," svarede hun: "det er en lille reminder til mig selv. At hvis jeg ikke ændrer på nogle ting, så udvikler jeg mig ikke. Jeg vil ikke komme videre."

"Har det noget at gøre med det, der skete, inden du gik?" spurgte jeg.

Hun nikkede. Det havde det tydeligvis. Hun havde virket meget mere rolig, efter hun var kommet tilbage.