Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 19

Læs forfatterbesked i bunden <3

Annabellas synsvinkel

De ord, Marcus havde sagt til mig, troede jeg aldrig nogensinde, der var en dreng, der ville sige til mig. Jeg stirrede bare chokeret på ham, mens jeg prøvede at processere det, jeg lige havde hørt. Om det nu også havde været virkelighed.

"Marcus, er du sød at gøre et eller andet, så jeg ved, at jeg er vågen og ikke drømmer," spurgte jeg: "at jeg lige hørte dig sige det der, virker ikke virkeligt."

Marcus smilede og lænede sig frem. Han placerede et perfekt kys på min hals, og et lille støn undslap mig. Jeg smækkede hurtigt en hånd for min mund, og jeg kiggede på ham med store øjne. Han kiggede mig bare intenst ind i øjnene og gav mig par kys mere på halsen.

"Jeg bliver gerne ved," sagde han og kørte en hånd ned af min ryg.

"Jeg tror, jeg har fundet ud af, at det er virkelighed," svarede jeg.

"Du lyder ellers så dejlig, når du bliver kysset på halsen," smilede han.

Han tog en hånd op til min kind og kærtegnede den, mens han fastholdt en kærlig og intens øjenkontakt. Han lænede sig frem og begyndte blidt at kysse mig på halsen. Jeg gjorde ikke modstand. Jeg lod ham bare gøre det. Det føltes fantastisk. Marcus var den eneste, der nogensinde havde fået lov til at gøre det på mig. Jeg stolede på ham, og jeg var fuldstændigt dødforelsket i ham. Han gav mig følelser, ingen andre nogensinde havde fremkaldt.

Mens han fortsatte med at kysse min hals, vendte han os stille rundt, så han lå oven på mig. Jeg lagde armene om ham og nussede ham stille rundt på kroppen i mens. Han havde kun boxers på, og jeg kunne tydeligt mærke, at han også var vokset for neden. Jeg kunne til sidst ikke holde mine lyde tilbage, og jeg kom med nogle små støn for hvert kys, han placerede på min hals.

Da han stoppede, smilede han sødt ned til mig. Han strøg forsigtigt den ene hånd over min kind. Et lille følsomt kærtegn, der blev efterfulgt af et blidt kys på kinden.

"Jeg troede vitterligt aldrig, der var nogen, der skulle sige sådan til mig," sagde jeg.

"At du lyder dejlig, når du bliver kysset på halsen?" spurgte han.

"Også det," svarede jeg: "men mente nu mere det med, hvordan du så mig."

"Jeg mener det virkeligt," sagde han: "du er nødt til at tro mig!"

"Det har jeg svært ved. Især, fordi det ikke er min opfattelse."

"Nogle gange er ens selvopfattelse ret forvrænget, Annabella," sagde han: "og ikke lig med virkeligheden."

"Måske er der bare flere måder at se virkeligheden på," svarede jeg.

*****

Da vi stod op, tog jeg hans United T-shirt og gik ud på badeværelset for at skifte. Jeg hoppede bare i et par sorte jeans til. Så det så afslappet ud. Der var ikke nogen grund til at stadse sig selv op, når Marcus alligevel foretrak mig, som jeg var skabt fra naturens side.

Da jeg kom ind på hans værelse igen, stod også han i sin United T-shirt. Hans ansigt lyst op i et kæmpe smil. Et af den slags, man kun smiler, når man er så glad, at man ville eksplodere, hvis man holdt det inde. Det var så sødt, at han blev så glad over, at jeg gik rundt i en af hans fodboldtrøjer, og at vi lignede hinanden.

Han tog min hånd og trak mig med ned i køkkenet, hvor Martinus sad glad ved bordet og snakkede med deres mor og far om et eller andet, jeg ikke havde opfanget emnet på. Da vi stod foran dem, brød Martinus ud i grin.

"Det er simpelthen løgn," sagde han: "I har de samme trøjer på!"

"Ja, jeg er jo nødt til at have noget støtte, når du ikke kan finde ud af at støtte det bedste fodboldhold."

"United er lort!" svarede Martinus: "Chelsea er det eneste rigtige hold."

"Jeg tror nok lige, det er omvendt!" sagde Marcus ophidset. Han strammede grebet om min hånd, og jeg vidste ikke, om det var nu, jeg skulle træde ind og forsvare United, som jeg ikke anede en disse om.

"Er det ikke også rigtigt?" sagde han og vendte blikket bedende mod mig: "at United er de bedste?"

"Jo, selvfølgelig er de det," smilede jeg, og Marcus kiggede tilfreds over på Martinus.

"Blærerøv," svarede Martinus tilbage og gav Marcus et fornærmet blik. Men han kunne ikke holde masken ret længe og endte med at bryde ud i grin igen.

"Hvad griner du af?" spurgte Marcus, mens han fik sat mig ned på en stol ved siden af sig. Han gav modvilligt slip på min hånd, men vi var jo nødt til at på ene eller anden måde at få noget mad indenbords, og jeg kunne altså ikke smøre smør på en bolle med kun en ledig hånd.

"Det er seriøst bare sjovt, at I ligner hinanden," fortsatte Martinus.

Kunne han ikke bare lade det ligge? Han behøvede vel ikke tvære mere rundt i, at Marcus og jeg havde den samme trøje på. Det havde været Marcus ønske, og jeg syntes egentligt, det var ret sødt. Marcus svarede heller ikke på det, han snakkede til mig i stedet, og så holdt Martinus til sidst op med at prikke mere til det. 

-------------------

Før det første... Undskyld, at jeg de seneste dage har været ret inaktiv, men jeg er ved at flytte, og har fået afskåret min forbindelse til min computer indtil nu, så det har ikke været muligt for mig at poste noget, da alle afsnit ligger på den <3

For det andet. Så har I sikkert set, at der er Danish Fiction Awards (jeg skrev også om det under infoen til Second Chance 2 forleden dag). 

Det ville betyde rigtigt meget, hvis I ville gå ind og nominere Second Chance til Danish Fiction Awards. Så det håber jeg da rigtigt meget, at I vil gøre. 

Især kategorierne Bedste Fanfiction og Bedste aktivitet ville betyde meget for mig personligt, men I bestemmer selvfølgelig selv <3

Håber, I har lyst til at støtte det, og vil give SC en stemme til DFA. 

I kan selvfølgelig også nominere mine andre bøger, hvis I skulle have lyst til det ;) 

Dagens spørgsmål: Hvilken del af Danmark kommer I fra?

Glem ikke at stemme og kommentere... eller DFA! <3

- Mathilde <3