Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 2

Annabellas synsvinkel

At bo i Oslo var fint nok. Jeg havde aldrig kendt andet i de sytten år, jeg havde levet. Faktisk havde jeg aldrig været uden for Oslo overhovedet – ikke engang på ferie. Mine forældre var ikke rige og havde dermed ikke midlerne til, at vi bare lige kunne rejse på skiferie, hvis det var det, vi ville. Det gjorde mig en smule trist. Jeg havde altid ønsket at se mere af verden, måske bare mere af mit land. Men ikke engang andre dele af Norge, havde jeg set.

Ej, nok med det her depri-shit. Det var nok, at jeg havde mine depri-moments indimellem. Jeg behøvede ikke tænke sådan, når det ikke var nødvendigt. Men på den anden side, mit liv var ret deprimerende indimellem. Jeg gik på den her klinik, der skulle afklare, hvad der var "galt" med mig. For jeg vidste godt, noget var galt. Det var jo ikke normalt, at man pillede sig til blods. Og at ens arme lignede noget fra Frankenstein.

At være, som jeg var, gav mig en del udfordringer i min hverdag – især dem, som folk ikke kunne se. Jeg var utroligt socialt akavet, hvilket afspejlede sig tydeligt i mit hoved, når jeg bare var i skole. Jeg følte ikke rigtigt, jeg passede ind med nogen i klassen. Jeg var da sammen med pigerne, men det, de snakkede om, kunne jeg slet ikke forholde mig til, selvom det var typisk gymnasiesnak. Drenge, sex, fester – men jeg var nok bare et andet sted i livet end dem.

Vi havde gruppearbejde som det første i dag, da jeg mødte i skole... puha... ikke lige min ting. Heldigvis blev jeg sat sammen med den eneste af drengene, som jeg faktisk snakkede med. Jeg havde været nødt til at tage en T-shirt på i dag, ellers ville jeg få hedeslag, så mine arme var ret blottede, og da jeg tog jakken af, følte jeg, hvordan folk betragtede mig med deres dømmende blikke.

Jeg var lykkelig, da Emil kom hen og hentede mig, så vi kunne gå ud på gangen og lave det, vi skulle.

"Wow, dine arme ser altså ret... voldsomme ud," sagde han i en pæn tone. Han vidste godt, som den eneste, hvad der lidt foregik. Mentalt tog jeg mig dog til hovedet. Hvorfor kunne folk ikke bare lade den del af mig ligge... ikke kommentere på det – det gør ondt indeni, fordi jeg ikke kunne lade være.

"Hvorfor spørger folk mig hele tiden om det?" hviskede jeg.

"Hvad mener du?" spurgte han og lagde en arm om min skulder.

"Jeg føler bare, at folk hele tiden kigger på mine arme – så fremartet er det vel heller ikke. Der er da mange, der gør sådan... bare kig på gaden."

"De fleste mennesker ligger nok bare ikke mærke til det i al almindelighed. Skin picking er jo ikke rigtigt noget, man snakker om hen over en kop kaffe."

"Du har ret... det er lige før, det er mere skamfuldt end al mulig anden form for selvskade..."

"Nej... det er det ikke. Men grunden til, at du føler det, er netop, fordi folk aldrig snakker om det."

"Jeg føler bare, folk kigger dømmende på mig. Som om jeg er en maniac."

Jeg pillede ved min negl – tjekkede at min neglelak stadig var intakt.

"Det gør de altså ikke. Det er noget, du føler," sagde Emil blidt: "plus... folk er bare uvidende omkring det."

"Men Emil, hvem ville nogensinde date en pige, der så ud som mig?"

Det var faktisk en af mine største barrikader. Tænk, hvis jeg aldrig fandt en fyr, der ville kunne acceptere det, jeg har udsat mig selv for gennem så lang tid? Jeg havde svært nok ved at acceptere det selv.

"Det er der da mange fyre, der ville!" sagde han: "hold op med at rakke ned på dig selv. Du er mindst lige så god som alle andre – hvis ikke bedre!"

Jeg vidste, jeg skulle stoppe den her. Emil var altid så sød mod mig. Sørgede altid for, at jeg ikke skulle have det skidt med mig selv. Men det var ikke noget, man bare lige kunne ændre på. Jeg sad og overvejede, om jeg skulle gå ned og få købt det løbetøj i dag... eller i morgen. Det måtte jeg lige finde ud af – men jeg skulle i hvert fald helt sikkert hjem og bare putte mig ned under min dyne og bare føle mig deprimeret... det havde jeg brug for i dag. 

---------------------------

Det var så det andet kapitel. Håber, I kunne lide det!

Glem ikke at stemme og kommentere. Det ville gøre mig så utroligt glad :))

Synes I, vi skal have et "dagens spørgsmål" i hvert kapitel? Skriv i kommentaren <3

- Mathilde <3