Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 5

Annabellas synsvinkel

Jeg var på vej ind til den psykiatriske klinik, som jeg efterhånden havde været tilknyttet til et stykke tid. De havde haft en masse ideer om, hvad der kunne være galt med mig. Det lød så hårdt at få af vide, at der var noget galt med en. Hvor meget folk ville dømme en, hvis de fandt ud af, man havde haft foden inden for en psykiatrisk klinik. Hvor meget afstand folk ville tage til en – miste de få venner, man faktisk havde.

Da jeg kom op til døren, tog jeg fat i håndtaget, men jeg gik ikke ind. I stedet lukkede jeg øjnene og tog et par dybe indåndinger. Jeg var bange. Virkelig meget. Tænk nu, hvis de gav mig en eller anden sindssyg diagnose? Jeg havde intet mod folk, der havde diagnoser – jeg havde bare også set de negative konsekvenser af det. Folk, der var blevet mobbet og behandlet som udskud, og jeg havde ikke lyst til at være en af dem.

Jeg åbnede langsomt døren. Den føltes tungere, end den plejede, og jeg måtte lægge alle kræfter i. Vejen op af trappen var lang, og da jeg nåede toppen, værkede det i mine muskler. Jeg satte mig hen i en af stolene i venteværelset. Kvalmen steg i min hals, og minutterne føltes ekstra lange. Til sidst kom hun, min psykolog.

"Hej Annabella," sagde hun og rakte hånden frem. Jeg tog den og gengældte hendes hilsen. Anja var rar nok, men der var noget ved hende, jeg ikke rigtigt brød mig om. Måske var det bare det faktum, at hun var psykolog.

Da vi kom ind i rummet, bad hun mig sætte mig i stolen, og inden længe sad hun placeret over for mig med alle mine papirer i hånden.

"Nå, Annabella. Hvordan har du haft det siden sidst?" spurgte hun.

"Som jeg plejer. Jeg føler mig stadig deprimeret halvdelen af tiden."

"Og du føler slet ikke nogen forbedring, ingen ændringer?"

Jeg rystede på hovedet. For det gjorde jeg virkeligt ikke. Sådan, som jeg havde det, havde jeg haft det længe. Jeg kunne ikke engang huske en tid, hvor jeg ikke bare havde haft en snert af alt dette... jeg kunne ikke engang finde det rigtige ord for det. Det var ikke en rigtig smerte. Jeg havde det bare skidt det meste af tiden, aldrig rigtigt glad. At livet var ret trægt meget af tiden.

"Hvad med din skin picking? Har du prøvet lade være med det?"

I stedet for at svare hende, viste jeg hende min arm.

"Hm," svarede hun: "du har pillet en del siden sidst."

Det stak i hele min krop, da hun sagde det, og en indre smerte bredte sig. Selvfølgelig havde jeg pillet en del siden sidst. Det var jo ikke noget, man bare kunne holde op med. Det var en afhængighed. Allerede efter den sætning kunne jeg lide hende en anelse mindre.

Hun rømmede sig.

"Du skulle udfylde et skema til mig," svarede hun, og jeg fandt det hurtigt frem. Det var et flere siders langt skema med udsagn, som jeg skulle svare ja og nej til. Det skema skulle så vise, om jeg havde en personlighedsforstyrrelse eller ej – og hvilken en, det var. Anja begyndte at gennemgå skemaet og spurgte ind til nogle forskellige punkter på det. Jeg følte, det var en ret ubrugbar samtale og kunne ærligt ikke helt se, hvordan man kunne stille en diagnose ud fra sådan et skema... kunne de ikke ret hurtigt tage fejl? Det var jo ikke ligefrem en gennemgribende undersøgelse.

"Har du hørt om det, der hedder borderline?" spurgte Anja pludseligt og så alvorligt på mig.

Og der gik min verden i stå... borderline?

"Hvad... hvad er... borderline?" stammede jeg. Min stemme var begyndt at blive grødet. Jeg kunne mærke, at tårerne ville falde det øjeblik, jeg satte min fod uden for dette lokale... måske endda før.

"Det er en lidelse, hvor man er meget ustabil i sit humør. Ens selvopfattelse er utroligt usikker, og det kan man jo kun sige om dig. Din skin picking sætter dig også i båsen for selvskade. Din tendens til at være manudepressiv," sagde hun, og mit blik faldt bare ned på gulvet. Jeg kæmpede virkeligt med at holde tårerne tilbage.

"Hvad er behandlingen for det?" spurgte jeg anstrengt. Jeg vidste godt, at man normalt sagde, at inde hos en psykolog var det i orden at græde og være ked af det. Men jeg kunne ikke. Det var ikke et sted, jeg følte mig komfortabel nok til at være synligt ked af det. Det ville jeg helst vente med, til jeg var alene.

"Du skal gå i gruppeterapi og til enkelt samtaler flere gange om ugen," svarede hun: "det er et meget intensivt forløb, og du skal regne med, at behandlingen varer i et halvandet til to år."

Jeg kiggede fortabt på hende. To år! Skulle jeg gå på den her klinik og føle mig syg, hvilket jeg vel egentligt også var, de næste to år?

Anja og jeg snakkede lidt om behandlingen, og hun fortalte, at der var mindst et års ventetid. Fantastisk... så ville der gå hele TRE år, før jeg bare kunne regne med at få et nogenlunde okay liv... Jeg blev skrevet op på ventelisten til det med det samme, og så havde jeg ufatteligt travlt med at komme ud af døren og væk fra Anja og alle hendes diagnose-papirer og lommetørklæder.

Det første, jeg gjorde, da jeg kom ud af rummet, var selvfølgelig at google borderline. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg fandt ud af, at den diagnose var skyld i en del af de folk, der begik selvmord. Selvmord... Vent hvad? De havde givet mig en selvmordsdiagnose? Hvordan kunne det her lade sig gøre? Jeg forstod intet af det her. Var jeg nu i båsen for at være selvmordskandidat?

Jeg følte mig helt ødelagt indeni efter denne erklæring. Jeg havde bare lyst til at tage hjem og gemme mig under min dyne. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde lovet at mødes med Marcus... og jeg ville ligne noget, der var løgn lige om lidt. Tårerne flød allerede ned af mine kinder og ødelagde min makeup.

Da jeg kom ud i venteværelset, så jeg ham. Marcus Gunnarsen.

Et øjeblik overvejede jeg at stikke af, men inden jeg nåede det, havde han fået øje på mig. 

----------------------------------

Et lidt mere alvorligt kapitel, men jeg synes, det er vigtigt at tage op! Det er ikke noget, man snakker specielt meget om - og psykologsamtaler og diagnoser burde ikke være et tabu! :)

Hvad synes I om bogen indtil videre? <3

Skriv i kommentaren, og glem ikke at stemme ;)

- Mathilde <3