Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 14

Annabellas synsvinkel

Jeg sad på Starbucks alene. Totalt fordybet i mine tanker. Jeg var fuldstændigt i vildrede med mig selv. Jeg var nu helt sikker. Jeg var mega vild med Marcus, og inderst inde ville jeg så gerne op og besøge ham i hans hjemby. Men jeg havde samtidigt en indre blokade mod det. Jo mere han lærte mig at kende, des mere ville han vide om mig. Det gjorde mig virkeligt bange. Der var ting, han bestemt ikke skulle vide om mig.

Han var taget hjem for et par dage siden, og jeg havde virkeligt dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde givet ham et svar på det med at besøge ham endnu. Jeg kunne lide ham, og han havde inviteret mig hjem til sig. Hvad var mit problem?

Problemet var, at jeg var bange for, at han skulle lære mig at kende. Selvom han sagde, at han ikke var bange for mit ydre, så kendte han stadig ikke mine hemmeligheder. Hvad nu, hvis han blev totalt frastødt, når han fandt ud af, at jeg ikke bare havde pillet mig til blods på armene... men også andre steder på kroppen? Eller at han ville tro, at jeg var mega syg i hovedet, hvis han fandt ud af, at jeg havde borderline?

Jeg overtænkte, og jeg overtænkte. Tankerne blev ved med at kræse rundt i mit hoved som en karrusel og gjorde mig helt svimmel. Jeg tog en tår af min chokolade-frappuccino. Prøvede at få den hjertebanken ned, der var opstået på grund af mine tanker. Jeg tømte resten af frappucinoen uden at lægge mærke til det. Jeg var bare så frustreret.

Jeg kiggede lidt rundt i lokalet og betragtede folk. Jeg elskede faktisk at betragte andre mennesker og se, hvad de foretog sig, og hvordan de opførte sig. Jeg fik øje på en ret høj pige med skulderkort valnøddebrunt hår. Hun havde en babylyserød striktrøje på, der havde en snært af grå i sig og et par sorte culottebukser. Jeg fik øjenkontakt med hende, og jeg kiggede hurtigt væk. Hun begyndte at gå mod den retning af cafeen, jeg sad i. Hendes grønbrune øjne var ret store og prydede det i forvejen smukke ansigt. Hun havde ret lange ben, mens armene var forholdsvis tynde. Hendes gang var lidt atypisk. Hendes overkrop faldt en anelse til højre, når hun trådte med benet til samme side. Jeg kom måske til at stirre lidt for meget, og hun stoppede op foran mig. Jeg følte, hvordan min krop panikkede helt. Jeg havde gjort et eller andet forkert. Jeg kunne mærke det. Jeg havde stirret for meget.

"Ja, jeg går lidt sjovt," sagde hun: "mit ene ben er lidt kortere end det andet. Så lange gåture er ikke lige min ting."

"Undskyld," svarede jeg: "det var ikke for at være ubehøvlet, at jeg kiggede på dig. Du er bare virkeligt smuk."

"Mange tak," svarede pigen: "men så smuk er jeg da heller ikke. Du er til gengæld virkeligt smuk selv."

Jeg rystede på hovedet. Jeg havde aldrig fundet mig selv smuk eller tiltrækkende på nogen måde. Det var derfor, jeg ikke troede på, når Marcus sagde, jeg var smuk. Måske mente han det heller ikke. Han sagde det måske bare, så jeg skulle have det bedre med mig selv. Men i givet fald... hvis han nu mente det, hvad var det så, han fandt smukt ved mig? For jeg kunne virkeligt ikke selv se det.

Jeg sukkede... min overtænkning var virkeligt slem for tiden.

"Nej, jeg er ikke," svarede jeg stille. Jeg vendte hovedet væk. Det sved i mine øjne, og jeg havde lyst til at græde. Jeg kunne bare ikke, og slet ikke offentligt. Der gik ikke mere end nogle få sekunder, før pigen havde sat sig ned ved siden af mig.

"Du ser ud, som om du ikke har det så godt," sagde hun og kiggede alvorligt på mig: "er det noget, du har lyst til at tale om?"

"Jeg har det faktisk slet ikke godt, men det er meget personligt," svarede jeg: "at fortælle sådanne ting til fremmede, synes jeg, er svært. Jeg ved jo ikke engang, hvad du hedder."

"Mit navn er Laura," sagde pigen: "og du hedder?"

"Annabella."

"Det var da et smukt navn."

"Det er Laura da også," sagde jeg, og hun trak på smilebåndet.

"Hvorfor sidder du egentligt her?" spurgte hun: "helt alene?"

"Fordi jeg havde brug for at tænke en masse ting igennem," svarede jeg: "der er nogle faktorer i min hverdag, der desværre ikke er helt kompatible, og det går mig på."

"Vil du fortælle mig, hvad det er?"

"Tro mig, du har ikke lyst til at blive involveret i mine problemer," svarede jeg: "de er alt for komplekse."

"Det gør ikke noget. Jeg skal nok være der for dig," svarede hun og lagde en hånd på min skulder, så jeg vidste, hun mente hvert et ord.

"Hvad med, at vi bestiller noget at drikke, inden vi snakker," spurgte jeg: "jeg har lidt nerver på. Jeg plejer at holde mine problemer så meget for mig selv som muligt."

"Selvfølgelig," svarede Laura, mens hun fandt en elastik frem og satte sit hår op i en lav knold i nakken. Jeg bestilte endnu en frappucino, men med caramel denne gang. Da vi havde fået vores drikkelse, satte vi os tilbage i det hjørne, jeg havde siddet i før.

"Er du sikker på, at det er okay?" spurgte jeg: "at du bruger så meget tid på mig? Jeg mener, kom du herind, fordi du skulle være sammen med nogen? For jeg vil helst ikke forstyrre dig. Slet ikke med mine problemer."

"Rolig, Annabella. Du forstyrrer slet ikke. Jeg spurgte dig selv," sagde Laura: "og jeg kom egentligt bare herind, fordi jeg ville have noget at drikke. Jeg vil gerne hjælpe dig."

Jeg nikkede. Jeg var nødt til at sikre mig, at det nu også var i orden. Jeg var virkeligt ikke god til at aflæse kropssprog, så hvis jeg gik over folks grænse, var det ikke altid, jeg kunne se, hvis de ikke gad høre på mig mere. Jeg håbede bare på, at folk ville sige til, hvis det hele blev for meget. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg begyndte. Det her ville blive rigtigt svært at snakke om. En grænse, jeg ikke troede, jeg nogensinde ville bryde. Slet ikke over for en person, jeg kun lige havde mødt. Men der var noget over Laura, der gjorde, at det hele virkede okay. Hun gav mig tryghed, og jeg følte mig, som om det hele nok skulle gå. At hun faktisk ville hjælpe mig, så godt hun kunne, hvis jeg bare turde fortælle hende, hvad der gik mig på.

"Jeg har den her dreng, jeg godt kan lide," begyndte jeg: "men han er kendt. Han bliver ved med at sige, jeg er smuk og er alt for kærlig rundt om mig, men jeg har det ikke sådan rigtigt godt med det. Jeg føler ikke, jeg er god nok til ham."

---------------------------

Tusind tak for de 2k!!!

Elsker jer!!! <3

Dagens spørgsmål: hvis du kunne rejse et sted hen lige nu, hvor skulle det så være?

Rigtig god weekend til jer!

- Mathilde <3