Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 13

Marcus' synsvinkel

Vi rendte rundt i forretninger i flere timer. Jeg kunne godt fornemme på hende, at hun var lidt skeptisk over, at jeg brugte så mange penge på hende. Men jeg gjorde det med glæde. At forkæle hende gav mig en god følelse indeni. Jeg gjorde noget, der gjorde hende glad, og det var vigtigt for mig. Den pige skulle ikke være trist og fortvivlet med tårer rindende ned af kinderne. Hun skulle være glad, lykkelig og vise sit kønne smil til hele verden.

Hun virkede glad i mit selskab. Hun smilede det meste af tiden. Jeg håbede i hvert fald, det var mig, der gjorde hende glad. Hun gjorde i hvert fald mig glad.

"Tusind tak, Marcus," sagde hun: "for alle de fine ting. Det er alt for meget."

"Nej, slet ikke," svarede jeg: "du fortjener det."

"Der er aldrig nogen dreng, der har forkælet mig så meget."

"Aldrig?" spurgte jeg overrasket.

"Nej, aldrig. Jeg får normalt ikke rigtigt opmærksomhed fra drenge," sagde hun: "eller jeg har mange drengevenner tilbage fra den kampsport, jeg gik til. Men jeg får aldrig sådan opmærksomhed, sådan... ved du, hvad jeg mener?"

Hun kiggede usikkert på mig. Jeg vidste præcis, hvad hun mente. Hun havde aldrig fået opmærksomhed, der havde været andet end venskab fra en dreng. Det forstod jeg slet ikke. Hun var jo en skøn pige.

"Jeg ved godt, hvad du mener," sagde jeg: "men jeg forstår det bare ikke. Du er en skøn pige. Du burde da få masser af opmærksomhed."

"Der er mange, der ikke kan se gennem det ydre, Marcus," sagde hun: "de er bange for det og tager afstand i stedet."

"Jeg er ikke bange," svarede jeg: "og hvor er det synd, at folk ikke ser dig for den, du virkeligt er. Du er smuk. Ikke kun uden på, men også indeni."

"Er du nu helt sikker på det?"

"Ja, det er jeg faktisk."

Hun rystede smilende på hovedet af mig. Hun havde virkeligt ikke nemt ved de komplimenter, men jeg ville blive ved med dem, indtil hun forstod, at de var sande. Jeg ville overbevise hende om, at hun fortjente lige så meget som alle andre. Jeg havde en fornemmelse af, at hun så ret meget ned på sig selv. Jeg havde ikke fået det bekræftet helt endnu, der havde bare været små tegn, der antydede det.

"Skal vi gå i biografen?" spurgte jeg: "har du lyst til det?"

"Det vil jeg rigtigt gerne," svarede hun.

Jeg smilede til hende og tog hendes hånd, og sammen satte vi kursen mod biografen. Da vi var nået derhen, stod vi og nærstuderede udvalget af film.

"Marcus, nu har du jo givet mig en hel masse fine ting," sagde hun: "må jeg ikke nok have lov til at betale biografbilletterne? Så jeg også føler, at jeg har givet dig noget?"

Jeg smilede. Det var sødt, at hun gik så meget op i, at hun gerne ville give mig noget også. Mange piger ville bare have taget imod, at jeg havde betalt alle udgifter, men ikke Annabella. Hun havde faktisk ligefrem dårlig samvittighed over, at jeg gav hende alt det, hun ikke selv havde råd til at købe.

"Jo, du må gerne betale billetterne," svarede jeg.

Hun gav mig jordens største smil. Jeg havde vist lige reddet hendes dag. Det sjove var, at hun ikke vidste, at hun allerede gav mig noget ved bare at være sammen med mig. Jeg følte virkeligt, at hun så mig for den person, jeg var, og ikke en eller anden kendt popstjerne.

Vi blev enige om en eller anden kærlighedsfilm. Jeg var jo ret romantisk anlagt. Det kunne jeg ikke løbe fra, og at se en romantik film sammen med den pige, jeg var så glad for, det ville være perfekt. Da vi kom ind i biografen, var der til vores held næsten ikke nogen mennesker. Vi fik hurtigt sat os, og jeg flettede hurtigt mine fingre ind i hendes, og efter hvad der føltes som nogle få minutter, lagde jeg i stedet armen om hende og trak hende ind til mig. Hun lagde armene om livet på mig og puttede sig ind til mig.

"Annabella?" spurgte jeg: "kunne du ikke komme op og besøge mig?"

"Oppe i Trofors? Sådan privat?"

"Ja, det kunne jeg virkeligt godt tænke mig."

"Jeg skal lige tænke lidt over det," svarede hun: "er det i orden?"

"Selvfølgelig."

Gik jeg for hurtigt frem? Hun virkede en anelse nervøs over, at jeg havde spurgt hende om at komme hjem til mig. Jeg ville gerne præsentere hende for min familie. Min mor ville elske hende.

"Jeg prøver ikke at presse dig," sagde jeg hurtigt: "hvis du ikke har lyst, er det helt i orden."

"Nej, det er ikke det. Jeg gør normalt bare ikke sådan noget," sagde hun: "altså, tager langt væk hjemmefra og overnatter. Jeg kan godt lide at have muligheden for at tage hjem, hvis tingene bliver for meget."

Mens filmen kørte, sad vi bare og puttede. Jeg kyssede hende i håret og nussede hende stille. Det var virkeligt dejligt.

"Annabella, der er noget, jeg er nødt til at vide," hviskede jeg.

"Ja, jeg lytter," sagde hun og kiggede smilende op på mig.

"Hvad synes du egentligt om mig?" spurgte jeg: "hvordan ser du mig?"

"Jeg ser dig som Marcus Gunnarsen," svarede hun: "ikke en kendt popstjerne, men sådan, som du er privat, når alle kameraerne er slukkede, og du er hjemme i dine vante omgivelser, og... jeg synes, du er den sødeste dreng, jeg nogensinde har mødt. Jeg føler, du behandler mig som en prinsesse, og det ved jeg egentligt ikke, om jeg fortjener."

"Du er en prinsesse, og prinsesser skal forkæles," svarede jeg: "du fortjener alt, Annabella. Jeg føler mig virkeligt tilpas i dit selskab. Jeg føler ikke, jeg skal leve op til noget. Jeg kan bare være mig, og sådan har jeg det sjældent."

"Du havde altså ikke behøvet at købe alle de ting til mig," sagde hun: "bare det at være sammen med dig er nok for mig."

"Jeg ved godt, jeg ikke havde behøvet det, men du fortjente det. Du er den smukkeste, sødeste og dejligste pige, jeg nogensinde har mødt," sagde jeg og kiggede hende dybt i øjnene. Der bredte sig et smil over hendes læber. Hendes øjne strålede i lyset fra den store skærm. Hun tog hånden op og nussede stille min kind, inden hun placerede et blidt varmt kys på den.

"Tak, søde Mac," hviskede hun, og jeg trak hende tættere ind til mig. Kyssede begge hendes kinder og hendes pande. Jeg satte virkeligt pris på, at den her biograf var ret tom, ellers kunne vi ikke have siddet og nusset og hvisket lige så meget. Vi behøvede ikke at tænke på, at nogen så os. Jeg følte mig så fri sammen med hende. 

-----------------------------------

Ja, hvem ville dig ikke gerne have en Mac... ;))

Jeg ville i hvert fald gerne have en xD

Dagens spørgsmål: Hvilket stykke slik minder mest om dig?

Glem ikke at kommentere og stemme! <3

- Mathilde <3