Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 53

Annabellas synsvinkel

Jeg sad atter i det stille venteværelse på den psykiatriske klinik. Lige nu hjalp mit nye udseende mig ikke. Selvom jeg udadtil lignede en ny person, følte jeg mig dog ikke forandret inden i. Det havde ikke givet mig mere selvtillid eller fjernet mine problemer, at jeg havde ændret det ydre.

Jeg vidste godt, at mit nyfarvede hår ikke ville ændre mine grundsten. Selvom jeg måske havde håbet på det. Men det gjorde man jo altid, når man havde det skidt. At jeg, mens jeg sov, fik fjernet alle mine problemer og blev normal. Det var selvfølgelig ikke muligt.

Inden jeg så mig om, sad jeg i stolen over for Anja. Jeg havde ikke lyst til at sidde her. Overhovedet. Så alt var, som det plejede at være.

"Annabella," sagde hun, da hun havde sat sig i stolen: "du ser meget hængt ud. Er der noget galt?"

"Jeg har det bare ikke specielt godt," svarede jeg: "alt det her med fejl i diagnosen har kørt mig helt ud på et sidespor."

"Det forstår jeg også godt," svarede Anja. Men jeg vidste godt, det var løgn. Hun anede ikke en skid. Det havde hun aldrig gjort. Med nogen af sine patienter.

"Det tror jeg egentligt ikke, du gør," svarede jeg sammenbidt. Det var første gang, jeg nogensinde havde sagt nogen imod. Jeg var træt af, at de altid pakkede det ind i forstående begreber, uden at have deres ord i noget. Det var bare tomsnak det meste af tiden.

"Hvad mener du med det?" spurgte hun.

"Jeg tror ikke, du er klar over, hvad det gør ved et menneske, at I ikke kan finde ud af at stille en diagnose rigtigt. Hvordan det tærer på en indvendigt. Anja, det æder mig op. Jeg ved snart ikke, hvem jeg er mere. Min verden bliver mere og mere grå for hver dag. På et tidspunkt vil den blive sort. Jeg vil blive ligeglad med alting. Og så vil jeg måske tage skridtet videre, hvis ikke der er nogen, som gør noget."

Anja sagde ingenting. Hun stirrede bare på mig. Til sidst rejste hun sig og gik langsomt hen til sit skrivebord. Hun rev en lap papir af en blok, skrev hurtigt noget ned på den og kom hen og stak mig den i hånden, inden hun atter satte sig ned foran mig.

"Her har du nummeret på psykiatrisk skadestue," sagde Anja: "hvis du får brug for det, kan du ringe derud. Det er til akutte situationer - hvis du nu får en trang til ting som selvmord eller ekstrem selvskade."

Jeg nikkede bare. Som om jeg nogensinde ville benytte det nummer. Hvordan kunne hun overhovedet tro det? Jeg vidste godt så meget, at hvis jeg virkeligt ville tage mit eget liv, så var det sidste, jeg ønskede, at gøre folk opmærksomme på det. Det var helst noget, man skulle holde lav profil med, ellers ville det ikke lykkedes.

Nu havde jeg for første gang åbnet munden. Talt fra hjertet. Men jeg havde ingen hjælp fået. Ikke andet end et åndssvagt nummer, jeg selv skulle ringe til. Hvordan kunne en psykolog bare stikke mig en lap papir med et nummer på? Det var da uprofessionelt på alle tænkelige planer. Når man var så langt ude, som jeg var, ville man ikke skænke den papirlap med de otte cifre på en eneste tanke, hvis man havde besluttet sig for at tage hoppet. Det var andre i ens næromgang, der skulle gøre det for en. Hjælpe en. Nu havde jeg prøvet, men ingenting hjalp. Måske var det bare mit kald. At jeg skulle tage mit eget liv. Alting pegede imod det.

Marcus strejfede hurtigt mine tanker. Hvad ville han have sagt til mig? Lige nu. Hvis jeg havde fortalt ham dette?

Rolig skat. Jeg er her for dig. Der sker ikke noget, så lang tid vi holder sammen. Tag min hånd. Kom ned og læg dig hos mig. Lad mig elske dig. Kærtegne dig. Til du glemmer alle de dårlige ting, og det eneste, du ser, er os to og en lys fremtid sammen.

Jeg havde uendeligt meget brug for, at han havde sagt de ord til mig lige nu. Holdt om mig. Kysset mig. Men jeg kunne ikke kontakte ham. Jeg havde knust hans hjerte. Og jeg ville knuse det endnu mere, hvis jeg fortalte ham dette. Nej. Jeg måtte klare det her alene. Det vidste jeg godt.

Alligevel var alt, hvad jeg kunne tænke på, da jeg tog hjem, Marcus' smukke brune øjne og vidunderlige smil. Jeg savnede ham. Elskede ham. Men jeg vidste også godt, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at se dette fantastiske menneske igen.

---------------------------------

Nåhdada... tror I, hun tager sit eget liv?

Eller vil hun finde en anden løsning?

Hvad ville Marcus sige, hvis han fandt ud af, hun var død?

Husk, at Another Chance vil blive udgivet senere i dag!

Håber, I vil tjekke den ud!

Dagens spørgsmål: Skal du have påskeæg i år? Og bliver de stadig gemt, så du skal finde dem?

Mit svar: Jeg skal da have påskeæg! Elsker at gå rundt og lede efter dem - så lang tid at hvert lille æg ikke bliver gemt enkeltvis... det har min mor gjort et par gange. Det tog mig en og en halv time at finde dem alle xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3