Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 48

Maraton 1/3

Marcus' synsvinkel

Hun havde smækket sig inde. Alene. Det gjorde mig nervøs. Jeg var bange for, at hun skulle gøre noget dumt. Hun var tydeligvis ikke et godt sted lige nu mentalt, og hvis hendes irrationelle tanker tog mere over, end de allerede havde gjort, end i diskussion lige før, så var jeg bange for, hvad hun kunne finde på.

Jeg var blevet utroligt ked af de ting, hun havde sagt til mig. Men jeg prøvede også at sige til mig selv, det nok ikke var med vilje, at det var sket. Der var helt sikkert foregået noget ude på den klinik til den samtale i dag, som havde været grundlaget for det. jeg vidste jo godt, hun led af tvangstanker, og at de ind i mellem kunne være ret voldsomme. Jeg mistænkte hendes anklager for at være den slags, men kun hun kunne fortælle mig det med sikkerhed.

Jeg løb neden under. Fandt hendes mor i køkkenet.

"Hej Marcus," smilede hun, men ændrede hurtigt sit udtryk til bekymret, da hun så mit ansigtsudtryk: "er der noget galt?"

"Har I en ekstra nøgle til badeværelset ovenpå?"

"Ja," svarede hun forvirret: "skal du bruge den?"

"Ja, og med det samme," sagde jeg forhastet: "Annabella har smækket sig inde, og jeg er nødt til at komme derind. Hun har det ikke godt, og jeg er bange for, hvad hun foretager sig."

Hendes mor spurgte ikke mere ind til det. Hun fandt bare nøglen, og jeg spurtede hurtigt op af trappen igen. Jeg fandt noget, jeg kunne putte ind gennem låsen og skubbe den anden nøgle ud med. Da den faldt til jorden på den anden side af døren, puttede jeg hurtigt ekstranøglen i låsen og låste op.

Da jeg åbnede døren, mødte der mig et frygteligt syn. Annabella stod ved vasken med ærmet smøget op. Jeg kiggede tavst på hende, mens hun stod med fingrene smurt ind i sit eget blod. Det løb også ned af hendes ene arm. Det var åbenbart en ting, hun gjorde, når hun blev frustreret. Jeg gik hen til hende, tog et stykke vat fra pakken og gjorde det vådt. Uden at sige noget fjernede jeg forsigtigt hendes trøje, så armen, hvor man havde revet hul på sig selv, blev helt blottet. Jeg duppede for vattet mod sårene, så det sugede al blodet op og efter lod nogle små åbne kødsår. Nogle gange havde jeg overvejet, om jeg skule forsøge at rulle hende ind i gazebind. Ville hun så stoppe med at rive hul på sig selv, når hun ikke kunne komme til?

"De har givet mig en forkert diagnose," sagde hun lavt med rystende stemme, inden hun brød sammen. Jeg nåede lige at gribe hende, ellers var hun faldet ned på gulvet med et bump. Jeg satte hende forsigtigt ned på gulvet. Bagefter satte jeg mig ned ved side af hende og trak hende ind til mig. Kyssede hende forsigtigt.

"Det er den rene tortur, Marcus," sagde hun: "selvom det var forfærdeligt at få den første diagnose stillet, så er det værre ikke at vide, hvad der er galt. Jeg var ved at prøve at affinde mig med den første, og nu er alt rippet op igen."

"Er det derfor, du har opført dig så underligt, siden du kom hjem?" spurgte jeg: "var det derfor, du løb?"

Hun nikkede. Derefter lænede hun sig helt ind til mig. Lagde armene om mig hals. Jeg trak hende op på skødet, så jeg kunne kramme hende helt. Hendes krop lå op af min. Hun puttede hovedet ind i min nakke, og hun kyssede mig på halsen.

"Hvor kom alt det fra, du sagde til mig før?" spurgte jeg: "det med, at jeg havde andre på sidelinjen?"

"Det er tanker," svarede hun: "ubehagelige tanker, der bliver ved med at komme tilbage, og som jeg ikke kan stoppe.

"Jeg ville aldrig være dig utro," sagde jeg: "det ved du også godt."

"Ja," svarede hun: "det ved jeg godt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det alligevel. Jeg ser jo ikke mig selv som bedårende dejlig. Jeg ser det grimme, og så måske et par af mine indre talenter. Mit ydre er noget, jeg helst aldrig kigger på, hvis jeg kan undgå det. Mine tanker minder mig konstant om det."

"Det, du sagde, om, hvordan du troede, jeg så på dig," spurgte jeg: "er det sådan, du ser dig selv?"

"At jeg er besværlig og bare misforstår alt? Ja, det er det vel. Det er, hvad jeg tror, alle tænker om mig, når de først kender mit indre. Jeg tror nok bare ikke, jeg forstår, hvad det er, du så gerne vil holde fast i ved mig. Jeg er jo helt ude i torvene over det, der lige er sket. Det må være en ekstrem belastning for dig."

"Jeg må indrømme, at jeg føler nogle gange, det er svært at hjælpe dig," sagde jeg: "jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er blevet nemmere, efter du har fortalt mig tingene, men jeg har tider, hvor jeg virkeligt ikke ved, hvad jeg skal stille op. Lige før var en af de øjeblikke. Du flippede fuldstændigt ud."

"Jeg ved det," svarede hun: "det må du undskylde. Jeg lod den irrationelle del overtage mig. Jeg følte ikke, jeg havde kontrol over noget, og det kan jeg ikke klare. Alt er bare en stor tornado i mit hoved efter den samtale. Jeg tror næsten ikke, jeg ved, hvem jeg selv er mere."

"Du er min kæreste," svarede jeg: "min dejlige kæreste. Du må ikke miste dig selv. Jeg ved godt, at det er svært for dig, men jeg er her for dig. Vi skal nok komme gennem det her. Jeg synes, det er synd for dig, men du har aldrig været en belastning. Nogensinde. Jeg bliver bare ked af det, når du ikke har det godt. Jeg elsker dig. Jeg ønsker, at du skal være glad, og når resten af verden åbenbart ikke mener det, så skal jeg nok få dig til at smile."

Annabella løftede hovedet og kiggede op på mig. Hun tog en hånd op og kørte den gennem mit hår og om i min nakke, hvor hendes blide berøring gav mig kuldegysninger. Hun gav mig et svagt smil, og jeg strøg hende over kinden.

"Må jeg godt give dig et kys?" spurgte jeg forsigtigt, men inden jeg fik et svar, havde hun allerede lagt sine læber mod mine. Jeg besvarede hendes kys lige så hurtigt, som hun var gået ind i det.

Mens vi fortsatte kysset, tog jeg fat om hendes lår og rejste mig op. Jeg bar hende ind på sit værelse og lagde os ned i sengen. Da vi havde kysset og nusset lidt, begyndte vi at snakke igen. Vi gennemgik alt, der var sket. Lige fra, da hun mødte på klinikken i morges til det, der var sket under vores skænderi. Det havde været hendes irrationalitet, der var løbet af med hende. Præcis, som jeg havde mistænkt. Selvom hun stadig havde det skidt over det, hun havde fået af vide, fik vi vores løst. Hvis vi bare havde det godt sammen, kunne vi klare alt, og jeg skulle nok sørge for, at hun kom igennem det afklaringsforløb lige meget hvad. Hun ville klare den. Hun var stærk, og jeg ville støtte hende og hjælpe hende, når hun følte, hun vaklede.

-----------------------------

Det var første kapitel i maratonet!

Der vil i alt komme 3 afsnit ud i løbet af dagen!

Håber, I glæder jer! <3

Dagens spørgsmål: Hvilket fag ville du gøre ALT for at undgå at komme til eksamen i?

Mit svar: Den er svær... jeg plejer bare at gøre det, selvom jeg hader faget. Men, jeg må nok indrømme, at hvis jeg havde trukket idræt, så havde jeg næsten *host host* pjækket fra eksamen xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3