Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 55

Vigtigt! Læs forfatterbesked i bunden! <3

Annabellas synsvinkel

Jeg sad mellem Marcus' ben i min seng, mens han knugede mig ind til sig. Jeg sad med ryggen op af hans mave, og hans fingre var flettet ind i mine. Han strammede grebet om mig yderligere og lagde sit hoved ned på min skulder, helt tæt op af min kind.

"Hvorfor gjorde du det?" spurgte han trist: "hvorfor kom du ikke til mig først?"

"Fordi jeg ikke ville belemre dig med mine problemer. Jeg ville ikke ødelægge din karriere."

"Jeg ville have været der for dig! Jeg elsker dig jo!"

"Men du er kendt Marcus. Du er nødt til at passe på dit omdømme, og der er jeg ikke godt selskab."

"Jeg er kendt..." gentog han og tyggede rigtigt på ordene: "nogle gange ville jeg ønske, jeg ikke var det."

Jeg mærkede noget vådt ramme min skulder, og jeg drejede hovedet for at se på ham. Da jeg mødte hans blik, var hans store flotte brune øjne helt blanke og fulde af tårer, der blev ved med at flyde over og ned over hans kinder.

Jeg slap hans hænder og vendte fronten mod ham. Jeg satte mig på hans skød, et ben på hver side af ham. Mine hænder placerede jeg på hans kinder og prøvede forgæves at tørre dem væk. Men de ved med at flyde.

"Marcus, hvorfor græder du?" spurgte jeg stille: "er det på grund af det, jeg gjorde?"

"Annabella, jeg er så bange for at miste dig," svarede han: "At finde dig i et badekar på den måde, skræmte livet af mig. Jeg er bange for, om det var på grund af mig, at du endte der."

"Ikke direkte, Marcus. Jeg følte bare, jeg blev en for stor belastning for dig, og at det ville være bedre for dig og din karriere, hvis jeg ikke var her," sagde jeg: "og jeg havde fået det rigtigt skidt over alt det med klinikken. Jeg følte, at jeg hev dig med ned i sølet, og det ville jeg ikke risikere."

Marcus' gråd tog til. Tårerne trillede bare ned af hans kinder i en ustoppelig fart. Jeg tog ham ind til mig, og han begravede hovedet i min nakke. Hele hans krop rystede af gråden. Jeg strøg ham over ryggen. Kyssede ham der, hvor jeg kunne komme til.

"Marcus," hviskede jeg: "jeg elsker dig. Det er ikke din skyld, at jeg slog op. Det må du virkeligt ikke tro. Jeg har det ikke godt. Jeg er et meget mørkt sted i mit sind lige nu. Jeg kunne ikke have, hvis jeg gjorde dig ondt, ved at tage mit eget liv. Jeg troede, det var bedre at slå op. Så du ikke skulle være vidne til det, der måske kunne blive min virkelighed."

"Jeg ville ønske, du havde fortalt mig det," hulkede han: "selvfølgelig ville det have gjort mig ked af det. Men jeg havde været der for dig."

"Det ved jeg godt, skat. Jeg var bare så bange for at ødelægge dig med mine problemer."

"Det sjove er," begyndte han: "selvom du har det så skidt og er meget langt nede, tænker du stadig på mig før dig selv."

"Selvfølgelig. Hvis der skete dig noget, ville jeg aldrig tilgive mig selv."

Han rettede sig op. Kiggede på mig. Hans øjne var triste. Kinderne var tilsølet af tårer. Jeg tog hænderne op til hans ansigt og tørrede hans kinder. Han kiggede mig bare dybt i øjnene.

"Annabella," stammede han: "jeg vil bare gerne have, at du skal lide mig for MIG. Ikke, fordi jeg er en kendt popstjerne. Ikke som Marcus fra Marcus og Martinus. Jeg ville ønske, du kunne lide mig for den person, jeg er nedenunder hele denne overflade - bare Marcus Gunnarsen. Ingen smarte titler. Bare for mig."

"Marcus, jeg har aldrig set dig som andet end dig selv. For mig, er du bare Marcus Gunnarsen, og jeg er helt og aldeles dødforelsket i dig. Jeg elsker dig. Kendt eller ej, jeg havde valgt dig uanset hvad. MIN Marcus Gunnarsen, min skat."

"Jeg er kun din Marcus Gunnarsen," svarede han og kyssede mig. Jeg lagde armene om hans nakke, trak mig selv tættere ind til ham. Han tog fat om mig og trykkede mig så tæt ind til sig, at jeg næsten blev kvalt. Men jeg sagde ingenting. Jeg nød faktisk, at han holdt mig så tæt.

"Hvorfor kom du egentligt herhen i første omgang?" spurgte jeg.

"Fordi jeg ikke kunne undvære dig. Det eneste, jeg ønsker, er, at vi er sammen. Jeg elsker dig så meget. Jeg besluttede mig for, at jeg var nødt til at overbevise dig om, at vi to er skabt for hinanden."

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg smilede bare. Han var kommet tilbage, fordi han troede på et 'os'. Og det var jeg glad for, at han gjorde. Han havde ikke givet op på mig. Han troede faktisk på mig som person. Det betød meget for mig.

"Og så havde jeg på fornemmelsen, at der var noget galt," fortsatte han: "du havde været helt underlig, siden du kom hjem fra klinikken den dag, hvor vi skændes. Jeg var allerede der begyndt at blive bange for, at du ville forsøge at gøre det af med dig selv."

"Det hele var bare en stor gang kaos i mit hoved. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. De satte mig i en situation ude på klinikken, jeg ikke kunne tackle. Jeg havde ingen kontrol over noget, og alt inden i mig faldt bare fra hinanden."

"Måske vi skulle vente til i morgen med at tale om det her," sagde Marcus: "især efter det, der lige er sket i dag. Måske, det ville være godt lige at få det lidt på afstand."

"Det har du nok ret i," svarede jeg: "men jeg er godt klar over, vi er nødt til at snakke om det før eller siden. Jeg skal nok love dig denne gang, at jeg ikke holder noget hemmeligt for dig."

"Du skal aldrig holde noget hemmeligt for mig," smilede han: "jeg holder heller ikke noget hemmeligt for dig. Du er den eneste person, udover Martinus, der ved alt om mig."

"Det lover jeg," sagde jeg: "der vil ikke blive holdt flere ting hemmelige for dig."

Han tog min hånd. Flettede sine fingre ind i mine. Han kiggede på vores hænder. Jeg kunne se, han smilede. Da han løftede blikket, gav han mig det sødeste og dejligste smil.

"Annabella Halvorsen Dahl, du er den eneste pige, jeg nogensinde kommer til at elske," sagde han: "vil du ikke nok bare være min kæreste?"

"Marcus Gunnarsen," sagde jeg med et smil over, at vi kaldte hinanden ved vores fulde navne: "selvfølgelig vil jeg det."

---------------------------------

Hej med Jer, elskede mennesker!

Jeg har lige en ting på hjertet...

Jeg kan se, at mine visninger og votes falder på denne historie. Det har jeg desværre lagt mærke til... Og gør mig faktisk lidt ked af det. Er den for kedelig? Sker der ikke nok?

For det vil jeg da meget gerne vide...

Jeg har ikke lyst til at "tigge" om votes. OVERHOVEDET. Men det er bare ret demotiverende at bruge så meget tid på at skrive noget, og så se at ens votes (og visninger) falder. Så kan man som forfatter godt føle, at folk ikke gider ens historie.

Så, jeg håber, I har lyst til at give Still Beautiful lidt mere kærlighed...

For jeg må ærligt indrømme, at med den udvikling, der ind i mellem har været, har jeg været meget demotiveret til at skrive videre og til tider været tæt på at stoppe med at skrive... og det, synes jeg, er ærgerligt... fordi jeg kan godt lide at skrive denne historien...

Det skal ikke lyde som en anklage... men håber, I forstår, hvor frustrerende det er for en forfatter at se visninger og votes osv. gå nedaf, og hvor demotiverende det er :((

Jeg er selvfølgelig glad, virkeligt ultra glad for alle, der stemmer og kommentere, og læser. Tak for at bakke op om bogen! <3

Skriv gerne noget i kommentaren, hvis du har noget, du har lyst til at sige! <3

Glem ikke at stemme :))

- Mathilde <3