Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 45

Annabellas synsvinkel

Jeg skulle mødes med Laura i dag. Jeg glædede mig helt vildt til det. Det var efterhånden længe siden, vi havde mødtes på den café. Der havde bare ikke været tid. Vi havde hver især haft travlt, og vi boede i den modsatte ende af Oslo i forhold til hinanden. Ikke, fordi det på nogen måde var en katastrofe, men afstand besværliggjorde bare altid ting, der føltes simple.

Jeg stod og ventede på bussen. Den var forsinket. Det var bare typisk. Nu ville jeg komme for sent til min og Lauras første aftale. Det føltes virkeligt pinligt, selvom det ikke var min skyld. Jeg var endda taget afsted i rigtig god tid; tidligere end beregnet for at nå det, og alligevel skulle det lige være i dag, at bussen valgte, ikke at komme tiden.

Da jeg endeligt nåede frem, så jeg, hun stod og ventede på mig. Jeg løb hurtigt over vejen fra busstoppestedet. Da hun fik øje på mig, smilede hun stort. Jeg løb lige ind i hendes arme og gav hende et kæmpestort kram.

"Hvor er det godt at se dig," sagde jeg begejstret: "beklager min sene fremkomst. Bussen havde bestemt sig for at være forsinket."

"Det er der jo ikke så meget at gøre ved," grinede hun: "hvor skal vi gå hen?"

"Derind," svarede jeg og pegede mod en stor butik. Jeg elskede at shoppe, men det var kun sjovt, når man var sammen med nogen. Tit købte jeg aldrig noget. Det var bare hyggeligt at gå rundt og prøve tøj og glo på ting, mens man snakkede. Eller kritiserede en eller anden taske, eller grinede af nogle vildt grimme sko, der var åndssvagt dyre.

"Prøv lige at se dem her," grinede jeg, da vi kom ind i forretningen. Det var et par meget farverige sko, der lignede, de havde fået maling ud over sig.

"De er godt nok forfærdelige," svarede hun og tog et andet par sko op, der var lige så slemme. Vi fik lang tid til at gå med bare at grine af ting og prøve noget tøj på. Vi tog med vilje noget af det tøj med ind, vi fandt afskyeligt og prøvede det på. I prøverummene fik vi totalt grineflip over, hvor frygteligt det så ud. Vi lignede en gang cirkusklovne, der skulle til karneval.

Laura var seriøst fantastisk at være sammen med. Men samtidigt følte jeg også noget, der trykkede inde bagved. Ikke noget, der havde med Laura at gøre. Men mig selv. Jeg havde det ikke så godt for tiden. Overhovedet ikke på toppen, selvom Marcus var hjemme hos mig.

Efter samtalen med Håkon havde han været i godt humør igen. Det var, som om han nu endeligt forstod, hvor meget han betød for mig. Alligevel betvivlede jeg hele tiden hans følelser for mig. Hvilket irriterede mig grænseløst. Jeg var stadig bange for, at han kun var sammen med mig, fordi jeg var et sikkert valg, og at han måske havde en eller anden lækker vogue-model af en pige ude på sidelinjen.

Sådan, som jeg så ud, kunne umuligt være tilfredsstillende for ham i længden. Han kunne jo ikke vise mig frem i kortærmede kjoler med bar ryg på en rød løber. Dette kunne også være, han var mig utro, uden at jeg anede noget om det?

Inderst inde vidste jeg godt, at Marcus ikke var den type, der ville gøre sådan noget, men tvivlen nagede mig alligevel. Samtidigt kunne jeg heller ikke lade være med at bekymre mig om, at jeg skulle ud på den psykiatriske klinik dagen efter. Til en enesamtale men Anja, hvilket slet ikke magtede. Men jeg havde heller ikke lyst til hele tiden at smide tingene over på Laura. Vi var sammen i dag for at hygge os. Der var ikke nogen grund til at gøre hende bekymret over noget, der sikkert ikke engang var noget at være nervøs for. Jeg havde bare utroligt svært ved at være i nuet. Det kunne jeg godt mærke. Jeg tænkte hele tiden på fortiden og fremtiden. Min hjerne sprang rundt. Bekymrede sig om ting, jeg hverken kunne ændre eller forudse.

Da vi havde rendt rundt i butikker længe nok, besluttede vi at sætte os ind på en café og få noget at spise. Da vi havde sat os ned og fået bestilt noget mad, snakkede vi bare videre. Munden var ikke stået stille på os, siden vi mødtes.

"Hvordan går det med den der bog, du er ved at skrive?" spurgte jeg: "den om end selvbillede?"

"Det går faktisk ganske godt," svarede hun: "de beskrivelser, du sendte, var helt i top, og det hjalp mig virkeligt videre."

"Er det noget, du vil sende ind til et forlag?"

"Måske," sagde hun: "jeg er ikke sikker endnu. Jeg ved ikke engang, om det er godt nok."

"Har du brug for nogen til at læse det?"

"Ja, jeg ville egentligt spørge dig, men jeg vidste ikke helt, om du kunne overskue det. Jeg ved jo, at du kæmper med dine ting for tiden."

Jeg vidste godt, at hun hentydede til min nedsatte mentale funktion for tiden. Jeg havde fortalt hende lidt om, hvordan jeg havde det, selvom det ikke havde været meningen. Hun havde spurgte mig, og hun var den sidste i verden, jeg nogensinde ville lyve for. Så jeg havde bekendt det hele.

"Jeg kan godt overskue det," svarede jeg: "jeg tror endda, at det måske ville hjælpe en hel del."

"Jamen, så får du lov at læse den, som den eneste, når jeg er færdig," smilede hun.

Derefter snakkede vi lidt om Marcus og mig. Jeg følte, jeg bare sad og smilede fjoget. Det gjorde jeg jo altid, når han blev nævnt. Selvom jeg havde så mange underlige tanker hele tiden, så elskede eg ham jo. Lige meget hvad. Jeg vidste jo godt, det bare var tanker. Det var bare generende, at de fyldte mit hoved

"Jeg har den her dreng, som jeg godt kan lide," begyndte Laura, mens hun prøvede at undertrykke et smil.

"Ja?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Men jeg ved ikke, om han kan lide mig. Og jeg aner ikke, hvordan jeg skal finde ud af det."

"Er han sådan en åben type?"

"Ja, men bare ikke omkring følelser," sagde hun: "man kan tale med ham om alt. Men følelser har han svært ved. Der vender han bare hovedet væk og har røde kinder."

"Så kan han helt sikkert godt lide dig, hvis han gør sådan, når I taler sammen," smilede jeg: "du skal vel bare tilbringe noget tid med ham, så burde det komme af sig selv."

"Tror du det?"

"Ja, det gør jeg."

------------------------------------

WOW! Jeg kan næsten ikke fatte, at Still Beautiful næsten er oppe på 10k!!!

Det er helt ufatteligt! <3

Jeg takker mange gange for det! <3

Og jeg har nu fået mig 95 smukke og dejlige følgere - jeg takker hver og en for, at I har lyst til at følge mig!! :))

Vi er kun 5 følgere fra målet - og så er der en overraskelse.

Kan vi nå det?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3