Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 8

Vær sød at læse forfatterbeskeden i bunden! <3

Annabellas synsvinkel

Da jeg kom ind af hoveddøren og havde lukket den bag mig, lænede jeg mig op af den. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Sommerfuglene kørte rundt i min mave, og jeg kunne slet ikke tænke klart. Han var så sød og dejlig. Jeg kunne slet ikke lade være med at tænke på ham. Hans smil. Hans søde lille knold.

Det undrede mig stadig, at han var så vild efter at se mig igen. Jeg følte mig overhovedet ikke god nok til ham. Men det var jo heller ikke sikkert, han tænkte i romantiske baner. Nu måtte jeg ikke lade mig forblænde af hans venlighed. Måske ville han bare være venner?

Mens jeg tog jakken af, overtænke jeg fuldstændigt alle detaljer om det, der havde passeret mellem mig og Marcus. Jeg analyserede hver en lille detalje. Han havde været utroligt kærlig omkring mig, men måske lagde jeg for meget i det. Måske havde han bare syntes, det havde været synd for mig... haft ondt af mig. Det håbede jeg ikke. Jeg hadede, når folk havde ondt af mig. Jeg kunne ikke lide at blive sidestillet med noget, der var svagt og hjælpeløst. Under min overflade lurede en ganske temperamentsfuld og bestemt person, der sagtens kunne klare sig selv.

"Jamen, hej mulleberg, har du haft en god dag?" spurgte far, da jeg trådte ind i stuen. Jeg smilede til ham. Jeg havde altid været fars pige.

"Ja, den har været fin nok," svarede jeg og trak på skuldrene.

"Det lyder ikke helt overbevisende," sagde han og hævede øjenbrynene.

"Den startede lort, men endte sådan set fantastisk," sagde jeg så opgivende: "jeg har været ude med en dreng."

"Nårh, og hvem var det så? Er det en, jeg kender?"

"Nej... eller jo. Måske," svarede jeg: "du ved, de der to tvillinger ik? Marcus og Martinus..."

"Dem, du er så besat af?"

"Ja, dem. Jeg mødte dem tilfældigt i sportsforretningen i går, da jeg var nede for at købe løbetøj. Marcus inviterede mig så ud... på en slags date."

Det var vel det, det havde været... en date.

"Og hvordan gik daten så?" spurgte far og blinkede til mig. Jeg lyste op i et stort smil og begyndte at småfnise.

"Far, han er så sød! Og fantastisk," svarede jeg: "det var faktisk en rigtig god date, og han har sagt, han gerne vil se mig igen."

"Det er det, jeg har sagt til dig. På et tidspunkt skulle der nok komme en dreng."

"Men jeg ved jo ikke engang, om han kan lide mig endnu..."

"Han ville se dig igen. Han kan godt lide dig."

Jeg håbede inderligt, min far havde ret. Men hvad ville Marcus Gunnarsen dog med en pige som mig? Han havde set, hvordan jeg havde vansiret mine arme, og alligevel havde han inviteret mig ud. Var det, fordi han kunne lide mig... eller var det af ren medlidenhed?

Jeg rystede på hovedet. Prøvede at ryste tankerne væk. Jeg overtænkte alt for meget lige nu. Min far ville gerne høre lidt mere om den date, så jeg satte mig ned i sofaen og fortalte lidt om den.

Henunder aften, da vi sad ved bordet, kunne jeg ikke længere undgå den snak, der havde tynget mig hele dagen. Jeg skulle fortælle mine forældre, hvad psykologen havde sagt.

"Hvordan gik det hos psykologen?" spurgte mor.

"Det gik vel fint," svarede jeg: "hun sagde, jeg havde noget, der hed borderline."

Jeg forklarede kort mine forældre, hvad det var – bare i grundtræk. Jeg kunne ikke huske det hele. Min mor tog sin IPad frem og søgte på det. Jeg skævede over bordet, mens hendes øjne bare fartede hen over skærmen. Ventede tålmodigt på, at hun skulle ytre bare et enkelt ord. Hun viste det også til min far, og de udvekslede et par blikke.

"Hvordan har du det med det?" spurgte mor.

"Ikke specielt godt," svarede jeg: "jeg føler på en måde, at det ikke sådan rigtigt passer på mig. Jeg er jo ikke selvmordstruet. Jeg står ikke nede på stationen hver aften og overvejer at tage hoppet..."

"Så, du tænker, hun måske har misfortolket det?" spurgte far, og jeg nikkede.

"Ja, jeg har ikke lyst til at tage mit eget liv," svarede jeg: "jeg bliver bare så frustreret nogle gange, når tingene ikke fungerer, at jeg tænker, det ville være nemmere. Men jeg har aldrig lyst til det."

Stilheden bredte sig atter omkring spisebordet i køkkenet. Det føltes ikke særligt rart. Selvom det var mine forældre, var stilheden rimelig akavet. De sad tydeligvis begge i dybe tanker.

"Det bedste er nok bare at se tiden an og se, hvad de kan tilbyde dig," svarede mor.

"Og så finder de ud af, om der er noget andet med tiden," svarede far.

"Måske viser det sig, at det er den rigtige diagnose," fortsatte mor: "du ved jo, ligeså vel som os, at ingen mennesker har det på præcis samme måde, selvom de har den samme diagnose. Alle har det på sin egen måde. Man har bare fællestræk."

Jeg nikkede. Jeg vidste godt, vi ikke rigtigt kunne gøre noget ved tingene. Måske havde jeg borderline? Der var jo også forskellige grader... og der var 250 forskellige typer... og alle havde det på sin måde. Puha, det gav jo lige pludseligt uendeligt mange måder at have denne her diagnose på. Nu overtænkte jeg igen... pokkers også. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade være med det... det drev min hjerne til vanvid!

---------------------------------------

HVOR ER DET VILDT! 

DEN HAR HISTORIE HAR  BÅDE RUNDET 1k READS OG 100 VOTES!!!!!!!! 

GRÆDER, SÅ GLAD ER JEG! 

TUSIND TAK FOR DET!!!

Og tak for at støtte mig! Både til jer, der læser med i den her, Still Beautiful. Jer, der læste med i Second Chance og i Snowflakes! Tak for alle stemmerne, de søde kommentarer. 

Jeg vil gerne takke for nogle rigtigt søde og dejlige ord fra jer alle sammen på Second Chance. Jeg har ikke haft mulighed for at svare på dem endnu, men det gør jeg i løbet af de næste par dage <3

Og så ses vi i det nye år, hvor jeg allerede har haft hovedet i blød over en hel del bøger, der skulle komme ud!

Glem ikke at stemme og kommentere - det er gratis, og gør mig utroligt glad <3

Rigtig godt nytår til Jer alle sammen!

- Mathilde <3