Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 25

Annabellas synsvinkel

"Hvordan har din weekend hos Marcus været?" spurgte far, da han hentede mig i lufthavnen i Oslo. Det var sent. Meget sent. Jeg burde egentligt have ligget og sovet for længe siden. Eller i hvert fald prøvet på det. Jeg havde altid haft mange søvnproblemer, så jeg havde selvfølgelig ikke sovet i flyet overhovedet.

"Den har været skøn," svarede jeg med et stort smil. Jeg skævede over til min far, der selv sad og smilede, mens han holdt øje med trafikken.

"I er måske blevet kærester?" spurgte han.

"Nej, dog ikke. Men han behandler mig som en prinsesse."

"Kender han til dine problemer?"

"Ja," sagde jeg: "eller nej. Ikke sådan rigtigt. Jeg har fortalt ham noget af det. Jeg har ikke lyst til at smide det hele i hovedet ham på en gang. Han nusser i forvejen om mig hele tiden."

"Hvad mener du?"

"Han ved jo godt, der er noget galt, så han er konstant bekymret for, hvad jeg gør. Han prøver at passe på mig, og det gør mig bare lidt irriteret ind i mellem."

"Det er da sødt af ham. At han bekymrer sig om dig," sagde far: "han gør det jo nok kun for dit eget bedste."

"Jo, men han behøver jo ikke holde øje med mig hele tiden."

"Han kan lide dig, Annabella. Det er derfor, han gør det. Det er kærlighed."

Jeg rystede smilende på mit hoved. Kærlighed. Måske. Det kunne jeg ikke selv svare på. Det kunne kun Marcus selv, og jeg turde i hvert fald ikke spørge ham. Det var sikkert. Jeg ville ikke risikere at ødelægge det fantastiske, der var mellem os med et sådan spørgsmål. At miste hans venskab ville næsten være værre end aldrig at få ham til at elske mig.

*****

Jeg havde været hjemme i nogle dage nu, alt var ved det samme igen. Jeg sov ikke godt om natten. Mine søvnproblemer var kommet tilbage igen. Weekenden sammen med Marcus havde givet mig den mest rolige og dejligste søvn, jeg længe havde fået. Jeg havde følt mig udhvilet. Nu følte jeg mig igen som en zombie, der kørte på autopilot. Jeg gik nærmest rundt i en konstant døs og anede ikke, hvad jeg foretog mig halvdelen af tiden.

Jeg havde faktisk altid haft svært ved at falde i søvn. Når jeg lagde hovedet på puden, føltes det, som om min hjerne snurrede rundt om sig selv, ligesom Jorden, der roterede om sin egen akse. Jo mere stresset, jeg var over skolen, des værre var mit søvnmønster. Natten var det tidspunkt, hvor min hjerne mente, den skule planlægge hele den næste uges strabadser for mig. Lave planer og skemaer. Det var utroligt forstyrrende. Jeg var nødt til at have en blok liggende ved siden af min seng, så jeg kunne skrive alle de ting ned, der kom ind i hjernen. Prøve at tømme den for informationer. Det virkede dog sjældent. Lige så snart, jeg havde udtømt det hele på papiret og lagt mig tilbage under dynen, startede det bare forfra, og der kom tusind nye tanker, der fyldte min hjerne op.

Indeni følte jeg mig egentligt ret fucked up. Jeg var også utroligt socialt akavet og havde ikke let ved at være i store sociale sammenhænge. En stor del af tiden foretrak jeg mit eget selskab, selvom det til tider også kunne føles ret ensomt. Jeg fik bare utroligt hurtigt nok af andre mennesker. Det tog hårdt på mig at skulle være så meget på. Alligevel kunne jeg ikke undvære andres selskab. Jeg var forvirret over mig selv. Jeg følte mig som en stor modsætning. På alle tænkelige punkter. Jeg kunne godt forstå, hvorfor Marcus blev forvirret over, hvordan han skulle begå sig omkring mig. Jeg måtte være ret forvirrende at være i nærheden af. Ritualer havde jeg også. Rigtige fantastiske OCD-træk. At hvis jeg ikke gjorde ting på en bestemt måde, var jeg bange for, at der skete katastrofer. Især, hvis jeg sad midt i noget, der var vigtigt. Hvis jeg skulle til eksamen, var jeg altid utroligt neurotisk dagen før. Til tider kunne jeg blive helt sindssyg over mig selv. Alle mine underlige vaner tog meget af min tid og energi.

Om aftenen stillede jeg mig foran spejlet i undertøj og betragtede mit spejlbillede. Jeg havde låst min dør, så jeg kunne være i fred med al min elendighed over mig selv. Jeg kiggede på den krop, jeg aldrig havde været tilfreds med. Alt for mange former. Jeg havde ikke en krop, der kunne trænes til at blive et stankelben. Sådan var det jo, når man var født med store naturlige muskler. Det var også derfor, jeg havde været så god til kampsport den gang. Jeg havde masser af styrke. Derefter røg blikket videre til de ar, der dækkede kroppen. Jeg vendte mig om. Selv min ryg var ikke gået fri fra det, fordi det var et af de nemme steder at komme til. Sådan var det jo med det skide skin picking. Man rev i huden der, hvor man nemmest kunne komme til. I mit tilfælde var ryggen et af disse steder. Arene var bredt fra ryggen ud over skulderne og ned af armene. Overarmene var dog klart de værste.

Da jeg havde stået og glanet på mig selv et stykke tid, var det endt i en times lang seance med skin picking. Sådan var det altid. Jeg havde blod over det hele til sidst og var nødt til at gå i bad, selvom det var midt om natten. Da jeg kom ind, bredte jeg et håndklæde ud over min pude, så den ikke blev våd af mit fugtige hår. Jeg smuttede i nattøjet, slukkede lyset og prøvede at finde ro. Men jeg kunne ikke. Jeg gennemgik alle mine problemer i hovedet. Forfra og bagfra. Det havde jeg gjort hver dag, siden jeg var kommet hjem. Jeg følte mig så ufatteligt uperfekt til en dejlig fantastisk dreng som Marcus. Jeg forstod virkeligt ikke, hvad han så i mig. Det gjorde jeg ikke. Havde han slet ikke lagt mærke til min underlige opførsel? Alle mine gentagelsesritualer og aparte adfærd? Eller var det kun mig, der selv kunne se dem, fordi jeg vidste, de eksisterede?

Jeg kiggede over på mit vækkeur. De store grønne tal viste 03.15. Jeg skulle op om få timer. Dette ville blive en meget lang nat, hvis den igen skulle være søvnløs. Ak ja, måske burde jeg få ordineret nogle sovepiller af min læge?

Tankerne vendte hurtigt tilbage til Marcus. Hans søde smil. Hans flotte brune øjne, der strålede af livsglæde. Hans halvlange hår, der var helt uglet, når han vågnede om morgenen, mens det blidt faldt over hans smukke ansigt. Han udstrålede masser af selvtillid. Han havde en flot krop, et kønt ansigt og den skønneste personlighed. Hvad ville han dog med en som mig, der var så fucked up? 

----------------------------------

Så fik vi lige et lille indblik i Annabellas egne tanker...

Hvordan tror I, der ser ud inde i Marcus' tanker? 

Tror I, de er lige så kaotiske? 

Dagens spørgmål: Hvilken sport dyrker du?

Mit svar: Jeg dyrker ikke noget lige nu - jeg har gjort. Jeg gik til kampsport i 6 år, men stoppede på grund af skade.

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3